Skygger for solen

Når man åbenlyst er en guitarbegavelse og endda har publikummet i ryggen i udlandet, burde den lange spiretid have ført til et udspil af en helt anden livskraftig kaliber – den slags udgivelser, man ikke vidste, man havde ventet rigtigt længe på. I stedet leveres der her små 70 minutters barok, som selv romantikerne for lang tid siden stoppede med at spille den. Den iltre italiener spilles alt for artigt og uden kådhed. Fuldstændig askegrå i ansigtet efterlades Vivaldi, fordi solisten ikke har nok saft og kraft i sig til at lede sine ungarske styrker an i kampen om at gøre musikken fri af tidligere snærende bånd.
Det skorter i dén grad på det halsbrækkende gåpåmod og den saftige elegance, der løfter de næsten glemte toner ind i vores verden.
/Jens Povlsen