Orgelet på vrangen

Stor musik kræver mange takter at udfolde sig på. Når komponister tyer til miniatureformer, begrænser det storheden. Men i Per Nørgårds kortfattede værker for orgel er mætningen af information så koncentreret, at de hver især rummer små universer – øjeblikke af evigheden. Harmonierne vandrer uforudsigeligt, gamle salmemelodier trænger sig på i de ellers modernistiske netmasker, der synes uigennemtrængelige og snirklede. Man mister hurtigt orienteringsevnen i dette klanglige og harmoniske vildnis, der alligevel opsluger opmærksomheden. Bibelmelodierne har mest funktion af skelet eller modvægt til de spiddende dissonanser, de “kunstige” rytmer og de sælsomme stemninger, som Nørgård leder lytteren ud i.
Siden han i ungdommen var organistvikar, er han lejlighedsvis vendt tilbage til det voluminøse instrument. Han bruger orglet, så vi ofte glemmer, at vi hører orgelmusik. Det højtidelige og ceremonielle er også …
Per Rask Madsen

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 46