Maskebal uden masker

Verdis ‘Maskeballet’ er historien om Riccardo, der – alt efter hvilken version af operaen, man vælger – er guvernør eller konge, og som forelsker sig i sin bedste vens kone – som vel at mærke heller ikke er helt upåvirket af ham. Oprindeligt er operaen fra Verdis hånd baseret på historien om den svenske Gustav 3. Men (spoiler-alert): mordet på en europæisk regent var for meget for censuren, og Verdi måtte i stedet flytte handlingen til Boston og lade regenten bliver guvernør. Så var alt i orden – for de italienske censorer var Boston sandsynligvis ikke meget mere konkret, end en by på Mars ville have været.
Verdi kendte altså alt til at flytte operahandlinger i tid og sted. I instruktør Johannes Eraths udgave er vi i 1930’erne, og alt foregår omkring en stor dobbeltseng og en tilsvarende enorm vindeltrappe. Vi får musikteater med superdetaljeret personinstruktion, og sangerne skal undervejs også blandt andet holde styr på at betjene bugtalerdukker, mens de synger. Og der er i øvrigt ikke en maske i sigte i slutscenen til maskeballet. Det burde på papiret ikke nødvendigvis give mening, men det fungerer faktisk aldeles fremragende som …
Henrik Engelbrecht

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 46