Artikel

Interview: Roberto Alagna
»JEG DØR, DEN DAG JEG IKKE LÆNGERE HAR SANGEN I MIT LIV«

»Hvordan kan I virke så rolige, så afslappede? Der hvor jeg kommer fra, der er det all about passion, you know«.

Roberto Alagna smiler, blinker, vælter ordene ud i et vanvittigt tempo. Vender konstant tilbage til, hvordan sangen er hans passion, hans elskede. Det er det sicilianske blod i hans årer, der er så fyldt med passion og temperament, forklarer han.
Helt ærligt. Roberto Alagna smider mange af kunstnerklichéerne på bordet. Ja, verdenstenoren ligner i hverdagsudgaven selv lidt af en sydlandsk kliché: Han har knappet sommerskjorten så langt ned, at maven kan skimtes, når han bevæger sig, og outfittet inkluderer også hvide jeans, solbriller, stråhat og store smil.

»Jeg er som Don Giovanni, der blev forelsket i hver eneste kvinde, han så. Jeg kan godt være forelsket i alle musikværker i verden, jo, det kan jeg sagtens!«

Oven i købet fletter han et par bemærkninger om de smukke men reserverede nordboer ind i samtalen:
»Hvordan kan I virke så rolige, så afslappede? Der hvor jeg kommer fra, der er det all about passion, you know«.
Roberto Alagna sætter hakker ved alle en dansk journalists forestillinger om en sydlandsk tenor. Men han gør det, så det virker ærligt og naturligt: Klichéen om den store kunstner med den store passion bliver serveret med troværdig inderlighed. De borende spørgsmål om problemer og kriser bliver affejet med oprigtig undren. For han sidder jo lige hér, han er sund og rask, han har sunget sig gennem dagen, solen skinner, livet er godt.

ROBERT ALAGNA
Roberto Alagna er en af tidens store tenorstjerner – og har været det længe. Han er 47 år, er født i Paris som søn af et musikelskende siciliansk immigrantpar og begyndte karrieren som kabaretsanger, indtil han slog igennem i Luciano Pavarottis sangkonkurrence i 1988. Derefter gik det slag i slag. Ved siden af sit virke som lyrisk tenor på verdensscenerne dyrker han den folkelige sicilianske sang – senest med cd’en ’The Sicilian’ fra 2008.
I efteråret og vinteren 2011 synger han bl.a. Gounods ’Faust’ både på Paris Bastille Operaen og på Metropolitan Operaen i New York.

Og så, alligevel: Efterhånden kommer Roberto Alagna ind på nogle af de bekymringer, der er en del af et langt liv i musikkens tjeneste. Ikke mindst er han begyndt at tænke på, at han en dag må sige farvel til scenen, sangen og musikken.

Vil gerne opføre nye operaer
I disse år banker Roberto Alagnas passionerede musikhjerte derudaf for at opføre ny musik, blandt andet i samarbejde med sine brødre.
David Alagna er instruktør og komponist, og i 2008 kastede Roberto stjernestøv over brorens nye udgave af Glucks ’Orfeus og Eurydike’ i Montpellier og Bologna.
Det var en mørk og grum udgave af operaen, en nyfortolkning uden happy ending, og en opsætning som Roberto Alagna i dag karakteriserer som »en ny Orfeus og Eurydike i Glucks egen ånd«.
Myten, der inspirerede Gluck, ender nemlig tragisk. Men da det var for hård kost for samtidens publikum, tilføjede han den lykkelige slutning, der siden er gået over scenen – lige indtil brødrene Alagna kom til.
David og Roberto Alagna arbejder i dag på en ny version af ’Faust’, hvor Roberto Alagna synger Méphistophélès, Djævelen, i begyndelsen af operaen, og senere bytter over til at synge Faust. Alt i alt skal det være en ’Faust’, der både bliver kortere og en hel del anderledes end de gængse versioner.
»Det er ikke nemt at finde operascener, der vil sætte ny musik op. Men det er vigtigt at præsentere både ny musik og nye læsninger af de klassiske værker – ikke mindst for at give nyt publikum en indgang til operaen«, siger Roberto Alagna.
Han virker mere forundret end vred, da han fortæller om sin oplevelse af, hvordan operascenerne afviser ny musikdramatik […].

Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 23

TEKST: MALENE WICHMANN.

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER