Artikel

Interview: Sting
STING PÅ EVENTYR

Sting udgav i oktober et album med musik af renaissancekomponisten John Dowland, som har splittet både fans og kritikere. Men er det så overraskende, at det bredtfavnende rock-ikon nu kaster sig over klassisk musik? »Jeg ser det som mit job at lade hånt om alle slags grænser og etiketter,« siger Sting til Klassisk.

John Dowland er normalt et gebet for kontratenorer af den kyske Michael Chance-art, men efter kontraen Andreas Scholl udgav ’Wayfaring Stranger’, en samling engelsksprogede pop- og folkesange fra det 19. og 20. århundrede, synes spillet at være åbnet for enhver med noget på hjerte. Om man så kommer fra det ene eller det andet musikalske reservat. Og at Sting har noget på hjerte hos Dowland, bliver tydeligt, når man hører cd’en, som til en vis grænse har ladet sig informere af eksperter udi Dowland-stilen, men kun til en vis grænse. Selv Policefans, vil jeg vædde på, vil lade sig forføre og tale til af den pågående deklamatoriske stil og den rytmiske insisteren i fx ’Come Again’. Jeg vil spørge dig om det samme som alle de andre: Er det en popplade, du har lavet – eller en klassisk? »Den er et eventyr, jeg er ude på,« siger Sting. »Jeg ser det som mit job at lade hånt om alle slags grænser og etiketter. Jeg er en seriøs musiker, en seriøs studerende af musik, og tanken med den musik, jeg laver, er, at den skal hjælpe mig til at udvikle som musiker og som menneske.« »Og som menneske« … Det holistiske er et mantra for Sting, og i visse kredse vender man det hvide ud af øjnene, når folk som han og Bono kommer på tale. For når man har sagt Sting, har man også – lissom – taget fat på regnskovsudryddelsen, på global opvarmning, på – alle de politisk korrekte emner. Cellisten Yo-Yo Ma tager en tur op ad Silkevejen og mener noget halvbagt om al musiks ursuppe, men dér stopper Sting ikke. Men hvor Bono regner med at blive den næste præsident i Det Hvide Hus efter Hillary Clinton, der har Sting mere ambitioner i retning af Dalai Lama eller Buddha. Til nød Gandhi. Han er ikke fri for at lyde en smule salvelsesfuld, når han taler, Sting, han har den der lidt messende, bedrevidende måde at henvende sig til én på. Men guderne skal vide, at han i sit job skal tale med en masse nokkefår, og at han må finde ud af at gardere sig mod alle de ja-sigere og rygklappere, der er enhver superstjernes kors.

(Læs hele interviewet i klassisk nr. 3)

Tekst: Michael Bo; foto: Kasskara/DG

Bestil gaveabonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER