Den fatale barnløshed | Operafokus Kvinden uden skygge

Kæmpeoperaen ’Kvinden uden skygge’ er gang på gang blevet trukket tilbage af Den Kgl. Opera. Men nu ser det ud til, at Richard Strauss’ eventyropera langt om længe får danmarkspremiere. Samtidig kan forestillingen blive den klingende slutsten for Kasper Holten og Michael Schønwandts vellykkede makkerskab.

Egentlig er historien i ’Kvinden uden skygge’ helt umoderne. I dagens Danmark handler det jo om at realisere sig selv. Selvoptagne singler med X Factor-drømme er på mode. Vi skal alle helst være stjerner i vores eget liv. Set under den synsvinkel kan valget af operaen ’Kvinden uden skygge’ virke som ikke så lidt af en kritik af tidsånden. I ’Kvinden uden skygge’ gør Richard Strauss og hans librettist, digteren Hugo von Hofmannsthal, op med idéen om, at man kan leve sit liv for sig selv alene. Det er et eventyrspil, en fabel om menneskelivets vilkår, og den symbolmættede handling og den storladne musik fører frem til konklusionen: mænd og kvinder kan kun blive hele mennesker, når de er sammen. At blive frugtbare og sætte børn i verden er den eneste vej ud af tilværelsens eksistentielle angst og ensomhed. Hofmannsthal var i høj grad toneangivende i partnerskabet. Det var ham, der fik ideen til ’Kvinden uden skygge’.

Komponist under tøflen
Første gang man læser om stykket i brevvekslingen mellem Strauss og Hofmannsthal, er i 1910, mens

Strauss var ved at lægge sidste hånd på partituret til ’Rosenkavaleren’. Hofmannsthal lufter idéen om »et eventyr med to mænd over for to kvinder, hvoraf den ene, i al diskretion, kunne have Deres kone som model … en bizar kvinde med en meget smuk sjæl, au fond, mærkelig, lunefuld, dominerende og samtidig sympatisk …«. At Hofmannsthal understreger Pauline Strauss’ grundlæggende sympatiske væsen var ren taktfuldhed. Fra andre sammenhænge ved man, at han dårligt kunne udholde hendes selskab. Pauline, en tidligere operasanger, var kendt for at holde sin berømte mand under tøflen og skælde ham ud i fuld offentlighed. Af samme grund mødtes Strauss og Hofmannsthal sjældent personligt […]

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 21

TEKST: MIKAEL GARNÆS. FOTO: Miklos Szabo