Anmeldelse

Fagotten stjæler billedet

Zelenka: Sonatas
Ensemble Marsyas, Monica Huggett (barokviolin).
Linn CKD415

★★★★★

Enestående musikere skal der til for at opføre Zelenkas seks sonater ZWV 181 fra 1720-22. De fem af dem er quadro sonata for to oboer, fagot og continuo, en enkelt er en triosonate for obo, violin og continuo. Cd’en har tre af sonaterne med og lægger ud med V i F-dur, der er en ren fest for øret. Fagotten leger, som var den en elefant, der tror, den er en gazelle. Den har travlt og spiller ligeværdigt med sine to obokammerater, så man ind imellem (glædeligt) forundres over den prominens, fagotten får i lydbilledet. Skriv navnet Peter Whelan bag øret. Zelenka velsigner også instrumenterne med dejlige ørehængere, og den samlede klang er mere farvefuld, end barokmusik som oftest er. Musikken fjedrer også skønt i de hurtige satser, så det sætter sig i kroppen på lytteren. Totalt opleves en god vekslen mellem leg og alvor, aldrig for kækt eller tørt.
PER RASK MADSEN

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER