Nyhed

Sofia Coppolas “Traviata” får filmpremiere

Oscar- og senest Cannesvinderen Sofia Coppolas succesopsætning af ‘La Traviata’ fra operaen i Rom får nu premiere i England. Denne gang i biografen den 9. juli med en filmatisering af den spektakulære forestilling. Opsætningen i Teatro dell’Opera di Roma sidste år blev en publikumsbasker med 15 udsolgte forestillinger, og det er den største kassesucces i operahusets historie siden 1888.

Det var Sofia Coppolas operadebut, men ikke det første tilbud hun har fået fra operahuset i Rom. At hun bed på skyldtes modedesigneren Valentino, som skabte kostumerne til forestillingen. Valentino, som er medlem af operaens bestyrelse, valgte samtidig at være forestillingens økonomiske hovedbagmand, og det lokkede den amerikanske filminstruktør til Italien.

»Jeg havde ingen idé om, hvad jeg kunne forvente, og helt ærligt har jeg aldrig haft mod nok til at instruere opera. Men så opfordrede Valentino mig til at sige ja. Og jeg så det som en enestående oplevelse at få mulighed for at arbejde i Roms Opera med hans smukke kostumer og hele holdet i huset. Den mulighed fik mig alligevel til at tage springet og gøre noget, der var skræmmende og meget uvant«, sagde Sofia Coppola sidste år til The Guardian inden premieren i Rom.

Foto: Yasuko Kageyama / Teatro dell’Opera di Roma

Se trailer til Coppolas opsætning af ‘La Traviata’

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER