Kølig Brahms

Det, som skygger for en egentlig forløsning hos Grimaud, er hendes grundlæggende kølige omgang med Brahms. Mange af de store dramatiske steder, der kræver pianistiske muskler en masse, står flot og virkningsfuldt frem, og som sådan er Grimaud fuldt på højde med de tekniske udfordringer, Brahms’ monumentale klaverkoncerter stiller. Men når Brahms så efterfølgende lægger op til fordybelse og poesi, forpasser Grimaud ofte muligheden for at nuancere rent klangligt eller for den sags skyld dvæle ved særlige musikalske detaljer.
Resultatet er, at denne notorisk dybe musik for ofte bevæger sig på overfladen. Dermed er Grimauds fortolkning lidt hen af antiromantikeren Glenn Goulds skandaløse 1962-koncert i New York, hvor Bernstein fralagde sig et hvert ansvar for de kunstneriske dispositioner inden en opførelse af Brahms’ Klaverkoncert nr. 1. Men så radikalt går den overvejende midtsøgende Grimaud desværre ikke til værks.
ESBEN TANGE