|
at det er helt fantastisk?
Jeg tog alligevel mod til mig, og besøgte koncertsalen for første gang ved en gallaforestilling for DRs medarbejdere den 9. januar.
Man kan måske hævde, at det ikke er fair at anmelde en koncertsals akustik otte dage før den officielle åbning, men en deadline på dette blad gjorde det nødvendigt, da den næste udgivelse først er om tre måneder.
Erfaringsmæssigt ved jeg da også, at det tager meget lang tid at finjustere akustikken i et kompliceret byggeri – det tog fx hen ved 15 år at få akustikken på plads i den gamle koncertsal på Rosenørns Allé. Derfor mener jeg ikke, at det er forkert at anmelde før det egentlige startskud. Jeg lover til gengæld at anmelde igen om et år!
Og hvad var mine forventninger så til det, der på forhånd er blevet kaldt Europas måske bedste koncertsal? Personligt er min favorit den store sal i Musikverein i Wien, hvor Wiener Filharmonikerne med deres Nytårskoncerter har frydet mine ører år efter år. Herhjemme er det vel nok det nedbrændte Odd Fellow Palæs store sal, der kommer nærmest min drøm: En stor sal med en smuk, nærmest barok efterklang der beriger musikken med klang og fylde. Det er det nærmeste, jeg kommer det med ord.
Tonerne står i kø
Jeg befandt mig i DR-koncertsalen i tre timer, hvor vi først lyttede til DR SymfoniOrkestret i Carl Nielsens 3. symfoni, ’Espansiva’, dernæst DR UngdomsEnsemblet med en strygerserenade...
(Læs hele anmeldelsen i KLASSISK nr. 12)
Tekst: Jan Juhler; foto: Bjarne Bergius Hermansen
| 
