Koret som afgørende ingrediens

I denne opsætning af ‘Rigolettoʼ er al form for landskab og arkitektur skrællet bort. Der fokuseres udelukkende på menneskelige situationer, lige fra koret til Rigoletto selv. Dirigent Fabio Luisi har udtalt, at den visuelle reduktion »forøger værkets kraft enormt«. Det har han ret i. Men kun fordi instruktør Tatjana Gürbaca har været så omhyggelig og subtil i sin iscenesættelse, som blot udspiller sig omkring et langt bord omgivet af stole.
Gürbaca har slået et slag for, at koret kan farve en ‘Rigolettoʼ ligeså meget som det mest udsmykkede scenedesign kan, og det lykkedes for hende, især fordi koret har den åbnende dramatiske gestus i denne produktion. Der er noget rystende over korets dekadente, barnlige opførsel i Zürichoperaens ‘Rigolettoʼ. Ofte spejler de hinandens overfladiske håndbevægelser. De håner og snerrer utrætteligt i deres grusomhed, blindhed og trang til nydelse i stil med Alexʼ bande i Stanley Kubricks ‘A Clockwork Orangeʼ.
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 37