Artikel

Den romantiske guldgraver | Interview Christian Ihle Hadland

Christian Ihle Hadlands hjemmebane er Mozart og Chopin, men han stopper ikke dér. Den norske pianist leder ustandseligt efter nyt og ukendt repertoire.

Af Malene Wichmann

Af statur er han en stor, kraftig fyr. En bjørn med en følsomhed, en ømhed og en stor finesse i labberne. Christian Ihle Hadland er i begyndelsen af 30’erne, og han har allerede sat sit præg på den internatonale musikscene. Hans første solo-cd, med værker af Chopin og Schumann, udkom i 2010, i 2011 blev han udnævnt til BBC New Generation Artist, og i 2013 fulgte hans roste album med Mozarts klaverkoncerter nr. 21 og 22.
»Jeg må føle musikken for at spille den, og det har altid været de værker, der har tiltrukket mig. Lige siden jeg var 8-9 år«, siger han.
»Generelt er det bare vanskeligt at konkurrere med Chopin og Mozart!«.

Brænder for ukendte værker
I disse år er der fart på Christian Ihle Hadland. Han er hele tiden på jagt efter nyt repertoire, han er ofte på turné, han er begyndt at undervise på Norges Musikkhøgskole i Oslo, og han er også begyndt at spille ny musik, og til næste efterår har han en større uropførelse i kalenderen.
»Når en komponist som Lasse Thoresen, Norges bedste, vil skrive en koncert til mig, siger jeg ikke nej«, forklarer han.

»Der er det problem med meget moderne musik, at den nærmest er blevet sekterisk«

Men oftest er det ikke samtidsmusikken, der taler til ham. Og i det store hele synes han også, at det er en mere fornuftig arbejdsdeling at lade andre musikere hellige sig den moderne musik, så han selv kan tage sig af den glemte og forsømte klassiske og romantiske musik.
»Der er mange musikere, der har specialiseret sig i ny musik. Men der er faktisk ikke så mange Mozart- eller Prokofiev-sonater på koncertprogrammerne. Som pianist behøver man ikke lede længe for at finde ukendt repertoire«, siger han.
»Og så er der også det problem med meget moderne musik, at den er blevet nærmest sekterisk. Den henvender sig til en lille klike, og når man læser anmeldelserne, kan man opleve, hvordan der argumenteres intellektuelt for, at musikken er god. De taler slet ikke om den følelsesmæssige erfaring, og det synes jeg er problematisk. Det må komme fra hjertet«.
Et af nordmandens seneste projekter er en cd-udgivelse med den danske cellist Andreas Brantelid. Her er Griegs Cellosonate i a-mol det mest velkendte værk. Men albummet indeholder også en ‘Skandinavisk suite’ af australske Percy Grainger, og på forårets turné har duoen desuden taget en sonate af den danske komponist Peder Gram med.
Christian Ihle Hadland har et guldgraver-gen, og selvom han kunne stoppe ved de ukendte Mozart-værker, så gør han det ikke. Han fortsætter på YouTube og på nodesitet IMSLP, International Music Score Library Project, og frydes over, hvor meget nemmere det er at finde frem til ny, spændende musik end for bare ti år siden.
Et af de værker, han håber på at komme til at spille, er en klaverkvintet af den russiske komponist og pianist Sergej Tanejev, der døde i 1915.
»Det er et værk, jeg er blevet fuldstændig desperat efter at spille. Det er guld fra første tone, og folk, som hører det for første gang, bliver blæst ned af stolen. Men ulempen er, at det kræver ti gange så meget øvetid som kendte værker, og derfor er det svært at få på et festivalprogram«, fortæller han…

Christian Ihle Hadland live
– Spiller sonater med violinisten Karen Gomyo til ‘Klassiske Koncerter i Djurs og Mols’ d. 28. juli. og på Frederiksværk Musikfestival d. 30. juli.

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER