Forfriskende guldalderromantik

Sonaterne for violin og klaver er næsten glemte, men kvaliteten af dem er overraskende høj, hører vi på Dacapos cd, også op. 64, som oprindelig var en fløjtesonate, men blev omarbejdet 23 år efter Kuhlaus død af den tyske violinist og komponist Eduard Eliason, vel at mærke uden at lide kvalitetstab. Melodierne er charmerende med et naivt anstrøg, overgangene mellem temagrupperne er ukomplicerede, generelt er musikken lige ud af posen med umiddelbar appel. Christina Åstrand og Per Salo spiller med glød og gejst og får også mønstret dramatik i denne musik, som egentlig er uden de helt store kontraster eller tyngende alvor i ret lang tid af gangen. Tempoet er fleksibelt hos de to musikere, som ind imellem presser tempoet en anelse fremad eller som i C-dur-sonatens Andantino trækker tiden ud, hvilket er velgørende for Kuhlaus forårsfriske guldalderromantik.
Per Rask Madsen

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 34