Artikel

Interview: Christian Kluxen
»FØRST OG FREMMEST ER JEG MUSIKER«

Christian Kluxen brænder igennem. Intense øjne, en gestik som stod han over for et verdensorkester og ord, der vendes og drejes for at finde den helt rigtige mening med tingene. Med sine 28 år er Christian Kluxen ung i dirigentfaget, men han har allerede mange års erfaring, han er på vej til The Royal Scottish National Orchestra som assisterende dirigent og han får flere og flere opgaver herhjemme. Man fristes til at sige, at han er på spring til den helt store karriere, men sådan ser han ikke selv på det.
»Som ung dirigent skal man være sindssygt opsøgende hele tiden, og derfor kommer det ofte til at handle om karriere end om det reelle arbejde. Det er det, jeg hader mest ved faget«.
Strengt taget synes han slet ikke, at han har valgt at blive dirigent. Dirigentrollen er mere kommet til ham. Uden at han helt var klar over det. Som han siger under interviewet i en café på Frederiksberg ikke langt fra, hvor han bor til daglig:
»Det var ikke en beslutning, jeg tog, men noget der skete. Man aner jo ikke, hvad man går ind til. Det er et utrolig mærkeligt og uhåndgribeligt fag. Jeg tog ikke en aktiv beslutning. Jeg havde interessen hele tiden, jeg havde dirigeret, siden jeg var 15 i Tivoli Garden, hvor jeg var begyndt som 7-årig. Jeg spillede jo fløjte og kom på konservatoriet med det instrument«. Christian Kluxen havde gået på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-musiklinje med tværfløjte og direktion, og allerede dér kom direktionen til at fylde meget, han dirigerede skolens symfoniorkester og siden en række amatørsymfoniorkestre.

Dobbeltrollen
Han fortæller videre om sin tid på konservatoriet:
»På et eller andet tidspunkt sad jeg i øvelokalet og skulle øve mig på fløjte. Jeg havde ikke øvet mig særlig meget i to måneder, for der var så meget andet at bestille med at dirigere. Da gik det op for mig, at det måske var nu, jeg skulle vælge«. Og Christian Kluxen valgte dirigentvejen. Eller dirigentvejen valgte Christian Kluxen, for det er tydeligt, at han hele tiden tænker på sig selv som musiker – »det yderste af, hvad en musiker kan blive …«

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 19)

Tekst: Steen Chr. Steensen. Foto: Lizette Kabre

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER