Roland uden nerve

Som det er tilfældet med de fleste barokoperaer, så er den dramatiske fremdrift i nutidig forstand svært at få øje på. Handling, følelser og dialog er stiliseret og kører efter nogle formler, som er svære at forholde sig dramatisk til i dag – men smukt er det, og det er her, instruktøren Pierre Audi som sædvanlig tager sit udgangspunkt. I denne opsætning med et interiør givetvis fra et venetiansk palads badet i et Hammershøi-gråt lys. En stilfuld ramme, som i løbet af de tre akter udvikler sig: møblerne bliver større (eller personerne bliver miniputter) og til sidst udspiller handlingen sig et bart rum med murstensvægge – en galeanstalt? Pierre Audis sofistikerede teatersprog, hvor to meget store vandglas og en rygende lampekrone udgør de mest spektakulære effekter, skaber rum til sangerne og deres spil, men åbenbarer slet ikke det fantastiske ved denne fortælling.
Og det er synd, at dette spil ikke bliver mere interessant endsige gennemskueligt.
Steen Chr. Steensen