Artikel

»Det afgørende er at studere partituret« | Interview Pierre Boulez

Franskmanden Pierre Boulez har betydet mere end snart sagt nogen anden komponist og dirigent i vor tid. For samtidsmusikken. Men også for vores oplevelse af nye lag i symfoniske værker og operaer af Alban Berg, Debussy, Stravinskij, Wagner og Mahler.

Jeg møder Pierre Boulez på nogle varme junidage ved Aldeburgh Festivalen nord for London, hvor han er årets hovednavn og gæstestjerne.
En af vor tids største musikberømtheder tøffer til og fra prøver og koncerter i sin blå- og grønternede jakke, mens et større opbud af sekretærer og festivalpersonale gør ham deres opvartning og sørger for ham.
Journalister vil have interviews. Chefer for musikinstitutioner vil tale med ham. Pierre Boulez tager det hele roligt og afslappet.
Franskmanden er et levende stykke musikhistorie. Han er manden, der tvang verden til at ”acceptere kompleksiteten” som det moderne svar på, hvad kompositionsmusik kan og skal være. Hans gennembrud ligger helt tilbage i 1950’erne, og i marts fyldte Pierre Boulez 85 år.
En ret høj alder.
Men han virker usvækket. Han taler som en 65-årig. Han ser også sådan ud – næsten, i al fald – og sammen med det franske Ensemble Intercontemporain, som han selv dannede i 1970’erne, er han attraktionen ved årets musikfestival i Aldeburgh.
Der er virkelig ingen svaghedstegn at spore hos manden, der som en logisk parallelvirksomhed til sit arbejde med at genopfinde kompositionsmusikken har oparbejdet en dirigentkarriere på topniveau.

Schönberg frem for Beethoven
Det er karrieren og arbejdet som dirigent, jeg er i Aldeburgh for at tale med Pierre Boulez om, og jeg indrømmer, at jeg er nervøs. Trods et par årtiers erfaring som musikjournalist er det sin sag at skulle interviewe det nærmeste, man kommer på en nulevende Mahler.
Men nervøsiteten havde jeg ikke behøvet pakke med i rejsekufferten, da jeg som aftalt tager til England for at følge Boulez gennem tre dages koncerter og tale med ham om det at dirigere.
Manden er blevet mildere og mere afslappet med årene, og Pierre Boulez viser sig at være det mest koncentrerede og imødekommende menneske, da vi får sat os ned over for hinanden for at tale om, hvad der har fået ham til at bruge en stor del af sin tid på at dirigere – og hvorfor han har fået ry for at være en usædvanligt analytisk, ja, ligefrem kold og klinisk dirigent …

»Hvis du som dirigent hele tiden dirigerer efter følelser, så orienterer du dig efter klimakser – det er nytteløst«

Pierre Boulez, komponist og dirigent

»Min smag er meget præcis. Der er ting, jeg i dag dirigerer, som jeg ikke ville have dirigeret for 30 år siden, men generelt foretrækker jeg at dirigere ting, der trænger til at blive dirigeret. Det vil sige, jeg vælger generelt et repertoire, der ikke dirigeres så meget, og som jeg synes, trænger til at blive dirigeret ordentligt«.
»Hvis jeg skal vælge mellem Beethoven for totusinde gang og Schönberg for femte gang, så vælger jeg Schönberg. Ikke alene på grund af Schönberg, men også på grund af, at det kun vil være femte gang«.
Selvbevidstheden fejler ikke noget. Men Pierre Boulez har meget at have den i.
Og lige som til det netop overståede publikumsarrangement, hvor Boulez har forklaret en fuld sal af interesserede tilhørere om sine værker, så er det vigtigt og naturligt for ham at få involveret folk – og mig – ved hjælp af sin charme og den stilfærdige humor, han råder over.

Matematisk talent
Pierre Boulez’ egen musik er udsprunget af Schönbergs og Schönberg-eleven Anton Weberns serialisme.
Med inspiration fra sin franske læremester Olivier Messiaen dyrkede den unge Boulez en ekstrem form for seriel musik, hvor alle parametre var gennemorganiseret. En streng stil, han senere løsnede grebet om. Mange af hans værker har været under bearbejdning i årevis, og en del er stadig works in progress. Alt sammen fordi Boulez anser kompositionsprocessen, ikke værkets udgangspunkt, for det centrale.
Som ung var Boulez’ både et matematisk og et musikalsk talent. Det med matematikken slog igennem i hans udpræget analytiske tilgang til det at komponere musik, som kunne gælde for at være en ny og værdifuld tilgang i det sønderbombede europæiske musiklandskab efter krigen.
Da dirigentkarrieren tog fart, var det derfor netop med en meget musikanalytisk tilgang, Boulez kastede sig over værker af Schönberg, Stravinskij, Bartók, Debussy … den musik, han mener, trænger til at blive dirigeret.
Værkerne blev gennemlyst med Boulez’ særlige musikalske røntgensyn og betragtet med de samme avantgardebriller, som han brugte, når han komponerede.

Wagner og Bayreuth
»Sjostakovitj, for eksempel, har jeg vanskeligt ved at involvere mig i. Jeg oplever, at hans musik tilhører en mere eller mindre uddød tradition. Derfor har jeg ikke rigtig nogen interesse i at dirigere hans musik. Alle andre dirigerer den jo, så Sjostakovitj har ikke brug for mig«.
Han siger det med et smil, for Boulez er nået til en sidste, tilbagelænet livsfase.
Tidligere har han været bombastisk. Det var nødvendigt at acceptere kompleksiteten, kundgjorde han. Punktum! Alle operahuse skulle brændes ned! Punktum!
I dag er Boulez anderledes eftergivende.
En musiker har fået ja til at spille hans soloværk ’Dialogue de l’ombre double’ på fagot, selvom det er skrevet for klarinet, og hvad operahusene angår, ja, så fik Boulez selv en karriere der. En karriere, der endda omfattede den første og epokegørende indspilning af Alban Bergs komplette ’Lulu’, og som tidligt førte ham til Bayreuth.
Her dirigerede han i 1966 ’Parsifal’ og ti år senere, i hundredeåret for uropførelsen af Wagners ’Nibelungens Ring’, den berømte hundredeårsopsætning af ’Ringen’ sat i scene af Boulez’ landsmand Patrice Chéreau.
Men også de operaer, han opfører og indspiller, er omhyggeligt valgt, forsikrer Boulez. Og det gælder ikke kun Wagner.
»For eksempel Janácek«, siger han og fremhæver tjekkens opera ’Fra dødens hus’, med hvilken han for tre år siden genoptog sit samarbejde med Chéreau.
»Det er en opera, hvor alle disse fanger i en fangelejr bare taler og taler. Du kender reaktionen. Folk siger: ”Det er en opera, der ikke sælger”«.
»Men jeg sagde: ”Jo, den kan laves”, og jeg valgte Chéreau, fordi jeg vidste, han kunne gøre det. Alle disse fanger i ens tøj … den udfordring interesserede mig! Jeg har brugt mange år i teaterverdenen, så jeg er meget skarp, hvad opera som teater angår. Ikke kun angående opera som et stykke musik. Derfor valgte jeg Janácek, som jeg holder af. Især værkerne fra hans sidste ti år«.

Økonomisk dirigent
Senere samme dag, efter interviewet med Boulez, sidder jeg i selskab med en håndfuld musikstuderende i den store koncertsal i Snape Maltings uden for Aldeburgh. Vi lytter til Boulez. Kigger på ham.
Den gamle mester holder prøve med musikere fra Ensemble Intercontemporain, og han siger stort set ingenting. Men hvad der er nok så interessant: Han gør næsten heller ikke noget.
Boulez bruger ingen dirigentpind. Kun sine bare, flade hænder, og de slår langt fra passioneret i luften.
Selvom alle siger, man skal se på musikerne, mens man dirigerer, så står manden i den ternede jakke med blikket rettet ned i noderne, alt imens han slår sine afmålte, nøgterne små slag i vinkler på præcis halvfems grader. Målt ud i et sirligt kvadrat foran brystkassen.
»Jeg er en økonomisk dirigent«, forklarer han tålmodigt, da jeg forsøger mig med et provokerende spørgsmål. Nemlig om Boulez selv opfatter sig som den klare, analytiske, i bund og grund tørre dirigent, kritikerne har udnævnt ham til at være.
»Jeg har taget Debussys ord til mig: ”Du skal ikke opfordre basunerne til at spille kraftigere, de skal nok spille kraftigt af sig selv”. De ord har jeg altid i hovedet, når jeg dirigerer, for hvis du er for emfatisk som dirigent, så virker det ikke«.
Skal en dirigent da ikke udtrykke musikkens indhold?
»Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor man skal være emfatisk. Uanset om der så er tale om et klimaks hos Mahler eller noget andet. Men ved at undlade at bruge en dirigentpind, bare ved at bruge mine hænder, kan jeg give meget små signaler til musikerne, som publikum dårligt nok bemærker, men som er essentielle for kommunikationen med musikerne«.
Hvorfor virker det? Du viser jo ikke andet end takten, og hvornår musikerne skal sætte ind – eller sådan ser det i hvert fald ud?
»Jeg gav nogle dirigentseminarer, da jeg var chef for Cleveland Orkestret«, siger Boulez, »og du ved, det mest interessante var, at orkestermusikerne kom hen til mig og sagde, at nu forstod de, hvorfor en gestus fra dirigenten enten er effektiv eller ikke virker. De sagde: ”Når du gør det, så forstår vi, hvad du mener. Når andre gør det, forstår vi det ikke”«.
Igen kommer det lille, lidt skæve smil og et stilfærdigt grin.

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 18)

Tekst: Thomas Michelsen, musikredaktør ved Dagbladet Politiken. Foto: Phillipe Gontier

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER