Blöndal i form i britisk og russisk repertoire

Nogen vil måske tøve med at kaste sig ud i islandske radiooptagelser fra 2002 med temmelig ukendte dirigenter og en solist, som er oppe i 70’erne. Men dels giver cd’en smuk mening – Island var Blöndals andet fædreland – dels er hovedpersonen i fin form og orkestret godt. Efter en lille vaklen i begyndelsen falder tingene på plads i Waltons koncert, og Erling Blöndal Bengtsson har virkelig en skøn fornemmelse for det melankolske, men stolte i denne musik. Khatjaturjan kræver en mere muskuløs stil, og Blöndal er en smule presset. Den engelske dirigent er mindre dygtig end kineseren, der stod for Walton, og i denne kulørte musik savner man også større glød i orkesterklangen. På trods af forbeholdene en værdig minde-cd og for Waltons vedkommende en virkelig fin indspilning.
JENS CORNELIUS