|
af sit hår til den kreds af musikinteresserede kvinder, der uden ophold, og ofte i årevis, flokkedes om ikonet. Liszt var, hvad man måske ikke skulle tro, et meget hjælpsomt og tålmodigt menneske, og han afgav, til medaljonernes bagsider, så meget hår, som han med rimelighed kunne undvære.
Fra Mozart har vi kun lidt af betydning. Intet fuldstændig troværdigt portræt, ingen (ægte) dødsmaske, ikke et balsameret øre; og de fire hårlokker, der angiveligt skulle stamme fra Mozarts eget hår, afviger i farve og er aldrig blevet videnskabeligt undersøgt. Selv supergeniets grav er ukendt, og det skønt flokke af turister hver dag bliver kørt ud til St. Marxer-kirkegården i Wiens udkant for i det mindste at dvæle ved et mindesmærke, der er sat, hvor Mozart måske blev, reverenter talt, kulet ned.
Gift eller dårlig mave?
Man har måttet nøjes med mindre; og i Mozarts tilfælde er det ikke mindst teorier og gisninger omkring hans død, der har optaget en farverig blanding af forskere og fantaster. En af de mere spektakulære kommer fra Mozarts samtid: Rygtet om en tilståelse fra den da ældede og muligvis åndeligt formørkede komponistkollega Antonio Salieri blev igennem et århundrede blæst op til at være en bæredygtig teori om et giftmord: Salieri havde myrdet Mozart af jalousi og misundelse! Det er en kendt sag, at misundelse ikke alene er en dødssynd, men en af menneskelivets store, om end mindre ædle, følelser, og det kan næppe betvivles, at musikere eller måske endda alle omkring Mozart må have følt sig i en eller anden grad ramt af mindreværd...
(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 13)
Tekst: Toke Lund Christiansen; illustration: Peter Hermann
| 
