Anmeldelse | Anmeldelse

Debussy: Images I & II; Préludes II

Debussy: Images I & II; Préludes II
Marc-André Hamelin (klaver).
Hyperion CDA67920

★★★★★★

Som en fisk i vandet

Debussy var en revolutionær komponist, der drømte om, igennem sin musik, at kunne skabe mystiske korrespondancer mellem naturen og vores fantasi, og er der en af tidens pianister, som er i stand til at realisere Debussys musikalske visioner, så er det canadiske Marc-André Hamelin. Ikke blot er Hamelin en traditionel virtuos, der kan spille de mest krævende tekniske passager gudsbenådet hurtigt, han er også i stand til at orkestrere klaveret, så det spiller i alle regnbuens farver, og så der skabes forgrund og baggrund i det musikalske billede. Brugen af pedal er her afgørende, og hvad det angår, er Hamelin ikke karrig. Ind imellem får han Debussys klange til at svæve, og desto stærkere virker det så, når et lille prægnant motiv får lov til at træde ud nøgternt, klart og helt isoleret i forhold til det øvrige musikalske billede.
Selvom Marc-André Hamelin er i stand til at spille decideret lækkert med en bred luksusklang, forfalder han ikke til at blive selvfed. Der er intet manieret over Hamelins suveræne pianistiske udfoldelser, men i stedet en stadig udforskning af de mange harmoniske, klanglige og rytmiske lag, der er i Debussys musik.
Esben Tange

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 36

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER