|
Mendelssohn var oven i købet køn, charmerende, belæst og lynende intelligent. Kvinder forgudede ham, og mænd beundrede ham. Han var myreflittig og blev i det meste af 1800-tallet set som Beethovens og Bachs ligemand. Med sin hjertelige og fintfølende facon charmerede han den tyske digter og filosof Goethe, bjergtog den unge engelske dronning Victoria og havde, ligesom H.C. Andersen, næsen fremme efter den ’svenske nattergal’, Jenny Lind. Som person var Mendelssohn rastløs – en rigtig verdensmand, der havde det bedst på farten og sled sig op og døde, før han fyldte 40.
En sjælden gæst
Eftertiden har dog ikke været ham særlig nådig. Først antisemitten Richard Wagner, der tre år efter Mendelssohns død i et tænderskærende skrift fandt, at den afdødes musik manglede originalitet. En mangel han forklarede ud fra Mendelssohns jødiske baggrund. Siden tog Hitler over og forbød i sit racistiske raseri, at Mendelssohns musik overhovedet blev spillet i Nazityskland. Mendelssohns musik har heldigvis overlevet begge. Med storværker som de fem symfonier, de seks strygekvartetter, oktetten for strygere, violinkoncerten i e-mol og de to store oratorier ’Elias’ og ’Paulus’ burde den da heller ikke kunne hverken gemmes eller glemmes. Og så er der selvfølgelig også hans klavermusik, der fik enorm betydning i 1800-tallet – klaverets århundrede. Mendelssohns produktion er oven i købet voluminøs, så der er rigeligt at hive fat i for musikere, lyttere og koncertplanlæggere. Hans plads i gudekredsen af store komponister burde med andre ord være stensikker...
(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 12)
Tekst: Jens Povlsen; illustration: Peter Hermann
| 
