Vitalt & nodetro

Jarrett og hans amerikanske violinpartner Michelle Makarski spiller muskuløst og vitalt, men ganske strikt og nodetro. De har åbenlyst stor respekt for Bach. På den anden side fravælger de barokviolin og cembalo og spiller på moderne violin og flygel, og man kan spørge sig selv, hvad deres vision med musikken helt præcis er. Indspilningen giver kun delvist svar.
Skal man fremhæve de gode sider af udgivelsen, kan man nævne den udsøgte lille andantesats fra A-dur-sonaten nr. 2, hvor violinisten på fin vis tilpasser sin tone til klaveret, når de to melodistemmer spiller kanon. De hurtige satser er næsten alle vellykkede; fulde af rytmisk liv og teknisk pletfrie fra både Michelle Makarski og Keith Jarrett. De langsomme satser virker undertiden lidt halvhjertede – hverken fuldblods opførelsespraksis, gammeldags romantiserende eller jazzinspirerede.
Den klingende del rummer mange øjeblikke, der svinger godt, men ud over det spillemandsagtigt veloplagte kommer det sjældent.
Mikael Garnæs

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 32