Artikel

»If you got a message, send a telegram« | Interview Niels Marthinsen

Musikalske genrer er ligegyldige – og lige gode, mener komponisten Niels Marthinsen, hvis nye opera ’Snehvides spejl’ efter hans eget udsagn er popmusik. Det eneste, der betyder noget, er, om det er god eller dårlig musik, mener han.

Det begyndte med en rullepølsemad. Og det endte med en opera. En opera om Snehvide, som hun aldrig er set før. Og en opera, der er »popmusik komponeret af en klassisk komponists hånd«, som Niels Marthinsen selv har beskrevet den.
Her, knap fem år efter det begyndte, sidder Niels Marthinsen næsten lidt forpustet tilbage i sit arbejdsværelse, som på gammeldags operamanér er et loftsværelse med skrå vægge og vinduer i taget. Men kunstneren har ikke udsigt over Paris’ brogede tage, når han sidder og arbejder, for hans hus ligger i Søborg. Og der er for den sags skyld heller ikke noget gammeldags over hverken Niels Marthinsen eller hans arbejdsværelse. Her er heller ingen brændeovn, hvor man i mangel af andet kan fyre op med møbler eller manuskripter, når kulden bider i de kolde vinteraftener.

»Jeg vil gerne gribe, røre og alt det, man altid har villet med musik, længere er den ikke«
Niels Marthinsen, komponist

INGEN YNDIG MØ
I ’Snehvides spejl’ er Snehvide en egoistisk teenagepige. Efter sin mors død har hun boet sammen med sin far, Kongen, som ikke giver hende den opmærksomhed, hun gerne vil have. Da Kongen vil gifte sig igen, får det Snehvides jalousi til at flamme op, og da det også viser sig, at den nye dronning er gravid, griber Snehvide til drastiske handlinger …

Værelset er derimod proppet med elektronik, højttalere, keyboards og ikke mindst to næsten avisside-store fladskærme på højkant midt på hans skrivebord.
Tre dage er der gået, siden Niels Marthinsen afleverede det færdige orkesterpartitur i elektronisk form.
»Det er en underlig blanding af Norén og Disney«, fortæller Marthinsen, mens han skænker kaffe. »Her er en konge, en dronning og dværge – og prinsen på den hvide hest. Og samtidig er der denne familiefejde, som forhåbentlig bliver psykologiseret på en måde, så man kan komme til at føle noget for de her mennesker, selvom ingen af dem er særlig sympatiske. Det er meget moderne, den slags karakterer her findes mig bekendt ikke hos Wagner«, fortsætter Marthinsen.

Risikoen ved et nyt værk
Men tilbage til begyndelsen i 2006, kort efter Den Jyske Operas premiere på Marthinsens opera ’Skriftestolen’:
»Selvfølgelig er der ikke bare nogen, der kommer og spørger mig, om jeg vil skrive en opera« […]

Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 21

TEKST: JAKOB WIVEL. FOTO: NINA STRAND

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER