Dirigenten der fik en chance til | Interview Mariss Jansons

Mariss Jansons er en inkluderende dirigent, der presser sig selv hårdere end nogen anden for at opnå det bedste resultat.

Af Steen Chr. Steensen

»Jeg kan kun takke Gud, fordi han gav mig en chance til og fortsætte mit liv, dirigere, være sammen med min familie. Det var meget dramatisk, og sådanne øjeblikke har stor, stor indflydelse på ens liv«.

Stemmen lyder sprød, fjern, eftertænksom. Dirigenten Mariss Jansons taler via en skrøbelig telefonforbindelse fra sin lejlighed i Skt. Petersborg. En decemberaften. Man kan ligefrem høre, hvordan mørket har sænket sig udenfor.

»Mahler stiller altid et væld af spørgsmål i sin musik, og der kommer sjældent et svar, men han nærmer sig en eller anden form for retning«

Mariss Jansons, dirigent

»Jeg var heldig«, siger den 75-årige maestro. Han henviser til den gang i 1996, hvor han fik et hjerteanfald hen mod slutningen af Puccinis ‘La bohème’ i Oslo. Som også kunne have været slutningen for Mariss Jansons, der dog med nød og næppe overlevede. Han blev behandlet i Schweitz og fik indopereret en pacemaker i Pittsburgh. Skæbnen ville åbenbart, at han skulle lide samme skæbne som sin far, dirigenten Arvid Jansons, der døde af et hjerteanfald under en koncert – men Mariss snød skæbnen.

Og det var ikke første gang. Hvis hans mor ikke var flygtet ud af den jødiske ghetto i Riga i Letland med sit ufødte barn vinteren 1942-43, var de begge blevet udslettet, som det skete for resten af familien, og så var der ikke blevet nogen stjernedirigent, som til dette forår modtager Léonie Sonnings Musikpris i København.

Liv efter døden
Ved priskoncerten den 9. marts dirigerer Mariss Jansons Mahlers 2. Symfoni – et værk han har et helt særligt forhold til.

»Det er et fantastisk værk«, fortæller han. »Jeg kunne lide Mahler, allerede da jeg var ung, da jeg begyndte som dirigent. Det er en af mine favoritkomponister, og 2. Symfoni er på absolut højeste niveau og stiller mange spørgsmål. Mahler stiller altid et væld af spørgsmål i sin musik, og der kommer sjældent et svar, men han nærmer sig en eller anden form for retning. Denne symfoni er en af hans største«.

Men er det musikalske spørgsmål, Mahler stiller?

»Nej! Ikke kun. Det er også filosofiske spørgsmål. For eksempel om der er et liv efter døden. Mange, mange forskellige af den type spørgsmål åbner han for. Og sidste sats i 2. Symfoni giver han en form for svar«.

2. Symfoni kaldes også ‘Genopstandelses-symfonien’, og den slutter i en slags apoteose, ‘Urlicht’, som peger på, at det jordiske liv ikke er det eneste – at der er et liv efter døden. Men symfonien fortæller også, at der er et liv inden døden.

»Mahler fortæller om mange forskellige ting i livet: om kærlighed, tragedie, tro på Gud, spørgsmål om et liv efter døden, ironi, sarkasme – ja, et stort spænd af emner, som han trækker frem i sin musik,« siger Mariss Jansons.

Dirigerer alle stilarter
Mit første interview med Mariss Jansons fandt sted i 1990 i Amsterdam efter en i bogstavelig forstand uforglemmelig opførelse af Berlioz’ ‘Symphonie Fantastique’. På det tidspunkt var Mariss Jansons chefdirigent for Oslo Filharmonikerne og gjorde andre skandinaviske orkestre misundelige ved evnen til at bringe dette orkester frem som internationalt eliteorkester. Det møde var præget af energi og entusiasme. Der var den fremstormende dirigent. En erobrer på alle musikalske fronter.

»Siden 1990 er der sket mange ting i mit liv«, siger Jansons. »Jeg var chefdirigent i Oslo med et meget bredt repertoire – faktisk hele det basale standardrepertoire i klassisk musik. Parallelt med dette var jeg gæstedirigent for London Philharmonic Orchestra, og i 1997 blev jeg chefdirigent for Pittsburgh Symphony Orchestra [som han forlod i 2004, red.]. Jeg dirigerede alle stilarter, fordi jeg mente, at en chefdirigent skulle have et meget bredt repertoire og ikke koncentrere sig om specielle komponister eller særlige måder at udføre musik på«.

Og Mariss Jansons fortsætter sin opremsning af orkestre, han har været chef for. Han nævner Det Bayerske Radiosymfoniorkester og Concertgebouw i Amsterdam, som han forlod i 2015. Og han fortæller om, hvor anstrengende jobbet som chefdirigent kan være. Der er mange ting at tage stilling til ud over prøver og koncerter. Han behøver ikke at fortælle, at han er blevet mere og mere eksklusiv, og at han i dag kun dirigerer Bayrerne og Concertgebouw samt i ny og næ Berliner Filharmonikerne og Wiener Filharmonikerne. Men han fortæller gerne om sit forhold til Bayrerne og Concertgebouw.

»Jeg dirigerede alle stilarter, fordi jeg mente, at en chefdirigent skulle have et meget bredt repertoire og ikke koncentrere sig om specielle komponister eller særlige måder at udføre musik på«

Mariss Jansons, dirigent

»Jeg har kendt begge orkestre gennem længere tid, og jeg har et godt musikalsk forhold til dem begge. Det er orkestre på et meget højt niveau – virkelig toporkestre – og det er meget interessant at arbejde sammen med dem«.

Klangidealerne for de to orkestre er vidt forskellige. Det Bayerske Radiosymfoniorkester er kendt for en stor lyd, næsten eksplosiv musiceren, mens Concertgebouw spiller mere delikat og transparent. Betyder det så, at Mariss Jansons direktion tager farve af det orkester, han står over for, når han for eksempel dirigerer et af yndlingsværkerne, Sjostakovitjs 7. Symfoni?

»Nej! Jeg har min egen fortolkning – og den kommer jeg med til begge orkestre, men den kan godt ændre sig i løbet af 2-3 år. Men det er mit initiativ – ikke orkestrets!«. Sådan taler en maestro, indtil han reflekterer videre og erkender, at feedback fra orkestret godt kan påvirke ham.

»Ja, nogle gange sker der noget meget interessant, som orkestret gør anderledes. Så husker jeg det, og så ændrer jeg min tilgang«.

Faktisk er Mariss Jansons kendt for sin inkluderende dirigentstil. Det er sagt, at orkestermusikerne arbejder med Jansons ikke for ham. Ligesom det er velkendt, at han presser sig selv hårdere end nogen anden for at opnå det bedste resultat. Han er fuldstændig dedikeret til musikken. Han har ikke sin egen politiske dagsorden, selvom han i sin tid kæmpede for, at Oslo Filharmonikerne kunne få en ordentlig koncertsal, og han er den første til at arbejde for musikkens sag, men ønsker selv at lade sin personlighed stå i baggrunden.

Fra modvind til modstorm
Beskedenheden når helt fra Skt. Petersborg til Danmark denne vinteraften. Faktisk er han en meget fåmælt herre, når talen falder på ham selv. Men det kan også være, at han har lært noget af den modvind, han kom i, da han sidste efterår udtalte noget i retning af, at kvindelige dirigenter ikke var hans »cup of tea«. Modvinden blev til modstorm, og Jansons blev nødt til at undskylde offentligt og forklarede, at han var fra en generation, for hvem det at dirigere næsten udelukkende var forbeholdt mænd, men at det var en udiplomatisk og destruktiv udtalelse, og at han bød enhver kvindelig dirigent velkommen. Så langt så godt. Og dog. Undskyldningen fik blandt andet den britiske musikskribent Norman Lebrecht til tasterne. En journalist havde tilsyneladende lokket Jansons til at udtale sig, og den lettiske dirigents engelskkundskaber er ikke de bedste og kan misforstås (han taler først og fremmest lettisk og russisk), og så handlede det i virkeligheden om en politisk korrekthed, som en kunstner af Jansons’ generation og format ikke er vant til at navigere i. Jansons’ undskyldning lignede efter Norman Lebrechts mening mere noget, der hørte stalinismens totalitære styre til.

Det sidste var en hentydning til, at Jansons om nogen har kendt til om ikke stalinismen så kommunismens magtanvendelse. Som ung studerende fik han i 1969 mulighed for at modtage undervisning af Herbert von Karajan i Salzburg. Efterfølgende ønskede Karajan ham som sin assistent ved Berliner Filharmonikerne, men den besked nåede aldrig frem til Mariss Jansons, der efterfølgende var vendt tilbage til Skt. Petersborg.

I dag er Mariss Jansons selv i eliten, og han afviser blankt alle tilbud om at gæstedirigere rundt omkring i verden. Der skal en Léonie Sonnings Musikpris til for at få ham til at dirigere et orkester som Det Kgl. Kapel.

»Jeg har aldrig dirigeret Det Kgl. Kapel. Det er min første gang med dem, og det er meget interessant. Alt, hvad der er nyt, er interessant«.

Mariss Jansons har ikke mistet glæden og gløden, han føler sig stadig stærk og ler ved spørgsmålet, om han har kræfterne til at arbejde så hårdt, som han gør.

»Hvis jeg ikke havde styrken, så ville jeg ikke dirigere. Man må have styrken – ellers er man ingenting. Man må brænde for det, når man dirigerer. Når man har med musik at gøre, må man virkelig brænde for det«.

Mariss Jansons
– Født 10. januar 1943 i Riga, Letland. Moren var sangeren Iraida Jansone, faren dirigenten Arvids Jansons.
– I 1956 rejser familien til Skt. Petersborg, hvor faren er assisterende dirigent for Yevgeny Mravinsky ved Leningrad Filharmonikerne. Optages ved Leningrad-konservatoriet.
– Studier i Wien ved Hans Swarowsky og i Salzburg ved Herbert von Karajan i 1969.
– Assisterende chefdirigent for Leningrad Filharmonikerne i 1973.
– 1979-2000 chefdirigent for Oslo Filharmonikerne.
– I 1992 udnævnt til gæstedirigent for London Philharmonic Orchestra.
– Chefdirigent for Pittsburgh Symphony Orchestra 1997-2004.
– Bliver i 2003 chefdirigent for Symphonieorchester des Bayrischen Rundfunks. Kontrakten løber frem til 2021.
– Chefdirigent for Royal Concertgebouw, Amsterdam 2004-2015.
– Dirigerer nytårskoncerten med Wienerfilharmonikerne i 2006, 2012 og 2016.
– I 2007 dirigerer han Beethovens 9. Symfoni med Symphonieorchester des Bayrischen Rundfunks for Pave Benedict 16. Jansons er selv overbevist lutheraner.