Interview: Trio Ismena
MED FEMININ STYRKE

En førstepris i P2’s Kammermusikkonkurrence er lig med bedre vind i karrieresejlene. KLASSISK mødte dette års prisvinder Trio Ismena, der ikke er bleg for at udnytte deres yppige fortrin i musikkens navn

Deres blikke er seriøse, deres bevægelser kontrollerede. Rummet sitrer af dyb koncentration, de tre piger fokuserer på deres instrumenter og løfter kun sjældent blikket fra noderne. Klaveret og celloen lægger ud, snart efterfulgt af violinens lysere toner. Det er dramatisk og smukt – og alligevel helt tilbagelænet og prøve-agtigt. Metronomens gentagne taktslag understreger øve-stemningen, og musikken brydes op af diskussioner om toners nuancer, tempi og samspil.
Det er tidligt fredag aften, og udenfor er Københavns gader fyldt af mennesker, der nyder den varmende sommersol og ser frem til weekendens frihed. Men indenfor, i konservatoriet på Rosenørns Allé, sidder Christine Raft, Monika Malmquist og Ida Nørholm rankt på deres stole og spiller. På klaver, på violin og på cello. Resten af deres fredag aften går med at øve – og sådan er det tit.

Rynkede bryn og heftige bevægelser
Pigerne udgør det unge og ambitiøse ensemble Trio Ismena, og denne fredag er det Mendelsohns d-mol-klavertrio, opus 49, de øver på. Og mens musikken fylder rummet, er pigernes bryn rynkede, deres bevægelser heftige, og deres hår bliver mere og mere uglet med flere løstsiddende lokker.
Øvetidens alvor har fuldstændig overtaget den tidligere fjollede og tøsede pludren, som så godt beskriver pigernes stemning knap en uge før.
Her, hjemme hos Christine Raft, er der te på kanden, hygge i luften og fnis alle vegne. Den enes talestrøm bliver konstant afbrudt af den andens tilføjelser eller latter, og små, interne vittigheder popper hele tiden op undervejs.
»Det hele begyndte med, at Monika og jeg spillede sammen i en klavertrio med en anden pianist«, fortæller Ida Nørholm og fortsætter: »Og det var … ikke helt optimalt. Vi ville noget forskelligt med det«. Monika Malmquist afbryder ivrigt: »Og krøllen på det hele er jo, at den pianist faktisk var Christines kæreste på det tidspunkt. Men vi kendte hende godt lidt …

(Læs hele interviewet i KLASSISK nr. 14)

Tekst: Bianca Zanini Vasconcellos; foto: Kåre Viemose