»De klange giver én kuldegysninger« | Interview Andreas Brantelid

Andreas Brantelid tænker sit liv i perioder, og lige nu trænger han til at fordybe sig i sit instrument. Sommeren skal gå med en krævende udfordring af Kodály. Et værk, han stadig kæmper med.

Af Malene Wichmann

Andreas Brantelid har fundet en ny formel for sin sommer. I mange år har sommertiden stået på den ene festivalkoncert efter den anden. Turnéer, der medførte, at han var høj på sol og kammermusik i flere måneder, men også fuldstændig færdig og feriehungrende, når endelig den nye sæson begyndte i september. Så sidste år søsatte han en ny model med færre festivalkoncerter.
»Jeg har nu gjort det til en tradition at give mig selv en ordentlig udfordring og lære noget, der er lidt sværere, end hvad jeg ellers laver i løbet af sæsonen«, forklarer han.
Selvom repertoiret for cello er omfattende, er det ofte de samme ti koncerter, der efterspørges hos en omrejsende solist. Dem kender Andreas Brantelid efterhånden ud og ind, og det har gjort ham sulten efter nye og mere krævende opgaver. Sidste sommer fordybede han sig derfor i alle Bachs cellosuiter, og i år gælder det Kodálys Sonate for solocello op. 8.

»Det har altid været vigtigt for mig at lytte til mig selv og anerkende, at jeg for eksempel følte mig ensom«

Andreas Brantelid, cellist

»Det er lidt af en drengedrøm at spille Kodály. Det er fantastisk musik med de her ungarske folketoner, og det er en rigtig udfordring. Jeg har aldrig spillet sådan nogle greb før – jeg kæmper stadig med det. Man skal også stemme de to dybeste strenge en halv tone ned«, siger han.
»De klange giver én kuldegysninger«.

Trang til fordybelse
For nylig er Andreas Brantelid flyttet til Nærum nord for København, og der er indrettet et stort, lyst øverum i kælderen i det nye hus. Han udpeger, hvor reolerne skal stilles op, men foreløbig ligger nodearkivet og roder på gulvet sammen med hjemmeskoene. Der er meget at se til, men det skal nok komme alt sammen.
Andreas Brantelid er født i 1987 og har optrådt som solist, siden han var teenager. Han har længe smilet ned fra koncertplakaterne som det unge talent. Men nu er han også blevet familiefar med børn. Han tænker sig lidt om og fremlægger tesen, at hans nuværende trang til fordybelse er en reaktion på at have fået fast base og familieliv.
»Det er forskellige perioder, man går igennem, og nu er jeg i en periode, hvor jeg igen er blevet meget instrumentalt orienteret. Som studerende skulle man bare øve hele tiden. Så kom der en periode, hvor jeg spillede mange koncerter og kom ret meget under pres. Som helt ung red man jo bare på en bølge – det gik over stok og sten. Jeg har også haft perioder, hvor jeg har haft behov for at løfte blikket fra instrumentet for at finde inspiration i bøger eller i venskaber, og jeg har haft en periode, hvor jeg overtænkte det hele lidt og stillede spørgsmålstegn ved mange ting. Bagefter kom der en reaktion, hvor jeg tænkte: “Det gider jeg sgu ikke mere, nu spiller jeg bare”. Og lige nu trænger jeg så til at…«