Tjajkovskijs ustyrlige oldebarn

Hilary Hahn spiller alle de uhyggeligt svære passager i Tjajkovskijs heftige violinkoncert isnende klart, men hun har ingen problemer med at brede sin smukke tone ud og dvæle ved den sarte poesi i de relativt få afsnit, hvor den side af musikken kan tilgodeses. Det hjælper selvfølgelig også på hendes situation, at hun har så overbevisende et orkester i ryggen. Den varmblodede, melankolsk ladede orkestermusik fungerer smukt som storladne flader i voluminøse og gyldne klangdragter.
Jennifer Higdons violinkoncert er skrevet til Hahn. Det klinger af skæv rytmisk neoklassik og pulserende mønstre a la Stravinskij eller Prokofiev med en snert af noget Disney-eventyrligt. Men trods Hahns heroiske indsats har Higdon ikke formået at gøre stoffet rigtig prægnant, og man mangler, når alt er slut, en erindring om et værk med en samlet, klar identitet.
/Henrik Friis