Spindelvævsklange i Carl Nielsens skygge

Her viser Peder Gram sig både at være en ferm instrumentator og en komponist med lyst til at udmale dramatiske scener og farverige stemninger for fuldt symfoniorkester.
I dette tilfælde lykkes det dog ikke for alvor at løfte Peder Grams musik højere end til en status som værende interessant, idet den først og fremmest er med til at dokumentere, hvilken bredde dansk musikliv havde i en tid, der var domineret af vor kanoniserede nationalkomponist, Carl Nielsen.
Esben Tange

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 04