Interview: Helene Gjerris
ONKEL BUMBA AUS KALUMBA

Mezzosopranen Helene Gjerris, “dronningen af ny musik”, har en spækket koncertkalender dette halvår, hvor hun kaster sig over et bredt repertoire fra barok til romantisk chanson, kabaret og hovedrollen i den nye opera ‘Edens Gave’.

Helene Gjerris er en kvinde i trediverne. Oven i købet et rigtig godt stykke tid endnu. Hun ser ud, som om hun altid har været en kvinde i trediverne. Ventet på at blive det, indtil hun var det. Moden og afklaret, grounded kalder englænderne det. Men samtidig så fri og løs i det, at det er tydeligt, at hun ikke har defineret sig selv færdig endnu. Der er en antydning af tørhed over hende, en sval tørhed, der rimer på ironi og sofistikation, absolut ikke på fnis og grisefest. En anelse vagtsom, og man ville kunne provokere hende til spydigheder. Nogle få filmstjerner i 30’erne, altså årtiet 30’erne, havde det. It.
Helene har været en konstant i det danske musikliv, ikke kun det københavnske, men hele nationens, siden begyndelsen af 90’erne. Det siger en del om hende, men også om pressekorpset, at ligegyldigt om Helene Gjerris var supersynlig eller i perioder lidt svær at finde på koncertlisterne, så har lysten til at beskæftige sig med hende altid været markant. Jojo, selvfølgelig kan man potentielt sælge aviser, når man har så høje kindben, så nærværende øjne og så knitrende rødt hår, men ikke nok med det; selv pressen har en sjæl. (På lige eller ulige dage, jeg glemmer hvilke). Så Helene Gjerris blev ophøjet til at være sit eget one-woman-show. Hun blev Dronningen af Den Ny Musik, Den Kontemporære Musiks Muse. Hun blev – tilgiv mig – en slags sukker uden på den bitre medicin. Hun kunne sælge billetter.

»Man kan sparke til det«
»Men jeg har jo aldrig kun taget mig af ny musik,« siger hun i dag. »Jeg har sunget alt. Blandt andet en fantastisk masse oratorier. Når nogen tog sig af barokken i København, så gjorde jeg det et andet sted. Jeg har lavet en del scenisk barokopera i Østrig, i Klagenfurt bl.a. Men jeg ved da godt, at det er en kasse, nogen har lagt mig i.
Michael Bo er kulturjournalist ved dagbladet Politiken.

(Læs hele artiklen i klassisk nr. 2)

Tekst: Michael Bo; foto: Kåre Viemose