Artikel

Alagna er ingen Askepot | Interview Roberto Alagna

Der er masser af myter om den fransk-sicilianske stjernetenor, der er på vej til Aalborg, og mange af dem er lovlig romantiske. I en alder af 54 år ser Alagna mere lakonisk på sin branche end nogensinde, men lidenskab er stadig løsenet.

Af Michael Bo

Tenorer har et ufortjent dårligt rygte. Okay, ofte ufortjent.
De er kendte for at være de mest forfængelige blandt sangere. Okay, der er lige koloratursopraner, men … De går kun op i klang og høje toner og ofrer altid gerne et betydningsladet ord til fordel for den flotte lyd, der som bekendt flyder lettest igennem uden konsonanter, på rene smægtende o’er, i’er og e’er.
Som fløde.
Sådan én burde Roberto Alagna være.

»Selvfølgelig taber du noget hen ad vejen, noget friskhed og ungdom, men du får mere dybde«

Roberto Alagna, tenor

I lange stræk af karrieren har han været den lovligt arketypiske italienertenor med lidt for langt hår, der ret sådan fotogent bølgede om hovedet på ham, når han sang mest lidenskabeligt og kastede hovedet tilbage, en tenortype der ikke har været bange for at tage de gamle tenorers manerer til sig, de lydelige hulk i stemmen under de sidste takters følelsessvulmen i arien og den slags.
Jeg tænker tit på, at en tenor på en måde er et gidsel af krævet om sublim klang, siger jeg til Alagna selv.
»Det billede kan jeg godt forstå. Det er sandt. I samme øjeblik du når frem til en eller anden sandhed om historien eller karakteren, kommer der en sublim klang eller en absurd høj tone, du skal ramme, og som tit slet ikke passer psykologisk …«.

Alagna live
– 12. okt. Musikkens Hus, Aalborg, kl. 19.30
Den fransk/sicilianske tenor giver koncert med Aalborg Symfoniorkester.

FLERE ARTIKLER