Artikel

Hvis man begynder at dyrke det mørke, mister man lyset | Interview Inger Dam-Jensen

Inger Dam-Jensen, sopranen, der voksede fra soubrette til lyrisk heltinde og droppede det store udland til fordel for Danmark, er forsigtig, før hun begiver sig derud rent vokalt, hvorfra der ingen vej er tilbage.

AF MICHAEL BO
FOTO JAKOB BOSERUP

Jeg har dem mistænkt dem for ikke at have haft lige rent mel i posen alle sammen.
Folk stimlede sammen og sov sågar i soveposer på det skinbarlige Kongens Nytorv for at komme ind til the hottest ticket in town. Händels ’Julius Cæsar’ spillede på Det Kgl., barokken i sin smidige, dansante og fordømt underholdende form var endelig med kun tre årtiers forsinkelse nået til Danmark. Ånd var endelig forenet med krop. Og dér lå de så, det dydige barokfolk.
Med hænderne over soveposen.
Men det er her, min mistanke kommer ind. Som Georg Metz skrev i sin anmeldelse i Information, burde man seriøst overveje at medbringe en teaterkikkert. Det var ikke for at leve op til sit ry som rokoko-skribent, at han skrev det, men fordi den små Cleopatra faktisk tog bad i forestillingen. I mælk, som myten foreskriver. Mælk, som smøg sig flatterende og glinsende om Inger Dam-Jensens krop i det forsænkede badekar.

»Det var som at hvile på en sky, en lille lyserød sky og tænke: Uhmmmmm, hvor er her rart at være«

Inger Dam-Jensen, sopran

At ramme en frekvens
Små ni år efter er Inger Dam-Jensen stadig en art sjældenhed i dansk musikliv. Hun har indlysende star quality med kindben som designet til at blive kærtegnet af det helt rigtige lys, en skikkelse, der smyger sig i bløde stoffer, og en stemme, der er så rig på overtoner og delikate chatteringer, at man på en god aften kan blive ganske ør.
Da jeg møder hende i garderoben i Operaen på Holmen, sidder hun under en plakat fra Teatro Colòn. Fra 1998. Hun er lige præcis gammel nok efterhånden til at kunne referere til gyldne stunder fra fortiden, og den ’Bortførelsen fra Seraillet’, som hun lavede i Buenos Aires, kan omfatte hendes lykkeligste øjeblikke. Jeg vælger at se det sådan, at mange andre ville have valgt en af optrædenerne på Covent Garden i London – alternativt en koncert med Berliner Filharmonikerne.
Men for Inger er det Colòn anno 1998, ikke fordi det er det mest prestigiøse, hun har prøvet, men:
»Men fordi jeg ramte en frekvens i det rum og fik noget tilbage. Det var som at hvile på en sky, en lille lyserød sky og tænke: Uhmmmmm, hvor er her rart at være. Jeg blev båret af den rumklang, flød på de der E’er. Jeg har sunget i Musikverein i Wien og Concertgebouw i Amsterdam, men i Colòn […]«

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER