Artikel

Bel canto betyder stadig ‘smuk sang’ | Fokus

Rossini, Bellini og Donizetti. Noget med koloraturer og høje stemmer. Samt muligvis også noget med en legatolinje i stemmeføringen. Nogenlunde sådan kan man – hvis man hjælper lidt og i øvrigt synes, man kan være det bekendt – trække definitionen på belcanto ud af en ung dansk tenor anno 2012. Anledningen til at udsætte en sagesløs ung mand for den slags er, at Juan Diego Flórez, tidens hotteste belcanto-tenor, som pressematerialet kalder ham, kommer til Århus den 16. maj på sin Europa Tour. Og så kunne det være meget rart at vide, hvad det egentlig menes med belcanto.

Definitionen er slet ikke skæv. Men historien bag er lang. Vi begynder i 1600-tallet.

Alt var bedre i gamle dage
Omkring år 1600 begyndte en mere kunstfærdig og ekvilibristisk solosang at sno sig ud af den flerstemmige vokalmusik, som Palestrina var den sidste store eksponent for i Italien, og kort efter kom den nye musikgenre – opera – til.

BELCANTO LIVE
Den peruvianske tenor JUAN DIEGO FLÓREZ besøger Musikhuset Aarhus 16. maj, hvor han sammen med Aarhus Symfoniorkester optræder med fransk musik.
En anden topsanger inden for belcanto er den amerikanske tenor LAWRENCE BROWNLEE, som genbesøger Koncertsalen i Tivoli 1. juli i en koncertopførelse af Bizets opera ’Perlefiskerne’.

I de forløbne 400 år siden da har enhver generation punktligt fortvivlet over sin samtids sangere og lige så punktligt fremhævet fortiden som der, hvor der faktisk var nogen, der kunne synge. Den forrige genrations sangere var altid og uden undtagelse bedre.
Rossini mente midt i 1800-tallet, at fædrelandets skønne sang – »il bel canto della patria« – var tabt. Stribevis af bøger om sangpædagogik fra 1900-tallets første halvdel begræd det store tab af den gamle italienske sangkunst fra 1700- og 1800-tallet, men allerede i 1700-tallet lød det imidlertid hos Pier Francesco Tosi, italiensk kastratsanger og sanglærer, i hans ’Synspunkter om fortidens sangere og nutidens’ fra 1723, at nutidens sangere slet ikke kunne det, som fortidens kunne, og at de skønne svaners sang nu kun lød enkelte steder […]

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 25

TEKST: BENEDICTE CHRISTIANSEN

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER