Anmeldelse | Anmeldelse

Mesteren af sjælemættet underdrivelse

Fauré: Værker for cello og klaver Andreas Brantelid (cello), Bengt Forsberg (klaver). BIS 2220

★★★★★

Gabriel Faurés to cellosonater beskrives ofte som de vrede værker, der blev trukket tilbage af en kunstner, som ikke blot reagerede på 1910’ernes grusomheder, men også på grund af smertelig frustration over en tiltagende døvhed. Værkerne er desuden blevet udlagt som tydelige skridt væk fra den elegante, lyriske Fauré, som stod bag tidligere celloværker såsom ‘Papilions’ og den berømte ‘Elegie’.
Men passer det virkelig? Modargumentet er, at Fauré ganske enkelt udviklede sig som komponist i disse stykker ved med fornyet interesse at udforske kontrapunkt og ved at slanke sine teksturer af musikalske grunde snarere end af emotionelle. Mange komponister, ikke mindst vor egen Carl Nielsen, gik ad lignende stier.
Hvis nogen kan lægge tyngde i det argument, er det mesteren af sjælemættet underdrivelse på celloen, Andreas Brantelid, og ikke at forglemme …
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 46

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER