Artikel

Interview: Nicola Benedetti
Benedetti & den lunefulde Stradivarius

KLASSISK har mødt den unge fremstormende skotske violinist Nicola Benedetti, der har et overmåde usentimentalt forhold til den ædle gamle Stradivarius, hun spiller på. I slutningen af november kan hun opleves i København.

Af Michael Bo

Faktisk havde jeg regnet med at skulle fylde broderparten af denne plads ud med en beskrivelse af hendes skuldres rundhed, hendes kindbens skarphed, hendes hårs glans – det fulde stjernefrø-udtræk.
Men Nicola Benedetti kommer bag på mig. Det gør smukke mennesker tit. Smukke og indlysende talentfulde mennesker. Hun er træt og har ondt i halsen, så hun drikker te og spiser After Eight med mint, da jeg møder hende i hendes garderobe efter dagens prøve.

»Der er stadig så meget glorificering af solisten, men det er jo totalt antimusikalsk og ukreativt og … blottet for udtryk«

Hendes fly fra London afgik kl. 6 i morges efter en lidt desperat dag, hvor hun kom fra New York og missede sit fly videre. Flere gange i løbet af samtalen er det, som om nålen – nu er vi ovre i det analoge grammofon-billedsprog! – sidder fast i en rille, og Benedetti er som fanget i et udtrukket »øøøøh«. Men hver gang betaler det sig at vente, for hun hører ikke til de musikere, der kun har det i håndleddet.

Solisten er ikke længere konge
Hun er skotte, og hun er 27. Hun debuterede i Avery Fisher Hall i New York for nylig, fire koncerter og en geninvitation, det unge fremstormende solister lever for. Det skotske er ikke til at tage fejl af, dets lidt kantet charmerende singalong lyder så autentisk som en film fra 50’erne, film som den skotske smuglerkomedie ‘Masser af whisky’.
Hun er fuld af historier fra New York, om arbejdet med Filharmonikerne. Hvor vidunderligt, hvor fantastisk – hvor intenst samarbejdende de er. Hvor …
»Det er et moderne orkester«, slår hun fast, »og solisten er en del af et stort hele. Masser af solister har det sådan, at enten får jeg det på min måde – eller også er jeg den, der er skredet. Virtuoser som Heifetz ankom til prøven med en fuldt færdig fortolkning af værket og sagde: “Sådan her bli’r det. Følg mig, hvis I kan”. Milstein, Oistrakh, Heifetz, de var de sidste, der for alvor fik lov til at opføre sig sådan, traditionen var endelig begyndt at blegne lidt. Solisten som den store helt var helt ude af kontrol, og først i dag, med en ny generation af solister, er vi ved at dreje rundt om et hjørne. Miljøet, når vi laver musik i dag, er langt mere varieret og fleksibelt end i gamle dage. Solisten i dag er fortrinsvis en alsidig musiker, som også kan brillere i solorepertoiret«.
Nicola Benedetti tager delikat om et stykke After Eight og bider en trekant af den yderste tredjedel. Hun spiser chokolade, som om hun er sulten, men hun har alligevel dannelse nok til at nippe. Hun nipper bare tit.

Det store egoistshow
I en alder af 27 er det indlysende, at de orkestre, hun spiller med, gerne består af folk, der er væsentligt ældre, væsentlig mere erfarne udi musikalske materier, end hun selv. Hvordan erobrer man – hvordan gør man sig fortjent til at stå i deres midte?
»Der er tusind forskellige teknikker at klare sig igennem på. Potentielt er det jo en stærkt egocentrisk og i virkeligheden ret besynderlig situation, man har bragt sig i …

Nicola Benedetti live
– 20. & 22. nov. 2014 DR Koncerthuset, Kbh., kl. 19.30
Nicola Benedetti opfører Szymanowskis 1. Violinkoncert sammen med DR SymfoniOrkestret. Koncerten dirigeres af polske Antoni Wit.

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER