DRAGET AF URKRAFTEN

Anekdoten om partituret til Rued Langgaards ’Sfærernes musik’, der havner på skødet af avantgardemesteren Ligeti, er efterhånden legendarisk. I 1968 bladrer Ligeti i partituret og opdager, at han er sakket agterud: Allerede et halvt århundrede tidligere har den så forkætrede Langgaard komponeret en musik med blokharmonier og collageagtige strukturer, »indhyllet i sorte slør og uigennemtrængelige dødståger«. Trods komponistrygtet som konservativ var der noget helt særligt og originalt ved Rued Langgaards musik.

AF JENS POVLSEN

Anekdoten om partituret til Rued Langgaards ’Sfærernes musik’, der havner på skødet af avantgardemesteren Ligeti, er efterhånden legendarisk. I 1968 bladrer Ligeti i partituret og opdager, at han er sakket agterud: Allerede et halvt århundrede tidligere har den så forkætrede Langgaard komponeret en musik med blokharmonier og collageagtige strukturer, »indhyllet i sorte slør og uigennemtrængelige dødståger«. Trods komponistrygtet som konservativ var der noget helt særligt og originalt ved Rued Langgaards musik.
En skoledreng ved navn Thomas Dausgaard fik ørerne op for særlingen i det danske musikliv.
»Jeg var i erhvervspraktik i Radiosymfoniorkestrets cellogruppe, og i den uge, jeg sad der, blev Langgaards 6. Symfoni opført med John Frandsen som dirigent. Jeg var med til alle prøverne, og det åbnede noget hos mig at opleve musikken komme til live, når man sidder lige der, hvor det hele sker. Og her var en musik, der ikke havde den indre sammenhæng, som en romantisk eller senromantisk symfoni ville have. Den var nærmest klippet i stykker. Det var simpelthen så dragende, og samtidig kunne man jo også høre inspirationen fra andre komponister, man kendte godt. Men her var det hele taget et skridt videre«, siger Thomas Dausgaard.

»Langgaard var på en mission med sin musik – det var han aldrig i tvivl om, og derfor har det givetvis været meget smerteligt at føle sig så kunstnerisk isoleret, som han gjorde«

»Det var på et tidspunkt, hvor jeg var helt besat af Beethoven, og den fandenivoldskhed, der var hos ham, fandt jeg også hos Langgaard. Den samme urkraft, man fornemmer hos Beethoven og modet til at gå imod strømmen. Samtidig tog Langgaard sig enorme friheder« […]

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 30