Interview: Andreas Scholl
ENGLEBARNET FYLDER 40

Kontratenorerne bliver straffet af deres stampublikum, når de vokser ud af englestørrelsen, får rynker og grå hår. Kontratenorernes primo, tyske Andreas Scholl, imødeser det skarpe hjørne med nogen nervøsitet.

»Jeg fylder den 10. november«.
40, mener han.
40 år.
»Og så er jeg færdig med at være den unge sanger. Det er der masser af gode ting ved: det er meget nemmere at nå op på toppen af, hvad man er i stand til at præstere, at nå sit maksimum. Til gengæld er det gået op for mig, hvor hårdt det bliver at bibeholde den position, man har opnået, efterhånden som konkurrencen bliver hårdere. Det er for eksempel gået op for mig, at der er ting, der er vigtigere end at blive inviteret til at synge for første gang på Metropolitan eller i Carnegie Hall. Og det er at blive geninviteret! Det der perpetuum mobile, det er så svært at nå«.
Måske skal man være her, i foyeren på Hotel d’Angleterre, for at kunne vurdere den delikate lille kamp, der foregår inde i Andreas Scholl. Den tyske kontratenor, der er indbegrebet af god smag, demokratisk udjævnende lutheranisme. Fornuftens stemme. Forfængelighed er et af de mest usmagelige karaktertræk i hans verden. Ligeså pompøsitet og anden naragtighed. Og hvis man spørger ham, hvordan han har det med at være barokkens coverboy over for Cecilia Bartolis pinup-pige, vil han vrænge ad det.

Batterierne skal lades op
De 40 år bekymrer ham. Mildt. Han er, efter snart 15 år i branchen, særdeles fähig til det forretningsmæssige, ved hvad et salgbart image er værd. Han har hidtil haft fordelen af begge verdener: både været den musikvidenskabeligt begavede, repertoiremæssigt ambitiøse kunstner – og den tidlige musiks Justin Timberlake. Hvad der sker om lidt, det ved ingen.
»Karrieren er en stadig kamp«, siger han. »Der er simpelthen så mange forestillinger, og hver forestilling byder på sin egen udfordring, og det bliver ved og ved … Som et maratonløb, hvor du ikke kan se finalestregen. Jeg sang engang 60 koncerter om året, nu synger jeg 40, for jeg har brug for også at slappe af. For også at lave andet end at øve og synge. Det er vigtigere for én på 40 end for én på 30 med en stærk, ung krop. Jeg skal genoplade batterierne, psykisk såvel som fysisk«.
Hvad er en kontratenors levealder? I kunstnerisk henseende?
Han ved godt, hvad jeg mener. For han har selv tænkt over det.
»Hvis man bruger sit instrument fornuftigt, skulle vi kunne overleve ligeså længe som en tenor. I hvert fald håber jeg at kunne synge i yderligere cirka 15 år og så beslutte mig for at undervise mere, måske opbygge et pladestudie i Tyskland, som min drøm er. Jeg vil gerne lave et studie, som knytter unge sangere til sig og langsomt bygger dem op over fem år, hvor de er garanteret tre udgivelser og er sikret, at de ikke bliver solgt som Den Nye Maria Callas. Cecilia Bartolis karriere er ideel. Hun skrev kontrakt med Decca, da hun var 21, men ingen pressede hende mere, end hun kunne holde til. Hun blev langsomt til den superstar, hun er i dag. I dag er der klart for mange sexede unge sopraner, for mange Nye Callas’er. Det er ikke rimeligt at bede en ung kunstner leve op til den hype«.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 6

Tekst: Michael Bo; foto: Kåre Viemose