Anmeldelse

En fuldblods romantiker

Heise, Weyse og Lange-Müller: Love songs
Mathias Hedegaard (tenor) og Tove Lønskov (klaver) Dacapo 8.226141 [cd]

★★★★ ★★

Hvis Matthias Hedegaard ikke har en Aksel Schiøtz’ unikke stemmemæssige karisma, har han så meget andet at byde på: en let og egal lyrisk tenor med fin og let forståelig tekstudtale. Ikke mindst Weyse-afdelingen er en fornøjelse med sangerens elegante melodiføring og energiske diktion. Og så er det jo ganske rart at høre digtene artikuleret med tidssvarende udtale af vokalerne. Skal man være en anelse kritisk, kunne de lange, svævende melodilinjer i Peter Heises ’Skovensomhed’ og Lange-Müllers ’Åkande’ godt have været lidt mere ubesværede. Samarbejdet med Tove Lønskov virker meget indforstået, og klaverstemmen, der især hos Heise og Lange-Müller har en betydelig selvstændig funktion, giver sangeren et fint modspil.
/Mikael Garnæs

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER