Artikel
Interview: Iréne Theorin
MED BRÜNNHILDE I SKOVEN
9. maj 2012
9. maj 2012
Iréne Theorin har i løbet af de seneste år udviklet sig til en af Skandinaviens førende Wagner-sangere – noget som har bragt hende til både The Met, Bayreuth og Covent Garden
Da Iréne Theorin kom til New York, endte det med, at hun sang ’Valkyrien’ ikke bare én, men to gange og dertil en ’Siegfried’ – et parti, hun egentlig først skulle have sunget på operaen i Washington nogle uger senere. Og samtidig startede hun prøverne på ’Siegfried’ i Washington.
»Placido Domingo kendte mig fra København og Bayreuth, og han vidste, at jeg lærer hurtigt. Så han fik ordnet det sådan, at jeg kunne få fri fra nogle prøver i Washington, så jeg kunne lave de to ekstra forestillinger i New York. Der var lige tre uger, hvor jeg havde temmelig meget at lave. Et par gange havde jeg måske prøve i New York om formiddagen, så prøve i Washington om aftenen og i New York igen om morgenen«.
Du synger rigtig mange store dramatiske partier. Hvordan undgår du at belaste din stemme?
»Jeg har en solid grundteknik. Når jeg synger en Wagner-forestilling, er det mit mål at kunne synge igen klokken 10 den næste morgen. Hvis man er lidt træt, eller har været forkølet, er det selvfølgelig noget andet, men normalt er dét min retningslinje«.
Så må livet med Wagner kræve en stor portion kontrol?
»Hvis du synger et parti som Isolde med kun to dages mellemrum for eksempel, er det klart, at det hele skal foregå meget planlagt. Dagen efter den ene forestilling bruger man til at hvile ud og dagen før den næste til at få nok at spise«.
Til at få nok at spise …?
»Ja, for du må jo tænke på, at hvis jeg har en ’Tristan’-forestilling, der starter klokken tre om eftermiddagen, så går jeg i sminken om formiddagen og forlader først teateret sent ud på aftenen, så der er ingen tid til at spise rigtigt. Derfor må jeg sørge for at blive fyldt op dagen før. Og allerede dagen før en forestilling taler jeg ikke – eller så lidt som muligt i hvert fald«
(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 15)
Tekst: Ida Elling Magnus; foto: Karin Cooper/WNO
FLERE ARTIKLER