Interview: Inviolata
NÅR INTET ER GIVET PÅ FORHÅND

Inviolata – kammermusikkens nye ansigt. De var det skæve indslag ved P2s Kammermusikkonkurrence 2009. Det viste sig, at Inviolata er lig med både fornyelse og vitalt duospil

Det er en flad, fredag formiddag, på 4. sal i konservatoriets nye hjem, det gamle Radiohus på Rosenørns Alle i København. Lokalet er ikke stort, væggene er bare, og små spydmærker i det grå linoleumsgulv fortæller, at også cellister øver her. Langs den ene væg står et godt brugt, for ikke at sige temmelig skramlet udseende flygel og foran det, en klaverbænk, hvis polstring er siddet flad af tusindvis af øvetimer. Fra et tilstødende øvelokale kan man høre en pianist øve sig – og fra et andet en baryton. Udenfor forsøger en forårsbleg himmel at gøre sit lys gældende. Asbjørn Nørgaard har fisket sin bratsch op af dens kasse, og Andreas Borregaard rykker klaverbænken ud på gulvet og sætter sig til rette med sit akkordeon.
De er stadig under uddannelse, Andreas i solistklassen, og Asbjørn mangler sin diplomeksamen samt det, der svarer til solistuddannelsen i Oslo, hvor han også studerer. De kender hinanden fra konservatoriet, men indtil for et par år siden havde de aldrig spillet sammen.
Men så var det, at Asbjørn var i Berlin for at studere, og Andreas skulle til en konference i Holland. På vejen hjem lagde Andreas turen om Berlin. Det blev til hygge og øller på berlinske barer til temmelig sent – og en opdagelse af en del musikalsk enighed. Og så var det, at de faldt over en cd med en bratsch-akkordeon-duo.

Letantændelig lidenskab
Andreas lægger noderne fra sig på gulvet, og Asbjørn begynder at stemme sin bratsch med et lidt fjernt blik i øjnene. Og så tager de fat på den første af Manuel de Fallas ’Syv populære spanske sange’. Rytmen vugger i akkordeonet og lægger op til bratschen, der lægger melodien hen over akkordeonets klang. De to instrumenter giver forbløffende meget lyd af sig i det lille rum. Og de lyder forbløffende godt sammen. Asbjørn afbryder for at diskutere en detalje, et spørgsmål om intensiteten i en bestemt lille strofe.
De tager fat igen, og så sker der pludselig ting og sager …

(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 13)

Tekst: Jakob Wivel; foto: Martin Bubandt