Klassisk - Magasinet for musikelskere

CD/DVD anmeldelser i denne udgave af KLASSISK

	David Lang: The Little Match Stick Passion Theatre of Voices, Ars Nova Copenhagen, dir. Paul Hillier. Harmonia Mundi 807496 [cd]	Svovlstikken gik ud Selvom 'The Little Match Girl Passion' er fabelagtig gennemført, savner man undervejs nogle følelser at hægte sig på. Den 35 min. lange lidelseshistorie er simpelthen så isnende kold, at den er umulig at gribe fat i og gribes af. Godt nok fornemmer man så rigeligt den gennemtrængende kulde, når Theatre of Voices’ isklare stemmer pakker sig om den lille pige. Men den korte varme fra hendes svovlstikker, mærker man ikke noget til. Og så lukker passionen sig om sig selv. Der gemmer sig ellers et hav af kontrapunktisk mangfoldighed under Langs umiddelbare simpelhed, så pigens lille naive skær af håb burde kunne tændes. Passionens åbning ’Come, daugther’ er ikke desto mindre vældig saliggørende. Med sit rytmiske nærvær, elegante melodiske skift og en blødt messende stortromme har den alt det, man savner i den følgende halve time. Igennem hele passionen synger Theatre of Voices intet mindre end pragtfuldt. Rent, følsomt og med den overlegne teknik, der er helt nødvendig for at komme i nærheden af Langs halsbrækkende manøvrer. /Jens Povlsen
	Stravinskij: Symfoni i Tre Satser. Bruch: Violinkoncert nr. 1. Beethoven: Symfoni nr. 7 Vadim Repin (violin), Berliner Filharmonikerne, dir. Simon Rattle. Medici Arts 2056978 [dvd]	Rattle slår gnister af Beethoven Med Rattle i spidsen præsenterer Berlin Filharmonikerne en pågående og herligt swingende udgave af Stravinskijs moderne klassiker, og med et suverænt blæserkorps anført af stjernefløjtenisten Emmanuel Pahud er det kammermusikalske samspil helt i top. Musikkens kalejdoskopiske karakter understreges af en tæt klippet billedside, hvor så godt som alle musikalske brud forstærkes af kameraskift, der bringer dvd-publikummet helt tæt på de relevante musikere og instrumenter. Ofte vælges der dramatiserende vinkler, som fx frøperspektiv eller fokusering på udvalgte dele af instrumenter og musikere. Og når det som i dette tilfælde er musikalsk betinget og i øvrigt underbygger Rattles energiske spillestil, ja, så går lyd og billede op i en højere enhed. /Esben Tange
	Vivaldi: Cello Sonatas 1-9 Jaap ter Linden (cello), Lars Ulrik Mortensen (cembalo). Brilliant Classics 93567 [cd]	Hip som hap Teknisk er der ikke en finger at sætte på hverken Jaap ter Linden eller Lars Ulrik Mortensens bevægelige og smukt ciselerede continuo-akkompagnement. Men udgaven halter alligevel fælt. For Jaap ter Lindens musikalske indlevelse er ikke til at finde i de ni sonater, der ellers ofte tager tilløb til at ytre sig dybtfølt og bare behøver det sidste skub for at komme godt ud over rampen. Men så langt når de ikke med ter Linden bag celloen. Her bliver der nemlig aldrig langet andet end noder over disken. /Jens Povlsen
	Poul Ruders: Four Dances Birmingham Contemporary Music Group, dir. Oliver Knussen. Dacapo 8.226028 [cd]	En anden side af Ruders Musikken er først og fremmest manende, så det næsten gør ondt. Poul Ruders skriver ikke for at behage sit publikum, men han er drevet af en nødvendighed, som meget tydeligt kommer frem netop i disse tre værker. Hele udgivelsen er båret af høj kvalitet: fra musikere, dirigent, lydteknikere og helt frem til de fine værknoter i hæftet skrevet af Stephen Johnson. Herligt at læse en skribent, der graver et lag dybere ned end blot de associationer og billeder, musikken skaber. Det er nemlig i dette lag, at Poul Ruders viser sin sande styrke. /Steen Chr. Steensen
	Renée Fleming: Verismo. Arier af Puccini, Mascagni, Catalani, Zandonai, Cilèa m.fl. Renée Fleming (sopran), Jonas Kaufmann (tenor), Orchestra Sinfonica di Milano Giuseppe Verdi, dir. Marco Armiliato. Decca 4781533 [cd]	Risky business Der er ingen tvivl om, at Renée Fleming nøje har studeret sine forgængeres sangstil, og hun bruger de forskellige virkemidler som portamento og kontrasterende stemmeregistre på en så bevidst, næsten kalkulerende måde, at man næsten kan sammenligne det med barokmusikernes opførelsespraksis. Det kan virke lidt fremmedgørende, når man er vant til en mere spontan, rå syngemåde i denne type musik, men det fungerer godt, så længe musikken holder sig inden for de blidere nuancer, hvor hendes fornemmelse for teksten kommer til sin ret og den smukke klang kærtegner øret. /Mikael Garnæs
	Beethoven: Violinkoncert Britten: Violinkoncert Janine Jansen, violin, Deutsche Kammerphilharmonie og London Symfoniorkester, dir. Paavo Järvi. Decca 478 1530 [cd]	Attitude overfor hjerteblod Kombinationen med Beethoven er god, for Britten tager ligesom Beethoven udgangspunkt i en paukefigur, der bruges gennem hele 1. sats. Den 2. sats er en virtuos scherzo, hvor Jansens fingerfærdighed er forbløffende, men det er passende nok finalen, som gør størst indtryk. Her retter Britten pilen på Bach og den store Chaconne for soloviolin. Dyster, men stærk og visionær musik, som Britten i bedste forstand bruger som forbillede for en passacaglia med en lang række variationer. Efter et fantastisk orkesterklimaks går situationen fra det truende til det fatalistiske, og de afsluttende minutter er gåsehudsfremkaldende. /Jens Cornelius
	Händel: Ode for the Birthday of Queen Anne; Dixit Dominus. Andreas Scholl (kontratenor). Hélène Guilmette (sopran) m.fl. sangere. Berlin Vocal Consort/Berlin Academy for Ancient Music, dir. Marcus Creed. Harmonia Mundi 902041 [cd]	Lidt ujævn fornøjelse Andreas Scholl er som forventet en skøn altsolist, mens Hélène Guilmette i de mange sopransoli er en smule for flagrende for min smag. Hendes hurtige Edith Piaf-agtige vibrato generer og bliver monotont i længden, men hun har dog skønne steder, især når hun ikke presses dynamisk. Orkesteroptagelsen er meget gennemsigtig, og placeringen af de to violingrupper på hver sin side af kapelmesteren får maksimal virkning. Men der er noget spidst over klangen i optagelsen, der i begyndelsen fascinerer med sin klarhed og pågåen, men senere bare trætter. /Bo Holten
	Schönberg: Gurrelieder Soile Isokoski, Stig Fogh Andersen, Philharmonia Orchestra, dir. Esa-Pekka Salonen. Signum Classics SIGCD173 [cd]	Herligt, en sommernat Den følelsesmættede stemning i ’Gurrelieder’ kan let blive vel rigelig, men i hænderne på Esa-Pekka Salonen lader man sig med glæde drukne i den fuldfede senromantik. Selv lyrikkens sædvanlige forsvindingsnummer i det abnormt store klangkorpus undgår han. Det hjælper også på det, at sangerne her ejer de store og brede stemmer, der behøves for at begå sig i de rasende smukke naturbilleder, Schönberg så dygtigt maler [...] Også Stig Fogh Andersen gør det betagende godt som en lidende kong Valdemar, trods den trange plads, han mærkeligt nok er blevet tildelt i lydbilledet. /Jens Povlsen
	Heinrich Schütz: Weinachtshistorie, Auferstehungshistorie Ars Nova Copenhagen, Concerto Copenhagen, Sirius Viols, dirigent Paul Hillier. Dacapo 8.226058 [cd]	Fromme højtidshistorier I ’Auferstehungshistorie’ er det sorgfulde endnu mere fremtrædende, selvom budskabet i virkeligheden er båret af både håb og lys. Samtidig er stilen mere ekspressiv og fabulerende, og præcis disse nuancer bliver ganske tydelige i Paul Hilliers direktion, hvor han naturligt fokuserer på ordet, som det synges. Ordet som har førsterang i Schütz’ musik. De sanglige præstationer er smukke ikke mindst med de to evangelister Adam Riis og Johan Linderoth i spidsen. Det er en indspilning, som lægger op til en fordybelse i budskaber og bibelfortællinger, som ellers ikke hører hverdagen til. /Steen Chr. Steensen
	Serenade: Værker af Martinů, Koechlin, Carl Nielsen og Berio Radek Baborák (horn) og Ensemble Baborák. Supraphon SU 3998-2	Nielsen på den internationale måde Den danske Nielsen-tradition med ubehøvlede, rustikke kanter er ikke de tjekkiske musikere bekendt, og Ensemble Baboráks indspilning er endnu et eksempel på den forskel, der er på ”vores” måde at spille Carl Nielsen på og den ”internationale” måde. Et skisma, der har haft stor betydning for de mange års udenlandske forbehold over for Nielsens musik, og som altid er tankevækkende at støde på. /Jens Cornelius
	Monteverdi: Poppeas Kroning Danielle de Niese, Alice Coote, Iestyn Davies, Paolo Battaglia, Marie Arnet m.fl. Orchestra of the Age of Enlightenment, dir. Emmanuelle Haïm, iscen. Robert Carsen. Decca 074 3339	Kejserlig lidenskab og begær Instruktøren Robert Carsen har et godt øje for at finde de absurde, komiske sider frem og viser, at selvom Monteverdi her skrev opera i stort format, så havde han ikke mistet sansen for det komiske, det menneskeligt nærværende. Den side har Carsen grebet med kyshånd, og det har dirigenten og cembalisten Emmanuelle Haïm i hvert tilfælde også med levende fraseringer og en vidunderlig sans for timing. Det er ikke kun i iscenesættelsen, at denne forestilling bliver aktuel. Det kommer også fra orkestergraven, hvor Oplysningstidens Orkester får Monteverdis musik til at lyde dugfrisk og moderne. /Steen Chr. Steensen
	Conversations for violin and piano. Musik af Koppel, Nørgård, Ruders, Rosing-Schow og Nordentoft Elisabeth Zeuthen Schneider (violin), Ulrich Stærk (klaver). Dacapo 8.226519	Veltalende violinkunst En times tid tager det at komme igennem fem danske komponisters vidt forgrenede musikalske universer. Og den times tid er rigtig godt givet ud, også selvom man allerede har øre for, hvad komponisterne går og skriver ned. Schneider på violin og Stærk ved klaveret er nemlig et ganske velspillende makkerpar. Og fast sammentømret som de er, honorerer de fortrinligt de afvekslende krav, som komponisterne byder dem. /Jens Povlsen
	Beethoven: Klaversonater op. 109, 110 og 111 Sverre Larsen, klaver. CDKlassisk CDK 1020	En frygtløs bedrift Sverre Larsen er ikke bange for at beskæftige sig med de største mesterværker af Bach og Beethoven, selvom konkurrencen på de felter er unådig. Og Larsen gør det eneste fornuftige: er sig selv. Han er en meget sikker og redelig pianist, der spiller Beethovens tre sidste sonater som ”Danish Design”, ukrukket og uden overflødig pragt. Hovedvægten ligger på klarhed i argumentationen og proportionerne, og selv over store forløb evner han at holde musikken i stramme tømmer. Den ligefremme spillestil har dog en bagside i form af en bogstavelighed, der af og til viser sig i en lidt for begivenhedsløs dynamik og passager af rytmisk stilstand. /Jens Cornelius
	Cecilia Bartoli: Sacrificium Musik af Caldara, Giacomello, Araia og Porpora m.fl. Cecilia Bartoli (mezzosopran), Il Giardino Armonico, dir. Giovanni Antonini. DG 0028947815211	Uden for tid og sted Bartoli synger med hele sin animus såvel som med hele sin anima i arier af vekslende potens, så vi får hæsblæsende koloraturer og smeltende pianoer. Kønsløshed er vist det sidste, man kan sige om Bartolis stil. Sammen med sin partner, ensemblet Il Giardino Armonico, får Bartoli genoplivet datidens skønhed i en nutidig sanselighed. Der er bestemt intet kuriøst eller musealt eller forældet over disse virtuose arier. Jeg aner bare ikke, hvem der ellers kunne synge dem. Så på den måde er ’Sacrificium’ et unikum, der falder helt uden for tid og sted. /Camilla Marie Dahlgreen
	Händel: Partenope Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen, Tuva Semmingsen, Christophe Dumaux, Bo Kristian Jensen, Palle Knudsen, Concerto Copenhagen, dirigent Lars Ulrik Mortensen, iscen. Francisco Negrin. Decca 074 3348	Kærlighedens kabale går op Instruktøren Francesco Negrin bryder konventionerne, men skaber til gengæld levende teater og med sans for de små skævheder så det komiske hele tiden blander sig med alvoren. Selvfølgelig er Andreas Scholl fuldstændig suveræn som Arsace. Hans helt personlige klang i kontratenorlejet tegner et mangefacetteret billede af Arsace, der elsker to kvinder, og som er lidt af en kryster, men alligevel viser dybe følelser undervejs. /Steen Chr. Steensen
	Arvo Pärt: In principio Estisk Filharmonisk Kor og Orkester, Tallinn Kammerorkester, dir. Tõnu Kaljuste. ECM New Series 2050 476 6990	Foruroligende Arvo Pärt Trods en umiddelbar enkelhed kræver Arvo Pärts musik det yderste af sine udøvere. Er der blot en anelse vaklen, skrider hele fundamentet. Desto mere tilfredsstillende er det at høre en af tidens fremmeste Pärt-dirigenter, den estiske Tõnu Kaljuste. Sammen med Estisk Filharmonisk Kor og Orkester samt Tallinn Kammerorkester mestrer han at skabe en klassisk Pärt-klang. Prunkløs, til tider med en rå kant, og alligevel med lysende styrke. /Esben Tange
	Thomas Adès: The Tempest Simon Keenlyside, Cyndia Sieden, Ian Bostridge, Kate Royal m.fl., The Royal Opera Chorus, The Orchestra of the Royal Opera House, dir. Thomas Adès. EMI Classics 5099969523427	En storm med bid Adès’ musik i dette hans største værk til dato er ikke kompliceret i emotionel forstand. Han benytter sig i høj grad af almindelige treklange, hvilket gør operaen spiselig for det almindelige opera-publikum, men samtidig af en sådan flyvsk rytmik og kaotisk stammende orkesterartikulation, at de, der er til det "moderne", roligt kan klappe med. /Bo Holten
	Schubert: Die schöne Müllerin Jonas Kaufmann (tenor), Helmut Deutsch (klaver). Decca 4781528	En svær størrelse Man fascineres af de utrolige muligheder, Jonas Kaufmann har og udnytter for at skifte udtryk og bringe farver ind i stemmen. Teksten er forbilledligt udarbejdet, og det er både en nydelse og en distraktion i forhold til musikken, fordi Kaufmann spiller på to heste: perfektion og udtryksmæssig oprigtighed. Jeg ved ikke, om nogen af delene rigtig klæder stilen. Når ordene kommer med lækkert og pligtskyldigt raffinement, ødelægger det illusionen om den kærlighedsramte jæger, der har andet i hovedet end ord. /Camilla Marie Dahlgreen
Se flere anmeldelser i KLASSISK arkiv »