Leningradsymfonien med færre politiske fodnoter

Hvor god en dirigent, Vassily Petrenko er, kan man forvisse sig om på den nyeste udgivelse i hans serie med Sjostakovitjs symfonier. Her dirigerer han sine Liverpool Filharmonikere, i den mest kendte, men også mest forkætrede af dem: den 80 minutter lange Leningradsymfoni. Og den spilles simpelthen forbløffende godt. Mere berømte orkestermaskiner bliver fejet af banen af andetholdet fra England, der er i topform. Petrenko styrer musikken med klart blik og stærke, seje bevægelser, og optagelsen er spektakulær med et markant nærvær.
Invasionstemaet i 1. sats, som er symfoniens stærkeste kort, holdes i et insisterende, langsomt tempo med instrumentationen trukket lækkert frem i samspil med produceren. Derefter begynder den hårde del af opgaven for dirigenten, for symfoniens problem er dens længde i forhold til indholdet. I 3. sats er det meget svært at tro på postulaterne, og i den uendelige 4. sats fortryder man, at symfonien ikke bare stoppede efter 1. sats.
Petrenkos indspilning har den store kvalitet, at der altid er noget andet at glædes over, når symfonien føles hul. De fornemme fraseringer, den intense, glansfulde klang og de virkelig fremragende træblæsere i Liverpool Filharmonikerne. Dirigentens imponerende kontrol over form, klang og spænding gør musikken uafhængig af patetiske udbrud.
JENS CORNELIUS