Interview: Andrea Marcon
Og stormen hed Andrea

Nye vinde strøg gennem den klassiske musik i slutningen af 90’erne, da Andrea Marcon og hans Venice Baroque Orchestra og mange andre barokensembler slog igennem med accenter så skarpe, at man kunne skære sig. Nu er Marcon tilbage, og intet er, som det var.

Af Michael Bo

Det var, som om der var kommet en ny frigjorthed. Som om vi i de sene 90’erne og tidlige 00’ere omsider havde fået smidt den tyngende arv fra 80’erne overbord, Herbert von Karajans stormægtige teutoniske tråd, den der vigtighed, den klassiske musik udtrykte sig med – den der selvbeskuende tendens til at tage sig selv alt for alvorligt, og hvor hver ny plade fra Deutsche Grammophon var så definitiv en tolkning som en af Moses’ ti stentavler.

»Mange moderne orkestre er virkelig, virkelig trætte. Udmattede. Ingen nyder det, de spiller bare, hvad der står«

For mig står Andrea Marcon og hans Venice Baroque Orchestra for de nye vinde, der begyndte at blæse i de sene 90’ere, og som fik lavet et ordentligt drøn af et gennemtræk gennem den klassiske musiks lovligt hellige haller. Ikke nok med at de gik til biddet i forhold til en række hidtil ukendte koncerter af Vivaldi, der efter ethvert musikalsk parameter overgik, hvad vi havde hørt af Vivaldi tidligere. Hvis én person kan takkes for endegyldigt at aflive det trætte gamle slogan »Hvis du har hørt én koncert af Vivaldi, har du hørt dem alle«, er det Marcon.
I hvirvlende tempo og furiøs stil blev der luftet ud i gemakkerne, og frem skød barokensembler, der spillede med dyretarme på kopier af gamle barokstrygere, og som prioriterede fremdrift, gennemsigtighed og en slags “musikantisk” folkelighed frem for fornemhed. Da jeg mødte ham i Montpellier i 2002, stod han højt på Olympen over mine nye guder.
Han har været i Danmark nogle gange siden og optræder i Den Sorte Diamant i København med sit nyeste orkester, La Cetra, der er opstået rundt om Schola Cantorum i Basel, hvor Marcon underviser.

Stadig forskelsbehandling
»Der er sket virkelig meget siden dengang«, siger han til mig i telefonen fra Basel. »Da var de lande, der var langt fremme med hensyn til historisk, barok opførelsespraksis, Holland og England især. I de seneste 15 år er stadig flere blevet engageret i det sydlige Europa, inklusive Spanien. Schola Cantorum har mange nye studerende fra Sydamerika, og jeg har fået mine første invitationer til at spille i Rusland, Japan og Kina, hvor interessen for den måde at spille musikken på breder sig«.
Så alt er godt i den bedste af alle verdener?
Hvorfor føles det så stadig, som om barokbølgen kom, så – og småsmuldrede væk?
»Den anden side af mønten med den store succes er, at ensembler, der spiller tidlig musik, stadig ikke bliver behandlet på lige fod med moderne orkestre, som er statsstøttede. Bortset fra Frankrig er det særdeles svært for et barokensemble at få offentlig støtte, og der findes stadig ikke noget teater med et fast barokensemble tilknyttet. Orkestrene er blevet mainstream, hvad angår anerkendelse, men ikke hvad angår …«