Artikel

Interview: Messer Kvartetten
UD AF GULDBURET

De er ikke en helt almindelig strygekvartet, de fire kvinder i Messer Kvartetten. Det vil de for alt i verden undgå. De sætter strøm til deres instrumenter, iklæder sig kjoler designet specielt til deres koncerter, og spiller ny musik, der uden krumspring appellerer direkte.

»Det kan ikke blive for vildt«, konstaterer Messer Kvartettens førsteviolinist Andrea Rebekka Alsted resolut. Og så bliver hun alligevel eftertænksom: »Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om noget vi ikke vil«.
»Jo, vi vil ikke ødelægge vores 1700-tals-instrumenter«, tilføjer cellisten Therese Åstrand Radov, »det er de for dyre til – det er også derfor vi gerne vil have nogle elektriske«.
De der har oplevet Messer Kvartetten opføre Georg Crumbs ’Black Angels’ i DGI-Byen, vil vide at Messer Kvartetten ikke er nogen helt almindelig kvartet. Crumbs kvartet er inspireret af Vietnam-krigen, den er skrevet for elektrisk forstærket strygekvartet, og trækker på et arsenal af lydeffekter. Tilmed spillede Messer Kvartetten den i en rum-installation af lyd, lys og videoprojektioner – oven i købet iført haute couture-”dødsenglekjoler” skabt til musikken af designeren Anne Damgaard.
Og Googler man Messer Kvartetten vil man hurtigt finde et foto der til forveksling ligner noget fra en Quentin Tarantino-film: Fire slanke, sortklædte kvindeskikkelser i modlys og med ryggen til, bevæbnet – ikke med våben – men med hver deres instrument. Med andre ord: fire hårdkogte gangstertyper, man vist ikke skal spøge med.

Kniven blev afgørende
Ansigt til ansigt er Andrea Rebekka Alsted og Therese Åstrand Radov dog anderledes fremkommelige, mere eller mindre nybagte mødre: Andrea Rebekka Alsted har sendt sin knap et-årige datter på bytur med sin far, mens Therese Åstrand Radovs to måneder gamle Isabella ligger og knirker i en lift på stuegulvet. Bænket i Andreas sofa og med den københavnske formiddagstrafik som lydtæppe, er der ro til at fortælle:
»Vi skulle i hvert fald ikke hedde noget italiensk som ”adagio– kvartetten”, det måtte ikke lyde for klassisk«, forklarer Therese.
»Vi sad bare og legede med ord, og så talte vi lidt for sjov om temaet fra Hitchcocks ’Psycho’, det dér ”huii – huii” med kniven gennem badeforhænget – det havde noget af den slagkraft og aggressivitet som vi synes er fedt at have i en strygekvartet«, supplerer Andrea.
Kniven blev afgørende og kvartetten, der også rummer bratschisten Katrine Bundgaard og violinisten Sophia Bæk, kom til at hedde Messer Kvartetten – knivkvartetten.

Noget for øjnene
»Musikere er ufatteligt bange for at gøre noget ud af det ydre. Det er som om, at hvis de gør noget ud af det ydre, så er de ikke inderlige – det er jo absurd! En operasanger der skal på scenen for at synge nogle arier, eller hvad det nu kan være, foran et orkester, hun kommer da i en eller anden enorm kjole, ik? En kjole som hun jo ikke har på når hun skal ned og købe ind. Hun gør sig også umage med sit tøj. Men der er en tendens til at jo mere kammermusikalsk en optræden bliver, des mere nedtonet bliver det ydre også – og det synes vi er en skam«, beklager Andrea Rebekka Alsted.
Men hvorfor er det så vigtigt hvilke kjoler I har på når I spiller?
»Når man sætter sig op på en scene, så forpligter man sig til at underholde sit publikum. Og vi har oplevet at når vi også gør os umage med vores tøj, så lytter folk meget mere efter. For folk bruger øjnene meget mere nu om dage end man gjorde for 30-40 år siden. Det har også noget med fjernsynet at gøre og alle de muligheder man har for at blive underholdt i dag«.

Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 6

Tekst: Jakob Wivel; foto: Camilla Schiøler

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER