Artikel

Han gjorde barokken hip | Interview Lars Ulrik Mortensen

Dirigenten Lars Ulrik Mortensen siger, at han ikke kan dirigere. Men det har ikke forhindret publikum eller kritikerne i at bære ham og ensemblet Concerto Copenhagen på en guldstol. Herhjemme er han blevet en guru inden for historisk opførelsespraksis.

Det er altid sjovt at se folk, når de er til koncert med Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen for første gang. Gulp!, kan man høre det sige.
Og: Det var som s…!
Nogle fniser – der er altid nogen – og begynder først at kunne abstrahere igen efter en håndfuld minutter. Andre veksler måbende blikke med ledsageren. Selv garvede anmeldere, vil rygtet vide, lader sig overrumple af Mortensens gestik og bryder ud i smil.
Øjenbrynet flyver helt op under hårrødderne hos manden oppe på podiet. Lillefingerens yderste led fortsætter buen ud i ydre rum. Hofterne svinger som i rumba. Munden spidses, fugtes, trutter uden ord. Smiler bredt. Øjnene lukker sig nydelsesfuldt. Bevægelsesmønstret er androgynt og dækkende for så at sige hele det kendte emotionelle register. Og det ser ud, som vi tror det tog sig ud i de tidligste stumfilm. Mortensen er på skift stumfilmdronningen Lillian Gish i et drama af de dødsensfarlige og Charlie Chaplin i en overgiven komedie. »Jeg ved det godt, jeg ved det«, siger Mortensen. »Men grunden til at jeg bevæger mig sådan, når jeg står på podiet, er primært, at jeg ikke kan dirigere. Da jeg sådan nærmest ved et tilfælde begyndte at dirigere, vidste jeg ikke, at det var så vigtigt, hvordan man så ud, når man stod deroppe, og min stil er opstået ud af ren desperation. Jeg håber bare, at min gestik ikke kommer i vejen for musikken, for den risiko løber jeg da, den at publikum kan se tingene, men faktisk ikke høre dem.«
»Men jeg synes, det ville være unfair at sige, at det er en Mortensensk manér, for jeg gør det i den bedste mening, og musikerne i CoCo har lært at trække så og så mange procent fra det samlede udtryk. »Og så må jeg leve med, at nogen synes, det er underholdende eller mærkeligt – eller perverst ligefrem…«

Fødselsdagsgaven
Da Lars Ulrik Mortensen sidste år fyldte 50 og blev fejret af sit ensemble Concerto Copenhagen ved en reception i Garnisons kirke, deres hjemsted i København, skete det i en atmosfære af godmodigt dril. Violinisten Bjarte Eike, der deler sin begejstring ligeligt mellem Rameau, folkemusikken og rocken, forærede Lars Ulrik en sort T-shirt med påskriften ’fuck you, you fucking fuck’ og fortalte om, hvordan teksten var inspireret af, hvordan fødselsdagsbarnet ind imellem lader irritationen tage overhånd, når han ikke får nøjagtig den klang, han ønsker fra en musiker, med hovedet halvt bortvendt i afsky og en profanitet på vej ud over læben.

Man ser det for sig
Ligesom man hører det, når Lars Ulrik Mortensen tager fat: »Tag en enkel tonerække. Vi har altid hørt den som babababam«, siger han og synger monotont. »Men hør her…«, og han rykker tættere på, øjnene holder mig fast, hænderne tegner barokke figurer i luften, og hans sang modulerer varieret, præcist: »Babababam. Eller babababaaaaam!«. »I musikken op til romantikken er de disse mikroskopiske forskydninger, der betyder alt. Mikrofraseringen, mikrodynamikken. De gammeldags symfoniorkestre – og her er der formodentlig en forbryderisk overforsimpling – tilstræber, at en hvilken som helst tone nøjagtig ligner den tone, der kom før og den tone, der følger efter. Egalitet og ensartethed er målet, lige meget vibrato hele tiden, lige meget brug af violinbuen, lige meget dynamik. Når der i partituret står mezzoforte, så spiller de mezzoforte, indtil der står noget andet«.
Ja, det er vel derfor, det står der …?

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 1)

Tekst: Michael Bo; foto: Ture Andersen

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER