Artikel

Interview: Danielle de Niese
SANGERPRINSESSE MED SØLVSTEMME

Danielle de Niese er et musikalsk energibundt uden lige og smuk, charmerende og meget bevidst om, hvad hun vil og ikke mindst: hvad hun kan.

I det virkelige liv er Danielle de Niese fuldstændig, som man ser hende på scenen: en solstråle. Og hendes historie er derefter. Hun blev opdaget som teenager, havde sin første professionelle debut på en operascene som 15-årig, sang på Metropolitan Operaen som 19-årig og har hér, 10 år efter, opnået en enestående status som stjernesanger – med barokopera som sit speciale!
Hun er ikke svær at finde i den ellers hektiske sceneindgang til Covent Garden-operaen i London, hvor Danielle de Niese har indvilliget i et interview. Selvom hun ikke fylder meget i forhold til et par andre stjernesangere, som lige får et par kindkys og et af Danielle de Nieses uimodståelige smil, så lægger man mærke til hende med det samme. For sådan er hun åbenbart bare: et energifelt, der både tiltrækker og giver opmærksomhed på en helt naturlig, ukunstlet måde.
Og sådan er hun under interviewet. Hun kan ikke sidde stille, gestikulerer, smiler, spiser lidt, gaber højlydt og lytter opmærksomt på spørgsmål. Der er gang i hende. Og der er gang i hendes stemme, i hendes karriere og hele hendes udvikling som menneske. Én ting er, at hun både kan spille skuespil, synge og danse på professionelt niveau – som et omvandrende Gesamtkunstwerk – noget andet er, at man mærker en stærk forbindelse mellem kunstneren Danielle de Niese og mennesket Danielle de Niese, hvilket ikke altid er tilfældet i hendes profession. Slet ikke når man har været et vidunderbarn, er gået fra succes til succes og i dag bliver betragtet som en sangerprinsesse.

Oppe i gear
Netop disse dage i London har været hektiske, så hun er højt oppe i gear. Tre dage tidligere havde hun debut på Covent Garden i en rolle som Galatea i Händels opera ’Acis og Galatea’ (mere om det senere), dagen efter indspillede hun det sidste nummer på sin nye Mozart-udgivelse – en duet med barytonstjernen Bryn Terfel – og dagen derpå sang hun for alle præsidentfruerne ved forårets G20-topmøde …

(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 13)

Tekst: Steen Chr. Steensen; foto: Lorenzo Aguis / Decca

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER