Klassisk - Magasinet for musikelskere

CD/DVD anmeldelser (uddrag)

	David Lang: The Little Match Stick Passion Theatre of Voices, Ars Nova Copenhagen, dir. Paul Hillier Harmonia Mundi 807496	Svovlstikken gik ud Selvom 'The Little Match Girl Passion' er fabelagtig gennemført, savner man undervejs nogle følelser at hægte sig på. Den 35 min. lange lidelseshistorie er simpelthen så isnende kold, at den er umulig at gribe fat i og gribes af. Godt nok fornemmer man så rigeligt den gennemtrængende kulde, når Theatre of Voices’ isklare stemmer pakker sig om den lille pige. Men den korte varme fra hendes svovlstikker, mærker man ikke noget til. Og så lukker passionen sig om sig selv. Der gemmer sig ellers et hav af kontrapunktisk mangfoldighed under Langs umiddelbare simpelhed, så pigens lille naive skær af håb burde kunne tændes. /Jens Povlsen
	Stravinskij: Symfoni i Tre Satser. Bruch: Violinkoncert nr. 1. Beethoven: Symfoni nr. 7 Vadim Repin (violin), Berliner Filharmonikerne, dir. Simon Rattle Medici Arts 2056978	Rattle slår gnister af Beethoven Med Rattle i spidsen præsenterer Berlin Filharmonikerne en pågående og herligt swingende udgave af Stravinskijs moderne klassiker, og med et suverænt blæserkorps anført af stjernefløjtenisten Emmanuel Pahud er det kammermusikalske samspil helt i top. Musikkens kalejdoskopiske karakter understreges af en tæt klippet billedside, hvor så godt som alle musikalske brud forstærkes af kameraskift, der bringer dvd-publikummet helt tæt på de relevante musikere og instrumenter. Ofte vælges der dramatiserende vinkle. /Esben Tange
	Vivaldi: Cello Sonatas 1-9 Jaap ter Linden (cello), Lars Ulrik Mortensen (cembalo) Brilliant Classics 93567	Hip som hap Teknisk er der ikke en finger at sætte på hverken Jaap ter Linden eller Lars Ulrik Mortensens bevægelige og smukt ciselerede continuo-akkompagnement. Men udgaven halter alligevel fælt. For Jaap ter Lindens musikalske indlevelse er ikke til at finde i de ni sonater, der ellers ofte tager tilløb til at ytre sig dybtfølt og bare behøver det sidste skub for at komme godt ud over rampen. Men så langt når de ikke med ter Linden bag celloen. Her bliver der nemlig aldrig langet andet end noder over disken. /Jens Povlsen
	Poul Ruders: Four Dances irmingham Contemporary Music Group, dir. Oliver Knussen Dacapo 8.226028	En anden side af Ruders Musikken er først og fremmest manende, så det næsten gør ondt. Poul Ruders skriver ikke for at behage sit publikum, men han er drevet af en nødvendighed, som meget tydeligt kommer frem netop i disse tre værker. Hele udgivelsen er båret af høj kvalitet: fra musikere, dirigent, lydteknikere og helt frem til de fine værknoter i hæftet skrevet af Stephen Johnson. Herligt at læse en skribent, der graver et lag dybere ned end blot de associationer og billeder, musikken skaber. Det er nemlig i dette lag, at Poul Ruders viser sin sande styrke. /Steen Chr. Steensen
	Renée Fleming: Verismo Arier af Puccini, Mascagni, Catalani, Zandonai, Cilèa m.fl. Renée Fleming (sopran), Jonas Kaufmann (tenor), Orchestra Sinfonica di Milano Giuseppe Verdi, dir. Marco Armiliato Decca 4781533	Risky business Der er ingen tvivl om, at Renée Fleming nøje har studeret sine forgængeres sangstil, og hun bruger de forskellige virkemidler som portamento og kontrasterende stemmeregistre på en så bevidst, næsten kalkulerende måde, at man næsten kan sammenligne det med barokmusikernes opførelsespraksis. Det kan virke lidt fremmedgørende, når man er vant til en mere spontan, rå syngemåde i denne type musik, men det fungerer godt, så længe musikken holder sig inden for de blidere nuancer, hvor hendes fornemmelse for teksten kommer til sin ret og den smukke klang kærtegner øret. /Mikael Garnæs
	Beethoven: Violinkoncert Britten: Violinkoncert Janine Jansen (violin), Deutsche Kammerphilharmonie og London Symfoniorkester, dir. Paavo Järvi Decca 478 1530	Attitude overfor hjerteblod Kombinationen med Beethoven er god, for Britten tager ligesom Beethoven udgangspunkt i en paukefigur, der bruges gennem hele 1. sats. Den 2. sats er en virtuos scherzo, hvor Jansens fingerfærdighed er forbløffende, men det er passende nok finalen, som gør størst indtryk. Her retter Britten pilen på Bach og den store Chaconne for soloviolin. Dyster, men stærk og visionær musik, som Britten i bedste forstand bruger som forbillede for en passacaglia med en lang række variationer. Efter et fantastisk orkesterklimaks går situationen fra det truende til det fatalistiske, og de afsluttende minutter er gåsehudsfremkaldende. /Jens Cornelius
	Händel: Ode for the Birthday of Queen Anne; Dixit Dominus Andreas Scholl (kontratenor). Hélène Guilmette (sopran) m.fl. sangere. Berlin Vocal Consort/Berlin Academy for Ancient Music, dir. Marcus Creed Harmonia Mundi 902041	Lidt ujævn fornøjelse Andreas Scholl er som forventet en skøn altsolist, mens Hélène Guilmette i de mange sopransoli er en smule for flagrende for min smag. Hendes hurtige Edith Piaf-agtige vibrato generer og bliver monotont i længden, men hun har dog skønne steder, især når hun ikke presses dynamisk. Orkesteroptagelsen er meget gennemsigtig, og placeringen af de to violingrupper på hver sin side af kapelmesteren får maksimal virkning. Men der er noget spidst over klangen i optagelsen, der i begyndelsen fascinerer med sin klarhed og pågåen, men senere bare trætter. /Bo Holten
	Schönberg: Gurrelieder Soile Isokoski, Stig Fogh Andersen, Philharmonia Orchestra, dir. Esa-Pekka Salonen Signum Classics SIGCD173	Herligt, en sommernat Den følelsesmættede stemning i ’Gurrelieder’ kan let blive vel rigelig, men i hænderne på Esa-Pekka Salonen lader man sig med glæde drukne i den fuldfede senromantik. Selv lyrikkens sædvanlige forsvindingsnummer i det abnormt store klangkorpus undgår han. Det hjælper også på det, at sangerne her ejer de store og brede stemmer, der behøves for at begå sig i de rasende smukke naturbilleder, Schönberg så dygtigt maler [...] Også Stig Fogh Andersen gør det betagende godt som en lidende kong Valdemar, trods den trange plads, han mærkeligt nok er blevet tildelt i lydbilledet. /Jens Povlsen
	Heinrich Schütz: Weinachtshistorie, Auferstehungshistorie Ars Nova Copenhagen, Concerto Copenhagen, Sirius Viols, dirigent Paul Hillier Dacapo 8.226058	Fromme højtidshistorier I ’Auferstehungshistorie’ er det sorgfulde endnu mere fremtrædende, selvom budskabet i virkeligheden er båret af både håb og lys. Samtidig er stilen mere ekspressiv og fabulerende, og præcis disse nuancer bliver ganske tydelige i Paul Hilliers direktion, hvor han naturligt fokuserer på ordet, som det synges. Ordet som har førsterang i Schütz’ musik. De sanglige præstationer er smukke ikke mindst med de to evangelister Adam Riis og Johan Linderoth i spidsen. Det er en indspilning, som lægger op til en fordybelse i budskaber og bibelfortællinger, som ellers ikke hører hverdagen til. /Steen Chr. Steensen
	Serenade: Værker af Martinu, Koechlin, Carl Nielsen og Berio Radek Baborák (horn) og Ensemble Baborák Supraphon SU 3998-2	Nielsen på den internationale måde Den danske Nielsen-tradition med ubehøvlede, rustikke kanter er ikke de tjekkiske musikere bekendt, og Ensemble Baboráks indspilning er endnu et eksempel på den forskel, der er på ”vores” måde at spille Carl Nielsen på og den ”internationale” måde. Et skisma, der har haft stor betydning for de mange års udenlandske forbehold over for Nielsens musik, og som altid er tankevækkende at støde på. /Jens Cornelius
	Monteverdi: Poppeas Kroning Danielle de Niese, Alice Coote, Iestyn Davies, Paolo Battaglia, Marie Arnet m.fl. Orchestra of the Age of Enlightenment, dir. Emmanuelle Haïm, iscen. Robert Carsen Decca 074 3339	Kejserlig lidenskab og begær Instruktøren Robert Carsen har et godt øje for at finde de absurde, komiske sider frem og viser, at selvom Monteverdi her skrev opera i stort format, så havde han ikke mistet sansen for det komiske, det menneskeligt nærværende. Den side har Carsen grebet med kyshånd, og det har dirigenten og cembalisten Emmanuelle Haïm i hvert tilfælde også med levende fraseringer og en vidunderlig sans for timing. Det er ikke kun i iscenesættelsen, at denne forestilling bliver aktuel. Det kommer også fra orkestergraven, hvor Oplysningstidens Orkester får Monteverdis musik til at lyde dugfrisk og moderne. /Steen Chr. Steensen
	Conversations for violin and piano Musik af Koppel, Nørgård, Ruders, Rosing-Schow og Nordentoft Elisabeth Zeuthen Schneider (violin), Ulrich Stærk (klaver) Dacapo 8.226519	Veltalende violinkunst En times tid tager det at komme igennem fem danske komponisters vidt forgrenede musikalske universer. Og den times tid er rigtig godt givet ud, også selvom man allerede har øre for, hvad komponisterne går og skriver ned. Schneider på violin og Stærk ved klaveret er nemlig et ganske velspillende makkerpar. Og fast sammentømret som de er, honorerer de fortrinligt de afvekslende krav, som komponisterne byder dem. /Jens Povlsen
	Beethoven: Klaversonater op. 109, 110 og 111 Sverre Larsen (klaver) CDKlassisk CDK 1020	En frygtløs bedrift Sverre Larsen er ikke bange for at beskæftige sig med de største mesterværker af Bach og Beethoven, selvom konkurrencen på de felter er unådig. Og Larsen gør det eneste fornuftige: er sig selv. Han er en meget sikker og redelig pianist, der spiller Beethovens tre sidste sonater som ”Danish Design”, ukrukket og uden overflødig pragt. Hovedvægten ligger på klarhed i argumentationen og proportionerne, og selv over store forløb evner han at holde musikken i stramme tømmer. Den ligefremme spillestil har dog en bagside i form af en bogstavelighed, der af og til viser sig i en lidt for begivenhedsløs dynamik og passager af rytmisk stilstand . /Jens Cornelius
	ecilia Bartoli: Sacrificium Musik af Caldara, Giacomello, Araia og Porpora m.fl. Cecilia Bartoli (mezzosopran), Il Giardino Armonico, dir. Giovanni Antonini DG 0028947815211	Uden for tid og sted Bartoli synger med hele sin animus såvel som med hele sin anima i arier af vekslende potens, så vi får hæsblæsende koloraturer og smeltende pianoer. Kønsløshed er vist det sidste, man kan sige om Bartolis stil. Sammen med sin partner, ensemblet Il Giardino Armonico, får Bartoli genoplivet datidens skønhed i en nutidig sanselighed. Der er bestemt intet kuriøst eller musealt eller forældet over disse virtuose arier. Jeg aner bare ikke, hvem der ellers kunne synge dem. Så på den måde er ’Sacrificium’ et unikum, der falder helt uden for tid og sted. /Camilla Marie Dahlgreen
	Händel: Partenope Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen, Tuva Semmingsen, Christophe Dumaux, Bo Kristian Jensen, Palle Knudsen, Concerto Copenhagen, dirigent Lars Ulrik Mortensen, iscen. Francisco Negrin Decca 074 3348	Kærlighedens kabale går op Instruktøren Francesco Negrin bryder konventionerne, men skaber til gengæld levende teater og med sans for de små skævheder så det komiske hele tiden blander sig med alvoren. Selvfølgelig er Andreas Scholl fuldstændig suveræn som Arsace. Hans helt personlige klang i kontratenorlejet tegner et mangefacetteret billede af Arsace, der elsker to kvinder, og som er lidt af en kryster, men alligevel viser dybe følelser undervejs. /Steen Chr. Steensen
	Arvo Pärt: In principio Estisk Filharmonisk Kor og Orkester, Tallinn Kammerorkester, dir. Tõnu Kaljuste ECM New Series 2050 476 6990	Foruroligende Arvo Pärt Trods en umiddelbar enkelhed kræver Arvo Pärts musik det yderste af sine udøvere. Er der blot en anelse vaklen, skrider hele fundamentet. Desto mere tilfredsstillende er det at høre en af tidens fremmeste Pärt-dirigenter, den estiske Tõnu Kaljuste. Sammen med Estisk Filharmonisk Kor og Orkester samt Tallinn Kammerorkester mestrer han at skabe en klassisk Pärt-klang. Prunkløs, til tider med en rå kant, og alligevel med lysende styrke. /Esben Tange
	Thomas Adès: The Tempest Simon Keenlyside, Cyndia Sieden, Ian Bostridge, Kate Royal m.fl., The Royal Opera Chorus, The Orchestra of the Royal Opera House, dir. Thomas Adès EMI Classics 5099969523427	En storm med bid Adès’ musik i dette hans største værk til dato er ikke kompliceret i emotionel forstand. Han benytter sig i høj grad af almindelige treklange, hvilket gør operaen spiselig for det almindelige opera-publikum, men samtidig af en sådan flyvsk rytmik og kaotisk stammende orkesterartikulation, at de, der er til det "moderne", roligt kan klappe med. /Bo Holten
	Schubert: Die schöne Müllerin Jonas Kaufmann (tenor), Helmut Deutsch (klaver) Decca 4781528	En svær størrelse Man fascineres af de utrolige muligheder, Jonas Kaufmann har og udnytter for at skifte udtryk og bringe farver ind i stemmen. Teksten er forbilledligt udarbejdet, og det er både en nydelse og en distraktion i forhold til musikken, fordi Kaufmann spiller på to heste: perfektion og udtryksmæssig oprigtighed. Jeg ved ikke, om nogen af delene rigtig klæder stilen. Når ordene kommer med lækkert og pligtskyldigt raffinement, ødelægger det illusionen om den kærlighedsramte jæger, der har andet i hovedet end ord. /Camilla Marie Dahlgreen
	András Schiff: Musik af Mozart og J.S. Bach Cappella Andrea Barca, dir. og klaver András Schiff Medici Arts 2057268	Mellem autoritet og frihed På denne dvd optaget i Teatro Olimpici i Vicenza møder vi András Schiff både som pianist og dirigent, og i et repertoire af Mozart. Han formår, uden at give noget bidrag til den altid løbende debat om stil og autenticitet, at forløse de største mesterværker på en så befriende og overbevisende måde, at man. /Toke Lund Christiansen
	Poul Ruders: Concertos Erik Heide (violin), Mathias Reumert (slagtøj), Aarhus Symfoniorkester, dir. Thomas Søndergård Dacapo 8.226034	Et gys af vellyd Indbydende som bare pokker og ofte orkestreret så besnærende, at farverne ligefrem stråler ud af musikken. Poul Ruders pakker ikke blot sin musik appetitligt ind, men fylder den i lige så høj grad med musikalske lækkerbiskener. Det bliver her åbenlyst på en cd, der fejrer Ruders’ 60-års-fødselsdag med indspilningen af tre af hans koncerter for orkester – både med. /Jens Povlsen
	Jonas Kaufmann: Sehnsucht Jonas Kaufmann (tenor), Mahler Chamber Orchestra, dir. Claudio Abbado Decca 478 1964	Tyske tenorlængsler Wagner kunne som ingen skrive sig ind i denne tyske længsel med figurer som Lohengrin, Siegmund og Parsifal, og her passer tenoren Jonas Kaufmann både smukt og naturligt. Hans stemme har klanglige kvaliteter, der ellers hører hjemme hos en baryton. Han kan skabe fylde og mørke i mellemlejet, som er ganske usædvanligt, men endnu bedre bliver det, når han trækker de samme kvaliteter med op i højden og således. /Steen Chr. Steensen
	Yuja Wang: Sonater og etuder Yuja Wang (klaver) DG 00289 477 8140	Et lovende stjerneskud Et plus ved Yuja Wangs første cd for DG er, at man ikke har valgt at bruge hendes debutplade til et freakshow af ekstranumre, men i stedet præsenterer hende i et fyldigt og sobert recital-program med tre store romantiske sonater. Som et nytænkende bud på mellemlæg spiller hun to etuder af Ligeti, der er lige ved at være hele pladen værd alene. Det er et lyst budskab om den klassiske musiks fremtid, at et stjerneskud som Wang har et naturligt forhold. /Jens Cornelius
	Wagner: Tannhäuser Robert Gambill, Camilla Nylund, Roman Trekel, Waltraud Meier, Stephen Milling, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin, Philharmonia Chor Wien, dir. Philippe Jordan, iscen. Nikolaus Lehnhoff Arthaus 101 351	Meget at byde på I en tid hvor Wagners operaer alt for ofte bliver gjort til legeplads for selvpromoverende instruktører, er det godt at se denne ’Tannhäuser’-iscenesættelse ved Nikolaus Lehnhoff fra festspilhuset i Baden-Baden i 2008. Det er en visuelt stærk, ret abstrakt og symbolladet forestilling, der har en personlig indgang til værket, men den handler heldigvis om det stykke, Wagner skrev, og ikke om det instruktøren eventuelt kunne have ønsket. /Mikael Garnæs
	Vagn Holmboe: Works for violin and piano Johannes Søe Hansen (violin), Christina Bjørkøe (klaver) Dacapo 8.226063	Holmboe og violinen Disse værkers musikalitet er af den lyttende og kreative slags, hvor nodebilledet kalder på refleksion ned til mindste detalje, således som Holmboes musik er skabt fra et mikrokosmos og former sig fuldstændig organisk – med skarpe kanter! I denne fabulerende stil lader komponisten på sin egen underspillede måde sin personlighed komme til syne med uventede drejninger, voldsomme udbrud, humoristiske indspark og af og til blot. /Steen Chr. Steensen
	Beethoven: Tripelkoncert m.m. Martha Argerich (klaver), Renaud Capuçon (violin), Gautier Capuçon (cello), Simón Bolivár Youth Orchestra of Venezuela, dir. Gustavo Dudamel Unitel Classica / DG 00440 073 4515	Ren begejstring Argerich er lige så ekstremt følsom i sit klaverspil som i sit temperament. Og med violinisten Renaud og cellisten Gautier Capuçon ved sin side præsterer hun kammermusikalsk koncertvirtuoseri i højeste klasse, samtidig med at alle facetter i Beethovens eminente satsarbejde træder frem. Musikalsk poesi. /Steen Chr. Steensen
	Danielle de Niese: The Mozart Album Danielle de Niese (sopran), Age of Enlightenment Orchestra, dir. Charles Mackerras Decca 4781511	Diva på afveje Måske vil de Niese en dag ramme hovedet på sømmet med noget andet repertoire, men lige nu er stemmen vokset fra barokken, mens sindet ikke helt kan passe Mozart, og noget andet, måske bredere trænger sig på i stemmens tæthed. De Nieses Mozart-album står i hendes sandsynligvis meget længere karriere som et teenageprodukt, man kan. /Camilla Marie Dahlgreen
	Leif Ove Andsnes: Shadows of Silence Leif Ove Andsnes (klaver), Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, dir. Franz Welser-Möst EMI 2641822	Skyggespil Foruden sin blændende teknik viser Andsnes på denne udgivelse sit formidable kunstneriske vingefang. Især fængsles man af den naturlige facon, det overordentligt alsidige program spilles på. Udfaldet er betagende og bør høres af alle, der indimellem gerne vil overraskes. /Jens Povlsen
	Penderecki: Utrenja Div. vokalsolister, Warszawa Drengekor, Warszawa Filharmoniske Kor og Orkester, dir. Antoni Wit Naxos 8.572031	Gotisk gys på polsk Med særegne kombinationer af vokalsolister (sopran, mezzosopran, tenor, bas og dyb bas), stort kor, knogleraslende slagtøj, vrængende messingblæsere og forvredne strygerakkorder skaber Penderecki et virkningsfuldt udtryk, og selvom han dyrker en effektfuld stil, er der ikke tale om udvendig plakatkunst. Snarere en – herlig – opdateret udgave af det gotiske. /Esben Tange
	Bellini: I Capuleti e i Montecchi Anna Netrebko, Elina Garanca, Joseph Calleja, Tiziano Bracci, Robert Gleadow, Wiener Singakademie, Wiener Symphoniker, dir. Fabio Luisi DG 00289 477 8031	En ægte italiener Man må overgive sig til italiensk operas rene dyrkelse af sangen, og smukt lyder det med de to kvindestemmer i tæt vokal omfavnelse. Ikke mindst fordi rollen som Giulietta bliver sunget af Anna Netrebko, som er fuldstændig i sit rette element med dette bel canto-parti. Det kalder på hendes smukke klanglige nuanceringsevne, følsomme fraseringer og naturligvis. /Steen Chr. Steensen
	Mahler: Symfoni nr. 4 Miah Persson (sopran), Budapest Festival Orkester, dir. Ivan Fischer Channel Classics CCS SA 26109	En født klassiker Orkestreringen og hele Mahlers gestaltning af troskyldigheden er nemlig ætsende skarp. Det hører man med ukendt tydelighed på denne cd med Ivan Fischer og hans utrolige ungarske orkester, som demonstrerer partiturets gennemsigtighed og laserbrændende dissonanser. Budapest Festival Orkester udfører det ganske enkelt virtuost; formodentlig er der intet orkester. /Jens Cornelius
	Anne Sofie von Otter: Bach Anne Sofie von Otter (mezzo), Concerto Copenhagen, orgel/dir. Lars Ulrik Mortensen Archiv Production 00289 477 7467	Tilbage til Bach med manér I mødet med Concerto Copenhagen har Anne Sofie von Otter fundet den rigtige samarbejdspartner. Netop Lars Ulrik Mortensen er så lydhør over for nuancer og betydninger, at han kan skabe det ideelle akkompagnement til hendes sang. Det er fra ham, de levende fraseringer opstår, fordi han som kun få musikere på verdensplan har denne sans for at skabe et rytmisk drive, der virker både naturligt og retningsbestemt. /Steen Chr. Steensen
	Gluck: Alceste Anne Sofie von Otter, Paul Groves, Dietrich Henschel, English Baroque Soloists, Monteverdi Choir, dir. John Eliot Gardiner, iscen. Robert Wilson EMI 50999 2 16570 9 2	Den rene idealisme Det egentlige kup i denne opsætning ligger imidlertid i valget af John Eliot Gardiner som dirigent med hans English Baroque Soloists. Gardiner har nemlig evnen til at dirigere sig helt ind til nerven af hver enkelt frase – uden at overdramatisere. Orkesterspillet virker næsten afdæmpet og således helt perfekt i forhold til en opera, hvor magien er rent æstetisk: i den skønne udformning af fraser. /Steen Chr. Steensen
	Wagner: Tristan og Isolde Ian Storey, Waltraud Meier, Matti Salminen, Gerd Grochowski m.fl., Kor og orkester ved Teatro alla Scala, dir. Daniel Barenboim, iscen. Patrice Chéreau Virgin Classics 5 1931599	Til døden dem skiller Barenboim lægger op til to psykologisk facetterede tolkninger af Isolde ved Waltraud Meier og Tristan ved den engelske tenor Ian Storey. Meier viser al sin erfaring og stemmes skønhed som den evigt lidende Isolde – så lidende og dødsfikseret, at blodet uforklarligt render ned ad ansigtet fra hendes hovedbund under den allersidste afsked med livet og med Tristan i ’Liebestod’ – mens Ian Storey er en herlig intelligent sanger, som disponerer sig stemme fornuftigt og som ikke mindst skaber respekt om sin rolle. /Steen Chr. Steensen
	Rolando Villazón: Händel Rolando Villazón, Gabrieli Players, dir. Paul McCreesh DG 4778057	Sejr på udebane Rolando Villazón lægger ikke fingrene imellem: Når det drejer sig om sorg, så græder hans stemme, når det gælder kærlighed, så smelter man, for slet ikke at tale om glæde! Rolando Villazón synger med følelserne uden på tøjet, men han har lagt sig efter baroksangens klangidealer og fraseringer, så han ikke blot kommer væltende som en flødebolletenor i et engelsk tehus. /Steen Chr. Steensen
	Per Nørgård: 3. og 7. symfoni DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, dir. Thomas Dausgaard Dacapo 6.220547	Syntese og eksperiment Det er Thomas Dausgaards fortjeneste, at dette rytmiske og klanglige lydbillede står så knivskarpt og mangfoldigt på én gang – for det er netop denne dobbelthed, der er så fascinerende ved at lytte til Per Nørgårds nye symfoni. Den er klassisk ren at lytte til. Alle musikalske ideer træder tydeligt frem, for så vidt værket dirigeres og spilles præcist, og det gør det under Thomas Dausgaards ledelse. /Steen Chr. Steensen
	Händel: Semele Cecilia Bartoli, Charles Workman, Birgit Remmert, Liliana Nikiteanu, Anton Scharinger m.fl., Orchestra La Scintilla, dir. William Christie, iscen. Robert Carsen Decca 074 3323	Koloratursang på sengekanten Det bliver ikke rigtig farligt eller revolutionerende, når Carsen instruerer – men til gengæld er håndværket i orden. Sangerholdet er helt i top, kronet af Cecilia Bartolis charmerende spil for galleriet og nogle arier, hvor hendes fantastiske koloraturer folder sig ud i de smukkeste blomster. Ikke mindst den pragtfuldt vittige ’Myself I shall adore’, hvor hun synger smiskende elskovsfuld til sit eget spejlbillede. Mage til musisk narcissisme skal man lede længe efter. /Steen Chr. Steensen
	Carl Nielsen: Complete Piano Works Christina Bjørkøe (klaver) CPO 777413	Eksemplarisk Nielsen Som spire af den danske musikskole, kan man dog ikke sige andet, end at Bjørkøe er nået langt. Ambitionsniveauet er i top og projektet storstilet og det er også det, hun skal bedømmes ud fra. Dette er ikke bare en lille udgivelse til andedammen, men føjer sig til toppen af Carl Nielsen-udgivelser internationalt set uanset større og endnu friere vingefjer savnes. /Camilla Marie Dahlgreen
	Anna Netrebko: Souvenirs Anna Netrebko (sopran), Elina Garanca (mezzo), Piotr Beczala (tenor), Prag Filharmonikerne, dir. Emmanuel Villaume DG 00289 477 7639	Bouquet d’Anna Alle sange er sunget med den sædvanlige fyldige sødme og varme og stærke stemmekvalitet. Én sang hæver sig som sædvanlig over resten, nemlig signatursangen ’Meine Lippen, sie küssen so heiss’. Svært at forestille sig, at nogen skulle kunne gøre den bedre. Der skal næsten en bestemt portion vanvid til at give sig selv så fuldt og skamløst. /Camilla Marie Dahlgreen
	Beethoven: Klaversonater opus 109, 110 og 111 András Schiff (klaver) ECM 1949	Toppen er nået At Schiff er perfektionist er vist ingen hemmelighed. Hans klaverteknik er så suveræn, at den kan gennemlyse ethvert nodebillede, men det er tydeligvis ikke nok, Schiff vil også gennemlyse musikkens åndelige dimensioner, og dér er han kommet til de rigtige sonater med opus 109, 110 og 111. De er kronen på værket og viser en Beethoven, der helt konsekvent følger sine egne musikalske indfald og ideer uden hensyntagen til konventioner. /Steen Chr. Steensen
	Bellini: La sonnambula Cecilia Bartoli, Juan Diego Flórez, Ildebrando D’Arcangelo, Gemma Bertagnolli. Orchestra La Scintilla, dir. Alessandro De Marchia Decca 478 1087	Den lysvågne søvngængerske Med denne indspilning er der skabt en ny standard for ’La sonnambula’. Den er stilsikker til mindste detalje, den er medrivende, tekstklar, og så brillerer den ene pragtfulde sanger efter den anden. Selv koret fra Opernhaus Zürich rammer stilen perfekt. Hér får man bevist, hvorfor ’La sonnambula’ står som et mesterværk i italiensk opera. /Steen Chr. Steensen
	Oleg Marshev: In recital Musik af Liszt, Chopin og Skrjabin Oleg Marshev (klaver) Danacord 677	Bravurstykker I Chopins ’Ballade’ nr. 4 i f-mol bliver Marshevs begrænsninger endnu tydeligere, for i takt med at Chopin hengiver sig til poetiske drømmerier, går Marshev rent musikalsk i tomgang. Marshev lader til at være en handlingernes mand, der stortrives med håndfaste pianistiske udfordringer, hvorimod han står rådvild overfor det lyriske og filosofiske. Derfor lykkes det ham heller ikke at forløse en række mazurkaer, præludier og såkaldte ’Poems’ af Skrjabin. /Esben Tange
	J.S. Bach: Cembalokoncerter Accademia Bizantina, cembalo og dir. Ottavio Dantone Decca 475 9355	Energiske knipserier Midt i Dantones rappe cembalospil, der fermt fører ind i Bachs vandklare barokmusik, glemmer man pludselig tid og sted. For nede i Dantones cembalo trylles der, så det er en fryd. Især i de langsomme satser, hvis lyriske træk er voldsomt dragende. Selv når Dantone her adstadigt svæver rundt og føler sig frem, er man ikke nervøs for, at han vil dratte ned i smagløsheden. I stedet støber han den berusende musik med en usvigelig ro og elegance, der går lige i blodet. /Jens Povlsen
	Haydn: Italian Arias Thomas Quasthoff (basbaryton), Freiburg Barokorkester, dir. Gottfried von der Goltz DG 477 746 9	Haydn som lydkulisse Som en af tidens førende fortolkere af Haydns mesterlige oratorier ’Skabelsen’ og ’Årstiderne’, syntes det naturligt at Quasthoff har lyst til at udvide sit Haydn-repertoire. Spørgsmålet er blot om han i sidste ende gør Haydn og hans musik nogen tjeneste med denne indsats, for at dømme ud fra Quasthoffs udvalg af bas-arier fra ni af Haydns italiensksprogede operaer, er der tale om konventionel musik, som ikke hæver sig synderligt over det velfriserede. Hvad angår den musikalske udførelse er niveauet dog helt i top. /Esben Tange
	Bach: Cantatas Natalie Dessay (sopran), Le Concert d’Astrée, dir. Emanuelle Haïm Virgin Classics 50999 235004 26	Bach med for mange manerer Natalie Dessay har en usædvanlig og smuk stemme, der har instrumentale kvaliteter i teknik og klang, og deri ligger måske problemet. I forhold til Bach er det tekstlige nemlig yderst vigtigt. Det er heri, at forkyndelsen ligger, og det understreger Bach med melodiske linjer og fraseringer, der lægger sig op ad ordene. Hos Natalie Dessay bliver det imidlertid nemt til manerer, når hun vil understrege musikalske elementer frem for at formidle Bachs symbiose mellem melodi og tekst. /Steen Chr. Steensen
	Sjostakovitj: Symfoni nr. 4 Chicago Symphony Orchestra, dir. Bernard Haitink CSO Resound CSOR 901 814	Chicago showdown Det er svært at finde noget rigtig kritisk at sige om Chicagos symfonikere efter at have været trukket ned i denne storladne sovjet-russiske krigs- og komediemaskine. De spiller Sjostakovitjs 70 intense minutter med præcision og kant, og uanset hvor massive og vrængende klange, der er tale om, virker musikken klar og fokuseret. /Henrik Friis
	Purcell: Dido & Aeneas Akademie für Alte Musik Berlin, Vocalconsort Berlin, dir. Attilio Cremonesi, koreografi og instr. Sasha Waltz Arthaus 101311	Man bliver helt forpustet Sangerne har dansende ”stedfortrædere”, hvilket kostumerne røber, men solisterne danser alligevel selv, så man kan opleve et sangligt samt to kropslige udtryk samtidig for, hvad der foregår inde i én person. Det lyder af meget, og det er det også. Der er i det hele taget så meget action i denne udgave, at man bliver helt forpustet – men på en meget underholdende måde. /Bo Holten
	Taverner/Tudor: Music II Ars Nova Copenhagen, dir. Paul Hillier Dacapo 8.226056	Engelske kærtegn Hvis nogle skulle tro, at renæssancekunsten er søvndyssende i sin fredfyldte kredsen om den guddommelige skønhed, så lyt engang til Ars Novas velplacerede kraftudladninger og bliv overrasket. Med Paul Hillier ved roret har Ars Nova bevæget sig frem til en position som et af de bedste kor i Europa. En placering som denne CD i den grad stadfæster. De fløjlsbløde overgange, de skarpe klangskud og CD’ens luftige studielyd gør oplevelsen af John Taverner i hænderne på Ars Nova fuldendt og meget befriende. /Jens Povlsen
	Vivaldi: Violinkoncerter Daniel Hope (violin), Anne Sofie von Otter (mezzosopran), Det Europæiske Kammerorkester DG 00289 477 7463	Der er Hope for Vivaldi En ny skive med Vivaldi betyder gerne masser af ukendte toner, sådan vil det være mange år frem. Daniel Hopes plade er ingen undtagelse: Kun violinkoncerten ’La Tempesta di Mare’ og den berømte dobbeltkoncert i d-mol er nogenlunde kendt stof. Hope spiller uhyre virtuost på de hurtige steder, himmelsk smukt på de langsomme og af og til en smule falsk. Gør det sidste så meget? Egentlig ikke. Dels fordi musikkens næsten maniske fremdrift er i de helt rigtige hænder. Dels fordi satserne virker næsten ubeskrivelig svære sommetider. /Søren Schauser
	Wagner: Parsifal Michael Volle, Günther Groissböck, Matti Salminen, Christopher Ventris m.fl., Orchester und Chor der Oper Zürich, dir. Bernard Haitink, iscen. Hans Hollmann DG 004400 073 4407	Haitink og den hellige gral Det er en filosofisk ’Parsifal’, som sine steder også er gribende, selvom den har gjort sig fri af den Wagnerske patos, som ofte kan omklamre netop dette værk. Men når det er sagt, så mangler der også en sakral dimension – noget helligt, der trods alt passer til de tanker, Wagner gjorde sig, da han komponerede ’Parsifal’ frem mod førsteopførelsen i 1882. Den britiske tenor Christopher Ventris, der har gjort Parsifal til en specialitet, forener styrke og skønhed i stemmen med en intelligent indlevelse i personen Parsifal og skikkelsens mange facetter. /Steen Chr. Steensen
	Richard Strauss: Songs and arias Renée Fleming (sopran), Münchner Philharmoniker, dir. Christian Thielemann Decca 478 0647	Stresset Strauss Når man vælger at indspille en klassiker som ’Vier letzte Lieder’ af Richard Strauss, som samtlige bedagede sopraner altid synes, de skal igennem, som allerede findes i guddommelige indspilninger, og som man selv har indspillet én gang for snart 10 år siden, så er det klart, man stiller sin røv i klaskehøjde. Som overordnet problem må man sige, at Flemings og Thielemanns tilgang til Strauss er meget operapræget, og det stresser orkestersangene. Der er uoverkommeligt mange intensioner fra både sanger og orkester, og begge overartikulerer og overemfaserer. Ved første gennemhøring føles det meget kommunikerende og udtryksfuldt, men i længden bliver man ør af det. Det er som at have sat sig ind i et tog, der vil mere end bare køre på skinnerne. /Camilla Marie Dahlgreen
	Hommage à Olivier Messiaen Pierre-Laurent Aimard (klaver). Préludes pour piano samt uddrag af Catalogue d’oiseaux og Quatre Etudes de rythme DG 477 7452	Messiaen som folkegave Det er musik, der emmer af mystik, og i Pierre-Laurant Aimards fortolkning i en grad så man til tider føler sig hensat til en fremmed planet, for Aimard spiller med en kølig strenghed og en klokkeagtig klarhed, som betoner de visionære sider af Messiaens musik. Aimards intellekt er stærkt, og med autoritativ sikkerhed bygger han musikken op som streng arkitektur. /Esben Tange
	Per Nørgård: Strygekvartetter nr. 7, 8, 9 og 10 Kroger Kvartetten Dacapo 8.226059	Natsværmerisk I sin søgen efter svar skaber Nørgård musik, der er billedskabende som ikke megen anden musik. Hvis man vel at mærke giver sig tid til at lytte efter. Og Kroger Kvartetten kan om nogen få billederne frem. Det hundesvære materiale, Nørgård lægger for dagen, løser Kvartetten vældig fintmærkende, sikkert og spændstigt. Det næsten halve århundrede, der omtrent skiller Per Nørgård og de fire ihærdige strygere er intet sted at mærke, for som Nørgård her viser, skriver han musik, der vækker genklang – også på tværs af generationer. /Jens Povlsen
	Richard Strauss: Arabella Renée Fleming (sopran), Morten Frank Larsen (baryton), Julia Kleiter (sopran), Johan Weigel (tenor). Chor und Orchester Opernhaus Zürich, dir. Franz Welser-Möst. Iscen.: Götz Friedrich Decca 074 3263	Festen udeblev Sangerne er dårligt castet: Renée Fleming har en rørende smuk stemme, men det tyske ligger slet ikke for hende, og alt for ofte lyder det anstrengt. Den danske baryton Morten Frank Larsen er desværre alt for ofte presset i det store parti som Mandryka, Johan Weigel er noget nær en katastrofe som Matteo, og Julia Kleiter har intonationsproblemer som Zdenka. Det er en skam. Der er lagt op til fest – og så lyder det som dagen derpå. /Steen Chr. Steensen
	Unsuk Chin: Alice in Wonderland Sally Matthews (sopran), Piia Komsi (sopran), Dietrich Henschel (baryton), Cynthia Jansen (alt), Gwyneth Jones (sopran). Bayerisches Staatsorchester, dir. Kent Nagano. Iscen. : Achim Freyer Unitel Classica 2072418	Midt i et mareridt Man bliver uvilkårligt draget ind i denne sære verden. Den er så gennemkomponeret på alle niveauer, og med dirigenten Kent Nagano står det musikalske knivskarpt, ligesom holdet af sangere demonstrerer sang og scenisk indlevelse af ekstrem høj standard. Af og til bliver kameraføring og lysten til at zoome lige lovlig fantasifuld, som om mareridtsstemningen ikke er fremtrædende nok i musik og iscenesættelse. Det er den. Det er uhyggelig godt. /Steen Chr. Steensen
	Carl Nielsen: Samlede værker for soloklaver Martin Roscoe (klaver) Hyperion A67591/2	Stueren Carl Nielsen I Martin Roscoes hænder præsenteres Carl Nielsens musik med en flot klanglig finish godt hjulpet på vej af CD’ens producer, der dyrker en ligefrem lækker lydæstetik med både brillans og fylde. Læg dertil Roscoes klaverteknik, der er præget af en letløbende virtuositet – tag blot ’Snurretoppen’ fra ’Humoreske-Bagateller’, der her flintrer af sted usædvanlig gnidningsløst. Det er flot og med internationalt snit, men Carl Nielsens danske lune og hans til tider kantede stil udviskes. /Esben Tange
	Andreas Brantelid: Cello Concertos Værker af Schumann, Tjajkovskij og Saint-Saëns DR Radiosymfoniorkestret, dir. Michael Schønwandt EMI Classics 213 0382	Drenget charme Uden på noget tidspunkt at lyde anstrengt, men fri, ivrig, ja, levende, lægger Brantelid Saint-Saëns’ første cellokoncert, Tjajkovskijs ’Rokokovariationer’ og Schumanns intense cellokoncert bag sig. Når man lægger øre til udgivelsen, bliver det tydeligt, at Brantelids store kvalitet er hans drengede charme. Den er ikke til at stå for, når den medfører en så frisk, lyrisk frasering og løssluppen følsomhed, som det gang på gang er tilfældet hos den danske cellokomet. /Jens Povlsen
	Johan Reuter: Rare Verdi Johan Reuter, baryton, Kammerensemble Classic der Deutschen Oper Berlin, Elisabeth Heise-Glass, leder MSM 0004	Et umage par Verdis tidlige operaer er næppe skrevet til orkestre af den symfoniske størrelse, man hører i dag, men derfra og til at reducere orkestersatsen til 10-12 mand er der alligevel et stykke vej. Der kommer et ufrivilligt komisk skær af promenadekoncert over hele foretagendet, når man hører sangeren for fuld udblæsning på den lidt sippede baggrund. På egen hånd spiller kammerensemblet også arrangementer af ouverturerne til ’Alzira’ og ’Il Corsaro’. Glimrende spillet, men som at betragte musikken i en omvendt kikkert. /Mikael Garnæs
	Wagner: Tristan og Isolde Nina Stemme (sopran), Robert Gambill (tenor), Bo Skovhus (baryton), Katarina Karnéus (mezzo), René Pape (bas), London Philharmonic Orchestra, dir. Jirí Belohlávek. Iscen.: Nikolaus Lehnhoff Opus Arte 0988D	Temmelig fantastisk og besættende Musikken får virkelig lov at tale, sangerne lov til at spille, med et minimum af virkemidler, så det hele giver mening. Når så det overvejende nordiske sangerhold (Nina Stemme, Katarina Karnéus og Bo Skovhus) synger temmelig fantastisk, samt at tenoren Robert Gambill som Tristan ikke bare synger partiet flot, men skaber en lidenskabelig, og ja, næsten tragisk ridderlig figur på scenen, kan man dårligt forlange mere. /Bo Holten
	Gustavo Dudamel: Fiesta Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela, dir. Gustavo Dudamel Deutsche Grammophon 00289 477 7457	Latinamerikanske toner i spændetrøje Det er klart, at det unge orkester vil spille ”egen” musik, men spørgsmålet er, om denne musik har kvaliteter til eksportbrug. Latinamerikansk populærmusik kan være fantastisk rytmisk og sprudle af livsglæde, men det er som om den bliver anstrengt, når den bliver skrevet ned i et partitur og fortolket af et symfoniorkester, hvor ungt, entusiastisk og ”indfødt” det end spiller. Det er som om musikken mister noget af sin spontanitet. /Steen Chr. Steensen
	Per Cembalo Moderno Goska Isphording (cembalo) PWM 10926-DUX 0605	En cembalist med et projekt Cembaloet har ikke klaverets sangbarhed og volumen, men til gengæld en interessant, overtonerig, sprød og ganske gennemtrængende klang, der gjorde det velegnet som baroktidens ”rytmeguitar”, og som nutidens komponister efterhånden har genopdaget. Ligeti har skrevet et par miniatureklassikere for instrumentet, og en cembalist som polske Elzbieta Chojnacka har medvirket til et væld af nye kompositioner for instrumentet. Goska Isphording er en af hendes elever og fortsætter med at bringe cembaloet videre ind i det 21. århundrede. /Anders Brødsgaard
	Anders Koppel: Double Concertos Christina Åstrand (violin), Bjarke Mogensen (akkordeon), Benjamin Koppel (saxofon), Rikke Sandberg (klaver), DR Symfoniorkestret, dir. John Storgårds Dacapo 8.226055	Krudtet er vådt Vel er der mange gode ideer og sympatiske takter, men problemet er det musikalske indhold. Det fremstår så kønsløst og forvirret, at musikken bliver ligegyldig, ja, næsten kedelig. Som et kæmpe omsvøb, hvor intet væsentligt får lov at komme op til overfladen. Trygt og godt, men også særdeles kvælende. Hist og her forsøges der endda med lidt frisk tangovildskab. Med det livlige solistpar i front er tangoen velvalgt, men komponistens krudt må have været vådt. Antænding sker i hvert fald ikke. /Jens Povlsen
	Andreas Scholl: Crystal Tears Andreas Scholl (kontratenor), Julian Behr (lut), Concerto di Viole Harmonia Mundi 901993	Kongen i topform Andreas Scholl er ubestrideligt kongen i dette stemmefag. Da han for nogle år siden udsendte en i min CD-spiller skattet indspilning ’English Folksongs’, rummede den nogle meget lovende Dowland-numre, og man ventede så på et større udvalg af disse melankolske perler, hvoraf mange er komponeret her i Danmark. Og her er de så: i en fornem indspilning med et dygtigt gambe-ensemble. Og det er Scholl i topform, vi hører her, toner og toneranker af uhørt og skamløst sensuel skønhed. /Bo Holten
	Mogens Dahl Kammerkor: Sacred North Mogens Dahl Kammerkor, dir. Mogens Dahl Exlibris 30127	Mariasange med mere Det klinger smukt – og det er lige ved at blive for meget. Det klinger nemlig lige smukt – eller med samme klangideal – gennem alle 18 numre på CD’en, selv om der er forskel på Grieg og Rautevaara eller på Gösta Nystroem og Nørgård – skulle man mene. Problemet er måske, at klang og intonation optager Mogens Dahl så meget, at det tekstlige udtryk kommer i anden række. Det har mindre betydning i korsangene med latinsk tekst, men lakmusprøven er Bo Holtens udmærkede arrangementer af Weyses salmer: Her fornemmer man kun svagt Ingemanns billedsmukke tekster, og det er ganske ærgerligt. /Steen Chr. Steensen
	Morton Feldman: The Viola in my Life I-IV Marek Konstantynowicz, bratsch; Cikada Ensemble, Det Norske Radioorkester, dir. Christian Eggen ECM 1798	Håndvævet musik Lydbilledet er ekstremt åbent, der sker ikke meget på samme tid; det virker nærmest, som om Feldman har et kærlighedsforhold til den enkelte tone; der høres ikke struktur eller opbygning, de enkelte toner fremelskes på magisk vis, en efter en. Feldman var ekspert i persiske tæpper, og hans musik er blevet sammenlignet med disses håndvævede mønstre, der tilsyneladende gentager sig præcist, men ved nærmere eftersyn viser sig at rumme bittesmå forskelligheder. /Anders Brødsgaard
	Rolando Villazón: Cielo e mar Arier af Verdi, Ponchielli, Cilea, Mercadante, Boito m.fl. Rolando Villazón (tenor), Coro e orchestra sinfonica di Milano Giuseppe Verdi, dir. Daniele Callegari Deutsche Grammophon 477 7593	Stemmepragt og karisma Villazón går uden for de mest nedtrampede stier og bl.a. præsenterer os for arier af så ukendte folk som António Carlos Gomes, Giuseppe Pietri eller Saverio Mercadante. Og det lyder knaldgodt. Hvilken stemmepragt, og hvilken overstrømmende, generøs omgang med de medfødte talenter. Villazón er ude på at forføre os, koste hvad det vil, og det lykkes i den grad. Stemmen er mørk og sensuel, passioneret i den spanske tradition som en Carreras eller Domingo. /Mikael Garnæs
	El vuelo de Icaro. Musica para el eros barroco Anne Cambier, Sytse Buwalda, Hervé Lamy m.fl., La Grande Chapelle, dir. Ángel Recasens Lauda 003	Ikaros-myten som erotisk eventyr Denne plade med titlen ’Ikaros’ flugt – musik til den barokke Eros’ samler stykker af ganske eksplicit erotisk natur. Der bliver spillet og sunget med fest og farver af det flamske ensemble, man har valgt til at indspille materialet. Det er selvfølgelig lidt underligt, at det er flamlændere, der skal synge de gamle spanske tekster, men det lyder nu ganske overbevisende. Måske lidt gammeldags i stilen med al denne sammenblanding af instrumenter og stemmer, noget der ikke var helt så almindeligt, som man troede for 20 år siden, men det er da frisk og frejdigt. /Bo Holten
	Vivaldi: Arie Ritrovate Sonia Prina (alt), Accademia Bizantina, dir. Ottavio Dantone Naïve OP30443	Alten baner vej Vivaldi-edition er et imponerende kæmpe-projekt, hvor man med statslig og privat støtte, ønsker at indspille hele det kolossale bibliotek af Vivaldi-manuskripter (450 værker) som befandt sig i hans hjem ved hans død i Wien i 1741. Musikken er i mine ører på et gennemgående højt niveau. Og at man mærker det, skyldes ikke mindst pladens solist, Sonia Prina. Hun er alt, og jeg skal med det samme sige, at da jeg så, at alle arier på pladen blev sunget af hende, blev jeg en smule skeptisk, men efter at have lyttet er det blæst væk. /Bo Holten
	J.S. Bach: Das Wohltemperierte Klavier Emerson String Quartet Deutsche Grammophon 00289 477 7458	Veltempererede strygere Hér er det fire strygere, som helt stringent spiller kontrapunkt efter alle Bachs forskrifter. Man kan blive helt svimmel af at høre det væv af strygerstemmer, som opstår, når en fuga ud fra et ganske enkelt tema sættes i gang af disse fire fremragende musikere, som ånder og fraserer som var de én organisme. Glem alt om opførelsespraksis, historisk korrekte instrumenter, barokke fraseringer. Emerson Kvartetten musicerer på tværs af tiden og trækker det frem, som de føler er essentielt, og det er de jo i deres gode ret til at gøre. /Steen Chr. Steensen
	Händel: Ariodante Ann Halllenberg, Laura Cherici m.fl., Il Complesso Barocco, dir. Alan Curtis, iscen. og scen. John Pascoe Dynamic 33559	Kongekærlighed i et spejlkabinet I bølgen af nyopsætninger af barokoperaer står denne nye udgivelse fra Spoleto Festivalen af Händels ’Ariodante’ stærkt, smukt og gennemført. Opførelsen er fra Spoleto Festivalen, der egentlig hedder Festival dei Due Mondi, og som har eksisteret i 50 år. Filmatiseringen af forestillingen er enestående flot: en rolig vekslen mellem billeder af hele scenen og af nærbilleder, sådan som det kunne se ud med en teaterkikkert ved hånden. Mere fancy behøver det ikke at være. /Steen Chr. Steensen
	Francis Poulenc: Gloria & Motets Susan Gritton (sopran), Polyphony, The Choir of the Trinity College Cambridge, Britten Sinfonia, dir. Stephen Layton Hyperion CDA 67623	Helheden flagrer Der spilles og synges godt, især af sopransolisten Susan Gritton, der er helt engleagtig her. Dirigenten Stephen Layton dirigerer nydeligt, selvom man pletvis kunne ønske sig lidt mere stringent præcision, og måske især lidt åndrighed. Disse to ting kunne synes at være modsætninger, men er det ikke her. Der er kort sagt noget pillent over denne interpretation, og så er der altså optagelsen: Der er noget kunstigt over optagelsen, som flagrer i fokus fra den ene orkestergruppe til den anden, så et egentligt helhedsbillede ikke opstår. /Bo Holten
	Carl Nielsen: 2. Symfoni DR Radiosymfoniorkestret, dir. Leopold Stokowski VAI 4437	STOKOWSKIS TEMPERAMENTER Der går frasagn om Stokowskis besøg i København i 1967, hans behandling af musikerne og hans iltre temperament (ikke så lidt kolerisk), men når det kom til musikken, så er den gennemstrømmet af en personlighed, som har dyb indsigt og kærlighed til Carl Nielsens musik. Det lyser og lyder ud af denne optagelse. /Steen Chr. Steensen
	Peder Gram: Orchestral Works Vol. 2 Andrea Pellegrini (mezzosopran), Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher Dacapo 8.224718	FORUDSIGELIG METERVARE Peder Gram placerer sig som komponist på grænsen mellem romantik og modernisme. Hans produktion er desuden ganske lille. Gram havde nemlig mange andre funktioner at passe i det danske musikliv. Først i rollen som dirigent og siden som organisator, hvor interessen for arbejdet i kulissen i 1937 blev kronet med den fremskudte stilling som musikchef i DR. Sønderjyllands Symfoniorkester og Andrea Pellegrini gør ellers, hvad de kan for at fastholde lytteren. Men det gør ikke Grams gode håndværk til nogen stor kunst. Peder Gram-udgivelsen forsøger sig ihærdigt, men ender med at falde til jorden som en forudsigelig metervare lige til glemmebogen. /Jens Povlsen
	Wagner: Rhinguldet Thomas Stewart, Brigitte Fassbänder, Peter Schreier m.fl., Berliner Filharmonikerne, dir. og instr. Herbert von Karajan Deutsche Grammophon 0734390	KARAJAN I OVERMÅL Set med vore dages øjne fremstår filmteknikken anno 1978 altmodisch, og da Karajan som instruktør først og fremmest lader til at ville gestalte operaens figurer så tæt på Wagners forlæg som muligt, er der ikke tale om en egentlig tolkning af operaens mytologiske stof. Endelig lader personinstruktionen til at have været noget lemfældig, så flere af personerne fremstår mest af alt som tegneseriefigurer. /Esben Tange
	Anders Brødsgaard: In girum imus nocte et consumimur igni Rolf Hind (klaver), Esbjerg Ensemble, dir. Christopher Austin Dacapo 8.226514	PIANISTISKE MOBILER Hvert stykke på denne CD er som en mobile, hvor det samme stof langsomt forskyder sig og betragtes fra nye vinkler uden egentlig at flytte sig, og lidt indelukket kan det godt blive. Kun den Messiaen-inspirerede ’Hymne’ sprænger i nogen grad denne ramme, men som i en syntese bliver det anderledes i klaverkoncerten: Det, der begynder som en fortsættelse af ’Joker’, får her lov at udfolde sig og bringe mangfoldigheden ind i et samlet forløb. Det er en bred proces. Den første af koncertens tre sammenhængende dele er endnu lidt nærsynet; så følger en smuk lyrisk mellemdel, inden musikken skælvende vågner op til dåd, og den korte, hektiske ’finale’ som en vejviser ind i en langt rigere musik gør hele koncerten til ét langt tilløb. /Jan Jacoby
	Cecilia Bartoli: Maria – The Barcelona Concert Cecilia Bartoli (mezzosopran), Orchestra La Scintilla. Malibran Rediscovered – The Romantic Revolution, dokumentarfilm Decca 074 3252	BARTOLIS BESÆTTELSE Stående på et podium forrest på scenen i et stort skrud af en rød kjole med et slæb, der er en dronning værdigt, evner Cecilia Bartoli både at give musikalske indsatser til orkestret med dekorative vift med armene og spytte træfsikre toner ud i hundesvære koloraturer. Fænomenalt. Ligesom på Bartolis CD-sællert ’Maria’ fra sidste år dyrker hun sin fjerne forgænger operadivaen Maria Malibrans repertoire fra begyndelsen af 1800-tallet. I forhold til CD’en har Bartoli bl.a. tilføjet to Rossini-arier, der viser hende som en sand vokalekvilibrist og som en formidler med en boblende fortælleglæde. /Esben Tange
	Carl Nielsen: String Quartets Vol. 2 Den Unge Danske Strygekvartet Dacapo 6.220522	STRYGENDE DUDSKs levende og inderlige behandling af Carl Nielsen giver os musik fuld af mening og vidner om det nære venskab, kvartetten har opbygget uden for øvelokalet. Heldigvis for os giver det også kvartetkunst i international særklasse. De danske strygere bliver spændende at følge, især når store mesterskaber som Beethovens sene strygekvartetter skal hjemtages. /Jens Povlsen
	Rameau: Zoroastre Anders Dahlin, Sine Bundgaard, Evgueniy Alexiev m.fl., Drottningholm Court Theatre Chorus and Orchestra, dir. Christophe Rousset, iscen. Pierre Audi Opus Arte OA0973D	Nærværende frimureropera Operaen ’Zoroastre’ handler om det godes kamp mod det onde, lysets kamp mod mørket, og ligner i så henseende ’Tryllefløjten’. Der synges gennemgående meget smukt i denne opsætning, hvor vi har fornøjelsen af at høre to unge, danske sopraner, Sine Bundgaard og Ditte Andersen. Begge gør de det meget smukt med fantastisk overbevisning og fin sceneudstråling. Dog kan man af og til fornemme, at det må have været svært for sangerne at høre continuoinstrumenterne tilstrækkeligt for det kniber lidt med intonationen. /Bo Holten
	Mozart: Sinfonia concertante for violin, bratsch og orkester m.m. Julia Fischer (violin), Gordan Nikolic (bratsch og violin), Nederlands Kammerorkester, dir. Yakov Kreizberg Pentatone PTC 5186 098	Den ægte vare Mozart spillet uden dikkedarer, sprællevende og med kultiveret smag. Det er, hvad det 24-årige tyske violintalent Julia Fischer her disker op med i et medrivende samspil med den 40-årige violinist og bratschist Gordan Nikolic og Nederlands Kammerorkester ledet af russiskfødte Yakov Kreizberg. De tre hovedpersoner er fuldblods musikere skolet til fingerspidserne, og de mødes i et naturligt samspil, hvor der først og fremmest er fokus på energi og fremdrift. /Esben Tange
	Purcell: Divine Hymns Les Arts Florissants, dir. William Christie Virgin Classics 0946 3 95144 27	Charmerende og til sagen Purcell slår tydeligt igennem her, for de fleste virker som små operascener. Dramatiske, bibelske situationer, som er skildret i den mest bedårende musik. Megen barokmusik bliver jo bare ved og ved, men hos Purcell er det ikke sådan. Kompositionerne er stramme og knappe, og når han ikke har mere på hjerte, ja, så holder han op. /Bo Holten
	Beethoven: Klaverkoncerter 1-5 Daniel Barenboim, dir. og klaver, Staatskapelle Berlin EuroArts 2056778	Barenboim styrer hele butikken Hele Barenboims musikalske liv har været en pendling imellem at være den førende klaverspiller og så indehaveren af en suite på dirigentfagets allerøverste etage med udsigt til både Orchestre de Paris, Berlinerfilharmonien og Chicago Symphony. Her, i 2007, styrer Daniel Barenboim hele butikken. Han sidder bag sit lågløse Steinway og har fuld kontrol over de krævende klaverpartier, alt imens han nøje overvåger sit eget Staatskapelle Berlin. /Toke Lund Christiansen
	Mahler: Symfoni nr. 8 Staatskapelle Berlin, dir. Pierre Boulez Deutsche Grammophon 4776597	En uformelig klods Mahlers 8. symfoni har ikke trivedes så godt på plade – det er svært at pakke så meget og noget så stort ned i rillerne. Bernsteins gamle 60’er indspilning har stadig noget for sig, men Georg Solti har begået den bedste af alle sine Mahler-indspilninger med netop den 8. Nærværende indspilning med Pierre Boulez flytter ikke på dette billede. Boulez’ tolkning flagrer af sted for vinden, som om han egentlig ikke rigtig interesserer sig for den ottende, men nu skulle han jo indspille hele symfoni-cyklussen og så var han jo nødt til at tage denne her med. /Bo Holten
	J. S. Bach: Partita; Fransk suite / Pierre Boulez: 12 Notations; Incises David Fray (klaver) Virgin Classics 385787 2	Samtale på tværs af århundreder Hvad har Bach og Boulez med hinanden at gøre? Den 25-årige franske pianist David Fray bringer disse to slags musik til at tale til hinanden på tværs af århundrederne på forskellige måder. En bevidsthedsudvidende CD, som i sit programvalg sætter en ny standard for fremtidens CD-udgivelser. /Anders Brødsgaard
	Bellini: I Puritani Eduardo Valdes, Anna Netrebko m.fl., Metropolitan Orchestra, Chorus and Ballet, dir. Patrick Summers, iscen. Sandro Sequi Deutsche Grammophon NTSC 073 4421	En stjerne lyser op Anna Netrebko har en forunderlig evne til at skabe intensitet i, hvad hun end synger, og partiet som den af ulykkelig kærlighed sindssyge Elvira har de kvaliteter, som hun kan bruge som afsæt til at vise sin stemmes kvaliteter i det italiensk-dramatiske sopranfag. Man kan kun dele publikums ellevilde begejstring. Mere er der da heller ikke at begejstres over. De øvrige operasangere giver den som syngende tøjstativer – stive og forudsigelige i deres gestik. /Steen Chr. Steensen
	J. S. Bach: To- og trestemmige inventioner / Partita nr. 2 for soloviolin Janine Jansen (violin), Maxim Rysanov (bratsch), Torleif Thedéen (cello) Decca 475 9081	En drømmerisk natur Med improviserende lethed spiller violinisten Janine Jansen poesien frem i Bachs storladne partita. Hun mestrer kunsten at spille dolce, at lade tonerne smyge sig om hverandre, uden at de mister en grundliggende syngende kvalitet. Til tider trækker hun følehornene til sig i en ekstrem grad, og virkningen er, som når noget meget vigtigt bliver hvisket. Ørene kommer på stilke, koncentrationen bliver spændt til bristepunktet, og Janine Jansen har lytteren i sin hule hånd. /Esben Tange
	Haukur Tómasson: Flute Concertos 1 & 2 Sharon Bezaly (fløjte), Hárvardur Tryggvason og Valur Pálsson (kontrabas), Island Symfoniorkester, dir. Bernhardur Wilkinson BIS-CD-1419	Fremadtromlende og brillant Tómassons musik er abstrakt, med en fremadtromlende energi og et brillant skinnende klangbillede med masser af slagtøj, men samtidig med en fasttømret struktur, hvor en forkærlighed for resonante, blæserdominerede akkorder hele tiden giver et samlende holdepunkt. Musikken på denne CD efterlader et indtryk af en ærlig kunstner med en ren, uforfalsket trang til at udtrykke sig, uden at være smart og karrierebevidst. Haukur Tómassons musik fortjener en større udbredelse. /Anders Brødsgaard
	Mahler: Symfoni nr. 5 Simon Bolívar Youth Orchestra of Venezuela, dir. Gustavo Dudamel Deutsche Grammophon 477 6545	Lysende begavelser Dudamels overblik i partituret i en alder af 26 år er overrumplende. Man kunne fristes til at tro, at en dirigent dén i alder ville være overstadig, have for meget krudt bag i til ikke at stresse i rolige passager. I stedet må man lette på hattepulden for Dudamels musikalske modenhed. Han er tålmodig og går ikke efter de hurtige effekter, selvom de virkelig effektfulde passager hos Mahler overhovedet ikke bliver gemt væk. /Per Rask Madsen
	Händel: Ah! Mio cor Magdalena Kožená (mezzosopran), Venice Baroque Orchestra, dir. Andrea Marcon Archiv Production 477 6547	Fuldfarvet Händelpalet Magdalena Kožená løser opgaverne, ikke bare til perfektion, men så de små hår på armene rejser sig op, og huden får gåsekarakter. Det er med usædvanlig tilspidset dramatik, fra sart sorg over stormende jubel og lettelse til ond hævntørst, at Kožená breder barokkens renlivede følelser ud og præsenterer en i vildeste forstand fuldfarvet Händel-palet. /Thomas Michelsen
	Paul von Klenau: Die Weise von Liebe und Tod des Kornetts Christoph Rilke Bo Skovhus, Odense Symfoniorkester, dir. Paul Mann Dacapo 6.220532	Den smukke død i krigens skygge Paul von Klenau er en helt speciel skikkelse i dansk musikliv. Han blev født og døde i København, men det meste af sit liv som komponist var han i Tyskland og gjorde karriere hér i en grad, som er få danske komponister forundt. Hans musik havde rødder i Wagner og Richard Strauss, han komponerede musik, der kunne måle sig med fx Zemlinskys, og han nærmede sig efterhånden Schönbergs musik. I sandhed en ener, men mere eller mindre glemt i dag. /Steen Chr. Steensen
	Sunleif Rasmussen: String against String Sjællands Strygekvartet, John Storgårds (violin), Østbotniske Kammerorkester, dir. Juha Kangas Dacapo 8.226044	Stemmen fra oceanet Mødet med færøske Sunleif Rasmussens musik kan minde om oplevelsen ved at vandre midt i en storladen natur, med høje fjelde, kløfter, is og brusende vand. I Sunleif Rasmussens musik er solskin fra åben himmel et flimrende virvar, der oversvømmer nethinden, og pludselige solstrejf, der bryder gennem det grå skydække, er som lanser af ild. /Esben Tange
	Hindemith: Cardillac Angela Denoke, Hannah Esther Minutillo, Roland Bracht m.fl., Orchestre et Chæurs de l’Opéra National de Paris, dir. Kent Nagano, iscen. André Engel BelAir Classiques BAC023	Designerens triumf Frem for at gå i kødet (eller sjælen) på personerne, virker denne 'Cardillac' som en visuel overfladebehandling, hvor scenografen, designeren, vinder over instruktøren. Kun et enkelt sted fornemmer man, at instruktøren fører kniven: da en dværg mimer Cardillacs vægring ved at give sine smykker til kongen. Her skærer André Engel ind til benet i denne psykologiske gyser. /Steen Chr. Steensen
	Leos Janacek: Jenufa Nina Stemme, Jorma Silvasti, Pär Lindskog m.fk., Orquestra Simfònica i Cor del Gran Teatre del Liceu, dir. Peter Schneider, iscen. Olivier Tambosi TDK DVWW-OPJENU	Hverdagens små tragedier Sangerholdet er fremragende med Nina Stemme som en gribende Jenufa og Eva Marton i den frygtindgydende skikkelse som Kostelnicka. Peter Schneider, i orkestergraven, stikker den psykologiske kniv dybt ind i partituret og finder al den selvoplevede smerte, som Janácek skrev ind i sin opera. Denne opsætning viser, hvor smukt og gribende en hverdagstragedie kan fremstå, når instruktør og dirigent har respekt for de dybere, menneskelige sider af et værk. /Steen Chr. Steensen
	Mozart: Symphonies - Vol. 5. DR RadioUnderholdningsOrkestret, dir. Adam Fischer DRS 6.220540	Mozart-motoren startet Sprødt, balanceret og elegant. Masser af sødme, alligevel let og aldrig klæg. Tillægsord, der fint dækker både de bedste konditorioplevelser og denne Mozart-CD. RadioUnderholdningsOrkestret er virkelig et godt Mozart-orkester. Det enkle og smidige samspil mellem strygere, oboer og horn – som var instrumenterne, Mozart havde til rådighed i Salzburg – fungerer noget nær perfekt. Førsteviolinerne fører an som en helt speciel gennemsigtig legering af gelé og stål, og de giver fint plads til alle de lette blæserindsatser. /Henrik Friis
	Cecilia Bartoli: Maria Arier af Bellini, Hummel, Mendelssohn m.fl. Cecilia Bartoli (mezzosopran), Maxim Vengerov (violin), Orchestra La Scintilla, dir. Adam Fischer Decca 475 9077	Diva af kød og blod Efter nogle år, hvor Cecilia Bartoli især har helliget sig tidligere musik fra barokken og klassikken, har hun nu, med Maria Malibrans repertoire som murbrækker, kastet sig over den tidlige romantik, og det klæder hende. Med en egen feberagtig intensitet og en mørk cremet klang er intimiteten i højsædet, og det mærkes, at Cecilia Bartoli er en diva af kød og blod. Samtidig er samspillet med dirigenten Adam Fischer og Zürich operaens Orchestra La Scintilla præget af dynamik, og et gennemsigtigt klangbillede, sikret af orkestrets autentiske instrumenter. /Esben Tange
	Inga Nielsen: Voices - Live & Studio Recordings 1952-2007 DR’s kor og orkestre, Det Kgl. Kapel, dir. Michael Schønwandt, Christopher Hogwood m.fl. Chandos CHAN 10444	Stjernestunder Allerede før de to skiver har ramt laserstrålen og er omdannet til klingende lyd, kan man fornemme, at man sidder med guld i hænderne. Inga Nielsen er vist uden overdrivelse det største danske navn på de europæiske operascener på kvindesiden i nyere tid, og pladeselskaberne kan derfor udgive nærmest hvad som helst fra sangerindens lange karriere. Alligevel kan det undre, at man kan udsende så brogede CD’er, som i dette tilfælde. Fra et smerteligt udsnit af Pergolesis ’Stabat Mater’ til ’Jeg ved en lærkerede’ i børneudgave fra den niårige Inga i 1955. /Henrik Friis
	Michala Petri: Movements Musik af Joan Albert Amargos, Daniel Börtz og Steven Stucky Michala Petri (blokfløjte), DR Radiosymfoniorkestret, dir. Lan Shui Our Recordings 6.220531	Kitsch i overstørrelse Al respekt for blokfløjtenisten Michala Petri, at hun ikke blot hviler på sine barok-laurbær og tager på turné efter turné med Vivaldi og Telemann, men også gør en aktiv indsats for at interessere nutidens komponister for sit instrument. På CD’en ’Movements’ præsenterer hun tre blokfløjtekoncerter af nulevende komponister, alle skrevet til hende, med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Lan Shui. Det er fine og pletfrie gengivelser af musik, der desværre ikke altid lever op til udførelsens niveau. /Mikael Garnæs
	Buxtehude: Membra Jesu nostri Andreas Scholl, Maria Cristina Kiehr, Gerd Türk, m.fl., Schola Cantorum Basiliensis, dir. René Jacobs Harmonia Mundi 9909006	En stillestående affære René Jacobs har megen succes med barokoperaer i Europa, på det seneste også af operaer af Mozart og Rossini. Buxtehude-værket her får han nu ikke op at ringe. På trods af strålende sangere og gode instrumentalister er det hele en meget stillestående affære, også på billedsiden. En så udpenslet beskrivelse af påskens lidelse kræver ganske enkelt meget mere passion end vi får her. Det hele er ret godt...og også ret kedeligt. /Bo Holten
	Pelle Gudmundsen-Holmgreen - Musikken er et monster Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Paul Hillier, Ars Nova, Kronos Kvartetten m.fl., instr. Jytte Rex Dacapo 2.1100406	Med ryggen mod jorden Der er noget dybt livsbekræftende over Gudmundsen-Holmgreens på én gang tørre og friske konstateringer af tilværelsens og kunstens muligheder og vilkår. Musikken udnævnes til et monster, der ikke vil give ham fred. Som forfølger ham, suger ham tom for saft og smider ham fra sig. Pelle Gudmundsen-Holmgreens knappe, velturnerede salver af generthedsovervindende livsvisdom, har gjort ham til en af mine helte. /Thomas Michelsen
	Osvaldo Golijov: Oceana Dawn Upshaw, Luciana Souza m.fl (vokal), Kronos Quartet, Atlanta Symfoniorkester, dir. Robert Spano Deutsche Grammophon 477 6426	Glemselshavet glimter 'Three songs' er på henholdsvis jiddish, spansk og engelsk. Tilsammen udgør de et smukt månespil, der tillader sentimentaliteten at pible frem uden at udstille den i nådesløst dagslys. Men frem til disse sange må vi meget igennem, der er temmelig ligegyldigt, på et album, der savner forgængernes helhedspræg, sådan som det mest opsigtsvækkende blev etableret på Golijovs CD 'Ayre'. /Thomas Michelsen
	Händel: Giulio Cesare Andreas Scholl, Inger Dam-Jensen, Randi Stene, Tuva Semmingsen m.fl., Concerto Copenhagen, dir. Lars Ulrik Mortensen Harmonia Mundi 9909008.09	Cæsar kom, sang og sejrede Den noget nær fuldendte opførelse af Händels 'Julius Cæsar' fra Det Kgl. Teater er nu ude på DVD. Ganske vist bør man se og høre en sådan opsætning live på teatret, så gennemført og spektakulær den er, men denne produktion kompenserer for dette og lægger endda mere til. Og det musikalske akkompagnement står helt krystalklart. Concerto Copenhagen kan sagtens måle sig med de bedste internationale ensembler og det bliver demonstreret med virtuos selvfølgelighed. Stærkest i billedet står hovedpersonen Cæsar sunget af den mesterlige Andreas Scholl, hvis kontratenor klinger kraftfuldt, følsomt, rig på nuancer og en udstråling, der kan erobre både den kongelige scene og et helt kejserrige. /Steen Chr. Steensen
	Brahms: Samlede værker for violin og klaver Nikolaj Znaider (violin), Yefim Bronfman (klaver) RCA 88697061062	Fra fløjlsblødt til potent højglans Znaider spiller Brahms med rod i en traditionel æstetik, der stammer fra en tid, hvor man ikke var bange for at ødsle med følelserne, og hvor en søgen efter skønhed var ledestjernen. Langt fra en moderne tilgang, hvor dynamik og dramatik dyrkes med en til tider aggressiv attitude. Men der er intet bedaget over Znaider og Bronfmans spil, for de spiller i udpræget grad på musikkens præmisser. /Esben Tange
	Mozart: Figaros bryllup Ildebrando d’Arcangelo, Anna Netrebko, Bo Skovhus m.fl., Wiener Philharmoniker, dir. Nikolaus Harnoncourt, iscen. Claus Guth Deutsche Grammophon 073 4245	Scener fra et bryllup Ud fra sine studier af partituret har maestro Harnoncourt opdaget, at 'Figaros bryllup' indeholder ansatser til et menneskeligt drama på et dybt seriøst plan, hvor der ikke er en happy end, hvor Greven ikke bare bliver gjort til nar og hvor Susanne og Figaro ikke kun står tilbage som de sejrende. Musikken er gennemstrømmet af en erotik, der fortæller om følelsernes vildveje for alle implicerede. /Steen Chr. Steensen
	Poul Elming: Wagner Gala Poul Elming (tenor), Nina Pavlovski (sopran) og Sten Byriel (bas), Odense Symfoniorkester, dir. Wolf-Dieter Hauschild Danacord 664	Troværdig skikkelse På Poul Elmings CD 'Wagner Gala' høres det tydeligt, at han hører hjemme blandt de mørke, robuste Wagner-tenorer. Men det høres også, at de høje toner ikke altid ligger, som de skal. Helt på plads i tenorlejet er Elming aldrig kommet. Til gengæld har han en stor evne til at opbygge en troværdig skikkelse, som den skæbneramte idealist Siegmund eller den vise tåbe Parsifal /Mikael Garnæs
	Netrebko & Villazón: Duets Musik af Puccini, Verdi, Tjajkovskij m.fl. Staatskapelle Dresden, dir. Nicola Luisotti Deutsche Grammophon 477 6578	Crème de la crème I Puccinis 'O soave fanciulla', der er et af de lidenskabelige højdepunkter i 'La Bohème', samt i kærlighedsberusede scener fra Donizettis 'Lucia di Lammermoor' og Verdis 'Rigoletto' viser Netrebko og Villazón højpotent klasse. De musikalske effekter affyres på rette tid og sted som et vel tilrettelagt festfyrværkeri, og samtidig evner de to at formidle de glødende toner med en hjertets renhed. /Esben Tange
	J.S. Bach: Messe i h-mol The Netherlands Bach Society, dir. Jos van Veldhoven Channel Classics CCS SA 25007	Tæt på Bachs eget ideal Det er en indspilning der formodentlig er tæt på at lyde som Bach måske har forestillet sig, for han hverken fremførte eller nogensinde hørte dette magnum opus fra hans allersidste år før han helt blev berøvet synet, og hvor han prøvede at sammenfatte alle de af ham kendte stiltyper i perfekte skikkelser. /Bo Holten
	Mozart: Symfoni nr. 38 & 41 Freiburger Barockorchester, dir. René Jacobs Harmonia Mundi HMC 901958	Strammer buen hårdt Der er en hulens fremdrift over fortolkningerne. Jacobs er en mester i at holde spændingen. Selv om han tager sit stikord fra Nikolaus Harnoncourts 25 år gamle indspilning af samme symfoni med Concertgebouw og gentager ikke blot ekspositionsdelen, sådan som man plejer, men også gennemføringen og reprisen i begge ydersatser, føles det ikke som nogen ørkenvandring. Det går det hele alt for stærkt til. Harnoncourt, der i sin tid var banebrydende, virker som et udaset godstog ved siden af Jacobs' fræsende Ferrari! /Thomas Michelsen
	Hilary Hahn: A Portrait Korngold: Violinkoncert Mozart: Violinsonate K. 301 Dokumentar, interviews og koncertoptagelser Deutsche Grammophon 00440 0734192	Miss perfect Der er noget robotagtigt over Hillary Hahns sceneoptræden. Hendes musikalske autoritet er ubestridelig, men kød og blod – for ikke at sige passion – er det småt med. Skønt Korngolds fuldmodne senromantik er milevidt fra Mozarts klassiske renhed, spiller Hilary Hahn de to værker påfaldende ens. Med en gennemgående kølig tilgang og en usædvanlig perfektion sætter Hahn musikken op på en piedestal, hvilket på sin vis er fascinerende men også frustrerende, da den følelsesvarme som Korngolds musik er så rig på, ikke forløses. /Esben Tange
	Scriabin: Vers la flamme Niklas Sivelöv (klaver) Caprice 21742	Sensuel klaverkunst med rytmisk nerve Det "sene" stykke 'Vers la flamme' får en sjældent djævle-blændet fremførelse her, og sonaterne nr. 2 og 4 en delikatesse og rytmisk nerve man ikke længe har hørt magen til. Sivelöv stiller sig med denne CD op i rækken af moderne pianister der mestrer denne komponist. Rækken er kort, der står nemlig, som jeg hører det, kun to andre: Volodos og Hamelin. /Bo Holten
	Rameau: Keyboard Suites Angela Hewitt (klaver) Hyperion CDA67597	Til den pæne side Det er tydeligvis målet for den canadiske pianist Angela Hewitt at finde ind til den ægte stil i Rameaus klaversuiter og genskabe de stiliserede dansesatser, som den franske komponist perfektionerede i Couperins ånd. At det alligevel ikke lykkes skyldes grundlæggende, at Hewitt spiller traditionelt med markante anslag, fraseringer der kæder tonerne sammen og et både fyldigt og rundt klangbillede. Resultatet er fedt – men ikke på den måde, der får musikken til at løfte sig. /Steen Chr. Steensen
	Carl Nielsen: Orchestral Music DR Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard Dacapo 6.220518	Broget og forførende Orkesterspillet er intet mindre end fantastisk! Mest virtuost i de 'Maskarade'-værker som jo skal spilles som wienerklassisk musik med yderste præcision og en klarhed, som ofte er svær at opnå i Carl Nielsens instrumentation. I ouverturen høres alle løb og passager, også nogle man ikke synes at have hørt før! /Anders Brødsgaard
	Schubert (arr. Mahler): Der Tod und das Mädchen Wagner: Wesendonck Lieder Indra Thomas (sopran), Moscow Virtuosi, dir. Vladimir Spivakov Capriccio 71 098	Vender vrangen ud Wagners 'Wesendonck Lieder' synges af den amerikanske sopran Indra Thomas, der farver sin mådelige tyske udtale i en grad, som tenderer det manierede. Ganske vist har Indra Thomas en både stor og glansfuld Wagner-røst, men hun vender vrangen ud på sig selv i et forsøg på at betone de tekstlige og musikalske detaljer, med det resultat at hun ikke evner at bære de lange linjer i Wagners sange. Derfor lykkes det ikke at udfolde den svævende magiske sanselighed, som ellers er i spil i denne skønhedsdrukne musik. /Esben Tange
	The Devil's Dream Musik af Dowland, Simpson, Purcell, Rosseter, m.fl. Vittorio Ghielmi (viola da gamba), Luca Pianca (lut), Graciela S. Gibelli (sopran) Harmonia Mundi 987066	Virtuose djævlerier To ting adskiller denne CD frem for mange andre med dette yndede elizabethanske repertoire. Den første er at der kun medvirker to musikere på pladen. Alt hvad der hedder større besætninger er indspillet af de samme musikere med overdub. Det skaber en helt ualmindelig homogenitet og meget høj perfektion på CD’en. Den anden er disse to italienske musikeres temmelig fabelagtige virtuositet. Vittorio Ghielmis gambespil har en agilitet, der kan måle sig med de bedste violinvirtuoser. /Bo Holten
	Monteverdi: L'Orfeo Simon Keenlyside, Juanita Lascarro, Martina Dike m.fl., Concerto Vocale & Collegium Vocale Gent, dir. René Jacobs, iscen. Trisha Brown Harmonia Mundi 990900304	Sang, teater og dans i betagende forening Monteverdis opera om Orfeus i underverdenen fra 1607 er operalitteraturens første mesterværk. Det, der først og fremmest lykkes i denne enkle og æstetiske, men ikke af den grund tandløse opsætning, er forløsningen af datidens affektprægede, statiske fremstillingsform i en opdateret, enkel og smuk scenografi, der minder om Robert Wilsons arbejder. /Thomas Michelsen
	Agricola: Chansons Fretwork, Michael Chance (kontratenor) Harmonia Mundi USA 907421	1500-tals avantgarde Den fremragende engelske gambe-sekstet, Fretwork har indspillet stort set alt hvad der er overleveret af Agricolas tekstløse kompositioner, og det er der kommet en sær og fascinerende CD ud af. Tro ikke at man skal læne sig tilbage og svæve bort til æterisk renæssance-polyfoni; næh, musikken fremstår med al sin knirkende særhed og sin påståelige energi i helt idiomatiske tolkninger. /Bo Holten
	Carl Maria von Weber: Clarinet concertos & quintet Martin Fröst (klarinet), Tapiola Sinfonietta, dir. Jean-Jacques Kantorow BIS SACD 1523	Velskabte klangskulpturer Martin Fröst er navnet, og lad det være sagt med det samme: bedre klarinetspil fås ikke på kloden i dag. Alle fraser formes som velskabte klangskulpturer. Fra det kraftfuldt insisterende og til det mest udsøgte pianissimo. Martin Frösts timing er så udsøgt, at ekkoet af en udtynding også forgylder de velovervejede pauser i musikken. /Toke Lund Christiansen
	John Adams: 'The Dharma at Big Sur/ My Father Knew Charles Ives' Nonesuch Records 79857	Adams ude i nye hjørner ’My Father Knew Charles Ives’ er et virtuost orkesterværk i tre satser, hvor John Adams kryber ind i den Ives’ske æstetik, men fylder sin egen baggrund i den. Værket er absolut et af de bedste jeg har hørt fra Adams’ hånd. Det udstråler en redebon ærlighed og kærlighed, som man umiddelbart kan sætte pris på, og det vinder ved flere lytninger. /Bo Holten
	Mozart: Idomeneo Ramón Vargas, Magdalena Kozená m.fl. Camerata Salzburg, dir. Roger Norrington Decca 074 3169	Stiliseret til kedsommelighed Det hjælper kun lidt, at der er fremragende sangere i de fleste af hovedrollerne. Magdalena Kozená leverer en intens, klangligt spændende Idamante, men har ikke meget dramatisk stof at spille ind i sin karakter. Ramón Vargas viser sig en storartet Mozart-tenor med saft og kraft i klangen, men også han vandrer rundt i slowmotion. Lidt anderledes forholder det sig med den græsk-tyske sopran Anja Harteros som Elektra. Med hende fatter man, at der måske finder et drama sted på scenen, og at det hele ikke blot er et ritual. /Steen Chr. Steensen
	Andsnes: Horizons Musik af Skrjabin, Chopin, Albéniz m.fl. Leif Ove Andsnes (klaver) EMI 3 41682 2	Glimt af en horisont I det hele taget er der både tid og rum i Leif Ove Andsnes' musikalske tolkninger, så man undervejs begynder at lytte til de gamle travere på en ny måde. Det gælder både de ”ægte” stykker af Sibelius, Skrjabin, Chopin, Liszt, Albéniz, Ibert, Debussy osv., ligesom det gælder transskriptionerne – enhver hyggepianists yndlingsguf – men som hos Andsnes står krystalklare. /Steen Chr. Steensen
	J.S. Bach: Kantater The Monteverdi Choir, The English Baroque Soloists, dir. John Eliot Gardiner Soli Deo Gloria 124	En ægte skatkiste Bach har den store orkesterbesætning fremme her, især er det en flamboyant trio af trompeter med pauker, som vi kender dem fra 'Juleoratoriet', der fejrer triumfer her, men også andre specielle farver trækkes der på til illustration af kamp og sejr. Behøver jeg at sige at der musiceres på højeste niveau her: Fine solister, strålende kor, farverigt og energisk orkester. Hvilken gave. /Bo Holten
	Peder Gram: Orkesterværker Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher Dacapo 8.224713	Spindelvævsklange i Carl Nielsens skygge Her viser Peder Gram sig både at være en ferm instrumentator og en komponist med lyst til at udmale dramatiske scener og farverige stemninger for fuldt symfoniorkester. I dette tilfælde lykkes det dog ikke for alvor at løfte Peder Grams musik højere end til en status som værende interessant, idet den først og fremmest er med til at dokumentere, hvilken bredde dansk musikliv havde i en tid, der var domineret af vor kanoniserede nationalkomponist, Carl Nielsen. /Esben Tange
	Beethoven: The Piano Sonatas (vol. III) András Schiff (klaver) ECM New Series 1943	Schiffs dialog med Beethoven Der er mange bejlere i kampen om at præstere den ultimative indspilning af Beethovens klaversonater, og András Schiff er med i førerfeltet. Ganske vist mejsler han ikke tonerne ud med samme stålsatte konsekvens som Maurizio Pollini, og han har heller ikke Emil Gilels sjælsrystende tørhed i toneanslaget eller den orkestrale bredde, som Alfred Brendel til tider besidder, men til gengæld gør Schiff sig gældende med en nuanceringsgrad som ingen andre. /Esben Tange