|
i vest. Det er en fremtid, der ser om ikke sort, så i hvert fald noget dunkel ud; der er nemlig ingen, der rigtig ved, hvad man skal stille op med de tre traditionsrige huse i den tyske hovedstad.
Siden murens fald har man diskuteret det forsvarlige i at have tre operahuse i en by med knap 3,5 millioner indbyggere.
Til sammenligning har Paris med to operaer – en stor fusioneret og en mindre – 14 millioner indbyggere. I Berlin kan man gå i operaen hver eneste aften, tilsammen tæller de tre operahuses repertoire i denne sæson 115 stykker, og i 2008 spillede man tilsammen 908 forestillinger. Men særligt Komische Oper og Deutsche Oper kæmper med tomme sæder – i snit forbliver per aften i alt 1500 pladser tomme, hvilket svarer til et helt hus. Truslen om en lukning lurer derfor altid under debatten om fremtiden.
I 2004, da en lukning af Deutsche Oper var overhængende, stiftede Berlins kulturpolitikere Stiftung Oper in Berlin – en paraplyorganisation, som skulle fremme samarbejdet mellem de tre huse, bl.a. når det gjaldt repertoireplanlægning. Målet var at skabe tre klart afgrænsede kunstneriske profiler, desuden skulle Opernstiftung muliggøre store besparelser. Alle værkstederne – dvs. skrædderier, malersale, snedkerværksteder osv. blev fusioneret ind under paraplyorganisationen, og Opernstiftungs leder skulle sørge for, at de tre operachefer i dialog med hinanden planlagde klart afgrænsede repertoirer.
Det er ikke rigtig lykkedes, for alene i sæsonen 2008/09 kan man i Berlin se tre forskellige ’La Traviata’er, ’Rosenkavaler’er og ’Tryllefløjte’r – adskillige andre værker spilles i to huse ...
(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 13)
Tekst: Ida Elling Magnus ; foto: Bernd Uhlig
| 
