Rachmaninov uden showeffekter

Stoisk og fattet ser Rachmaninov dramaet i øjnene på denne indspilning af hans uopslidelige Klaverkoncert nr. 2. Her er ikke øjeblikkets panik, slet intet hysteri, men en kontrolleret accept af det skæbnesvangre. Og alligevel en mærkbar lidenskab, der akkurat er tøjlet. Alexandre Tharaud signalerer det straks fra de berømte indledningsakkorder, der næsten er ved at sprænges – en gammeldags spillepraksis, som ikke er noteret i partituret, men kan høres på Rachmaninovs egen indspilning fra 1929.
At Klaverkoncerten klinger så samlet og fast må tilskrives dirigenten Alexander Vedernikov – den kommende musikchef på Det Kongelige Teater i København – der er urokkeligt sikker og helt fri for showeffekter. Dem hører man mange af på den flashy indspilning fra 2009 med samme Liverpool-orkester, dirigenten Vasily Petrenko og pianisten Simon Trpceski, men der er noget virkelig tiltalende ved det helt afklarede og fattede samspil mellem Tharaud og Vedernikov.
Jens Cornelius

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 44