Happy ending – med besk bismag

Così fan tutte’ var Mozarts tredje og sidste samarbejde med librettisten Lorenzo da Ponte. Og hvad teksten angår, er det så langt den bedste af de tre. Hvor både ’Figaros bryllup’ og ’Don Giovanni’ bygger på eksisterende skuespil, er plottet i ’Così fan tutte’ Da Pontes eget påfund.

Intrigen kører som et urværk, klart og logisk, uden de mange omsvøb der kendetegner fx ’Don Giovanni’, og frem for alt giver librettisten mulighed for Mozarts sublimt rigt facetterede musik. Det er en rigtig ensembleopera med seks lige store, taknemmelige og fint kontrasterede roller.

I modsætning til flertallet af datidens librettister var Da Ponte ikke nogen højt dannet litterat, og hans tre tekster til Mozart er skrevet på et enkelt, hverdagsagtigt italiensk. Det viste sig at blive til stor gavn for værkerne, som er fyldt med en helt ny realisme i personskildringen. Både buffooperaen og seria’en havde – på hver deres måde – tradition for faste karakterer, hvad enten det så var den ædle hersker, kastratsangeren som hærfører, eller den koleriske fader og den kløgtige tjener. Personerne i ’Così fan tutte’ er mennesker af kød og blod, både fra tekstforfatterens og komponistens hånd. Hvordan det konventionelle, opstyltede librettosprog kunne stille sig i vejen for dramaet viste sig to år senere i ’La Clemenza di Tito’, hvor Mozart måtte kæmpe en brav kamp for at puste liv i en gammel tekst af hofpoeten Pietro Metastasio. Selv med store forkortelser og omarbejdelser lykkedes det kun i betinget grad.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 22

TEKST: MIKAEL GARNÆS. FOTO: MIKLOS SZABO