Mutters egotrip

Med en silkeagtig klang, hvor strygere og blæsere går i ét med hinanden, er det, som om musikken af og til svæver i Dvoráks f-mol-romance. Men desværre er dette kun tilfældet i de passager, hvor orkestret spiller solo uden Anne-Sophie Mutter.
Som altid brillerer Mutter med en imponerende violinistisk power, og hun er stadig en perfektionist af Guds nåde, hvilket sikrer, at de mest virtuose passager af Dvoráks Violinkoncert er absolut effektfulde. Men egentlig skønhed skal man lede længe efter, når Mutter går til makronerne, og hendes spil er i længden mere imponerende end bevægende. Både vibrato og klang er ofte hårdt og overspændt, og når Mutter dertil sætter trumf på med nogle markerede glissandoer – når en særlig vending skal betones – kan udtrykket blive ligefremt kynisk. Selvom Dvoráks musik lang hen af vejen kalder på renfærdig lyrik, så er det, som om Anne-Sofie Mutter ikke kan nære sig for at plante sit helt personlige mærkevare-stempel midt i den musikalske tekstur. En dybest set uskøn gestus, når musikken nu kalder på ydmyghed.
Esben Tange

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 32