Elgar uden leverpostej

Edward Elgar (1857-1934) er blevet skudt i skoene at han lyder typisk engelsk. Den hymniske storhed i hans ‘Pomp and Circumstance Marches’ får lytteren til at ranke sig og har været passende som musikalsk emblem for et imperialistisk rige.
I de to symfonier fra 1908 og 1911 bor derimod en helt anden dybde og kompleksitet. Deres tunge andagt har jeg på andre indspilninger oplevet som dræbende kedelig, men efter nogle lyt til Daniel Barenboim og Staatskapelle Berlins nye cd med Symfoni nr. 1 står Elgar nu for mig som en egensindig og nuanceret komponist. I deres bud lyder han snarere end britisk som et konglomerat af påvirkninger lige fra Brahms, Wagner, Tjajkovskij til Puccini.
Per Rask Madsen

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 42